Julelys og glæde

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder

I år blev en ny juletradition startet.
Elevrådet havde bestemt, at vi skulle have juletræ i skolegården. Vi samledes alle om træet 1. december og tændte lysene.
Jeg glædede mig over træet og lysene hver morgen i december, når jeg kom til skolen i mørke og hver eftermiddag, når jeg tog derfra i mørke.

Jeg elsker december på skolen, fordi vi tænder så mange lys. Bogstaveligt og i overført betydning ved at skabe glæde. Ved at vise at vi har lyst til at være sammen og gøre noget for hinanden.

På vej ud af kirken efter vores dejlige juleafslutning hørte jeg en pige sige til sin mor: Kunne det egentlig ikke være hyggeligt, hvis hele skolen skulle holde juleaften sammen?
Jo. Det kunne det!! Men det er nok ikke noget helt realistisk scenarie, så vi må holde jul med alle de andre, vi holder af og glædes over al det jul, vi når at have sammen på skolen i løbet af december.
Stearinlys i fællesrum og klasser, julefester og julepynt, fællessamlinger og julesange, pakkekalendere og drillenisser, duft af pebernødder og risengrød i fritidsordningen.

Den sidste uge før juleferien var der konstant en lang kø uden for mit kontor. Det var ikke kø for at besøge skolelederen, men fordi der stod et bord lige udenfor, hvor man kunne få hjælp til at få pakket sine hjemmelavede julegaver ind.
Hvis nogle påstår, at børn kun tænker på at få gaver, skulle de prøve at overvære en samtale i indpakningskøen, hvor stoltheden over- og glæden ved at skulle give gaven var tydelig.

For alle os, der er vant til at strukturere og planlægge og som bliver fristet til at tage dette det med hjem til jul, når vi ser billedet af juletræet, der i år skal have guld-tema og det stilfulde julebord i Bo Bedre, er det meget sundt at blive mindet om, hvad det hele handler om, ved at få en gave, der er lidt skæv og med garanti ikke ligner nogen andre, men som er lavet med entusiasme, smil og stor kærlighed.
Det er i sådan en gave glæden og lyset gemmer sig.

Som Leonard Cohen synger:
Forget your perfect offering.
There is a crack in everything,
that's how the light gets in.

Tusind tak til alle jer, der var med til juleafslutningen i kirken.
Når jeg oplever 1000 mennesker, der sammen synger Dejlig er Jorden, så sidder det i mig længe efter; så tager jeg alligevel jer alle sammen lidt med hjem på juleferie.

Rigtig glædelig jul og godt nytår.
Nyd ferien og på gensyn 4. januar.

Kærlig hilsen Lisbeth

Curling-matematik

Af: Lars Stubkjær Barslev

”Hvis vi nu skulle deles om denne tube tandpasta – ville der så være nok til alle?” Sådan lyder det enkle oplæg til en matematikopgave, der samtidig er startskuddet for 10 lærere og 2 instruktører, der er på et 3 dages kursus i Undersøgende matematikundervisning.
Det er ikke svært at se problemstillingen og måske har du allerede nu set en tube tandpasta for dit indre øje – og hvis du tænker lidt nærmere efter; hvor længe rækker en tube tandpasta så hjemme hos dig?...tid, antal personer...nu tænker du med matematik!
Hverdagens erfaringer støtter den umiddelbare forestilling om mængder og størrelser, når vi fx skal vurdere ”om der er nok” i alle mulige sammenhænge. Og før vi ved af det, er vi i fuld gang med at gøre matematiske overvejelser, der leder os hen til en brugbar antagelse.
Formuleret som klassisk skole-matematikopgave ville det have lydt i retningen af: En tube tandpasta indeholder 125 ml. Udregn hvor mange tandbørstninger tuben rækker til, hvis man bruger ½ ml pr. tandbørstning... (osv). Opgaven lægger op til, at man dividerer 125ml med ½...eller (hvis man nu ikke lige kan dividere med en brøk) tænker ”sådan helt logisk”; ”...hvis man brugte 1ml i stedet for ½, så ville man kunne børste tænder 125 gange...så må svaret være 250 gange, når man nu kun bruger den halve mængde pr gang...” Læreren ville nok afkræve nogle skriftlige notater for påstanden, men ellers er alt.
Ok...videre til næste spørgsmål!
Undersøgende matematikundervisning inviterer derimod til, at man går mere praktisk eksperimenterende til værks – i vores tilfælde med en tube tandpasta og en vægt.
Efter lidt fingertælling og et gangestykke endte vi på 48 tandbørstninger...men hvor meget bruger man pr gang? Vi manglede egentlig en tandbørste, men valgte at sætte én passende klat på vægten (ingen ændring.) Men 10 klatter kunne vægten godt registrere: 7 gram. Vi delte tallet med 10 dvs. 0,7g pr. tandbørstning (sådan cirka.) Snart efter bredte menthol-lugten sig i lokalet (gruppen bag os, der ikke havde nogen vægt, var i færd med at trykke en flere meter lang stribe ud på bordet) og vi tømte selvfølgelig tuben ud på vægten: 142g. Hvilket regnestykke ville du nu gøre...(og skal man gange eller dividere)?
Når man på denne måde får problemstillingen mellem hænderne bliver matematikken nærværende både som sprog og som redskab i samspil med elevernes egne gode spørgsmål, fornuftige antagelser og undersøgende praksis (og med lærerens udfordrende hjælp). Det er ikke nødvendigvis nemmere matematik, men det er nemmere at finde mening med dens anvendelse.
Når skole-matematikopgaven volder problemer, er det ofte fordi der er tale om ”curlingmatematik”, hvor de grundlæggende antagelser og alle de forudgående spørgsmål i bedste mening er fejet væk. Tilbage står kun et regnestykke – hvis det da lykkes eleven at gennemskue sammenhængen.
Skolens undervisning (også den i matematik) skal forberede børnene til at tage aktivt del i  samfundslivet og demokratiet.
Med lyst og kompetence til at stille gode spørgsmål og undersøge sagen nærmere (ofte med brug af matematik) er man godt i vej.

Ægte musikglæde på årets Train koncert

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Vil man opleve ægte glæde ved musik, glade forventningsfulde børn og masser af godt humør, skal man tage til Kochs Skoles årlige koncert på Train.

Koncerten er netop slut og endnu engang var det fuldstændig fantastisk at opleve, hvordan børnene er dybt optagede af at stå på scenen og fyre den af – uanset om man har spillet på sit instrument i få måneder eller flere år. Her er plads til alle, og alle bliver mødt med samme seriøsitet fra både musiklærere og publikum. Man kan næste se, hvordan flere af børnene vokser adskillige centimeter, mens de står på scenen.

Men det er ikke kun de optrædende på scenen, der nyder det. Børnene er fabelagtige til at bakke hinanden op, og uanset om det er børnekor eller seje Musik 10., er der en kødrand af børn foran scenen, der hujer, klapper og hepper. Eller bare står helt stille og nyder musikken.

Den glæde ved musik og glæden ved at optræde, som man oplever til Train koncert giver godt humør, og endnu engang viser Kochs Skole at skolens værdier ikke bare er tomme ord på en hjemmeside, men at de rent faktisk bliver levet ud i skolens hverdag. Kodeordet er rummelighed – her er rum og plads til alle og børnene (og de voksne) er sammen om at skabe både musikken og den gode stemning.

Her er det ikke den enkelte, der er i fokus, men sammenspillet mellem dem på scenen. Skal sammenspillet lykkes, kræver det, at man har opmærksomhed på hinanden og ikke bare kører solo derudaf. Ser man på børnene når de spiller, er de naturligvis fokuserede på deres eget instrument, men alle er tydeligvis også opmærksomme på, at de ikke er alene på scenen. De er et hold og først i samspillet med de andre, skaber de det komplette musikstykke.

Tusind tak til musiklærere og øvrige personale på skolen for det kæmpe stykke arbejde I gør, for at vores børn kan opleve glæden ved musik og ikke mindst glæden ved at spille sammen med andre. Både til Train koncert, men også i hverdagen.

Frihed

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder

Fast som en klippe og bred som en strand
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
……

Ved Privatskoleforeningens årsmøde rejste hele bestyrelsen sig midt under formandens beretning og sang Benny Holsts ’Julies sang’.

Traditionen tro var 3-400 skoleledere og bestyrelsesmedlemmer fra privatskolerne i Danmark samlet i Nyborg til årsmøde den sidste weekend i oktober.

Midt i økonomisk krise, nedskæringer, diskussion om inklusion, ny undervisningsminister og meget andet, som alt sammen kunne have været vigtige temaer, kom årsmødet i år til at handle om frihed.

De frie skoler kaldes netop frie, fordi de har retten til at drive skole på præcis de holdninger og værdier, de synes er vigtige.

Dette tema blev nærværende, fordi der i disse år er tendenser til, at man ønsker at indskrænke denne frihed.

Det er egentlig ganske paradoksalt, at der bliver stillet spørgsmål ved, om vores frihed er for stor, når der ellers i samfundet er fokus på ytringsfrihed, fokus på vores demokratiske frihedsrettigheder og stor bevidsthed om værdier; og når man er begyndt at tænke dette ind i folkeskolen i langt højere grad end tidligere.

Den nye minister for børn og undervisning, Christine Antorini, har luftet sine ideer til en ny folkeskolereform med større frihedsgrader, og hendes udspil til fremtidens skole ”Ny Nordisk Skole” bygger på tanker om udvikling, fornyelse og mindre kontrol.

Alt sammen helt i tråd med tankerne i de frie skoler.

Og hvorfor ønsker man så at indskrænke de frie skolers frihed?

Desværre giver nogle de frie skoler skylden for alle folkeskolens problemer.

De tror, at hvis vi straffer de frie skoler, vil folkeskolerne blomstre.

Sådan er det ikke. Folkeskolen vil blomstre af en levende fri skole.

Uden frie skoler, vil folkeskolen være en tvungen statsskole, hvilket ingen kan ønske sig.

De frie skoler kæmper mod en fordom om, at de ønsker sig frihed for at kunne blive fri for noget.

Vi skydes ofte i skoene, at vi gerne vil slippe udenom alt det besværlige og lade folkeskolen tage sig af det. At vi fx ikke ønsker at tage del i det sociale ansvar.

Men alle jeg kender, der brænder for den frie skole, brænder for friheden til at vælge noget til og er helt bevidste om det ansvar, der følger med denne frihed.

Vi kan ikke gøre andet end igen og igen at fortælle, at vi gerne vil tage ansvar,  -også det sociale. Og at vi gør det i lige så høj grad som folkeskolen. For færre penge!

Lad os håbe, at det vil lykkes, at få debatten drejet væk fra kampen mellem folkeskoler og privatskoler til i stedet at handle om den fælles kamp for et godt skoletilbud til alle.

Og det bedste skoletilbud fås med en god og progressiv folkeskole og frie skoler som et godt alternativ for de forældre, der ønsker et særligt værdigrundlag.

Jeg synes, det var stort at mærke, at der på Privatskoleforeningens årsmøde var en fælles forståelse for, at dét er første prioritet lige nu.

Det handler ikke først og fremmest om penge.

Det handler om kampen for et samfund, hvor der er plads til frie skoler.

Og så er det vores pligt at forvalte denne frihed ansvarligt. Og det gør vi!

Kreativ begrænsning

Skrevet af Lars Stubkjær Barslev. Klasselærer 7. årgang.

På scenen i Bella Centrets store konferencesal står den karismatiske teaterdirektør for Betty Nansen Teatret; Peter Langdal. Han skal give det afsluttende foredrag på dette års store uddannelses it-messe og han har besluttet, at vi alle skal have ”Noget med hjeeeem!.” 

Anekdoterne flyder i en lind strøm fra et teaterliv sammen med nogle af landets bedste skuespillere (...og et par krukkede primadonnaer.) Langdal er er en mand, der har noget på hjerte og som ikke overraskende forstår at udnytte den scenetid, han er blevet givet. Jeg hæfter mig særligt ved én af hans stærke pointer: ”Kreativiteten ligger i begrænsningen.”

Han fortæller bl.a. en lille historie om en ung skuespiller, der hang lidt med næbbet; ”Peter, jeg gider ikke rigtig det her stykke...og jeg har kun 4 replikker!” Langdal ”Jamen, skal vi så ikke strege dem?”, ”Strege dem?!,” svarede hun ”...kan man  spille en rolle helt uden at sige noget?”

Ja, mon ikke. Hun endte med at udvikle en fantastisk rolle, hvor hun ikke alene blev begrænset til at være stum, men også selv valgte at være døvstum!

Kreativitet og innovation er ikke blot tidens hurra-ord – det er også en del af skoledagen på N. Kochs Skole. I disse uger skaber GRØN etage sin årlige teaterforestilling helt fra bunden. Indenfor afgrænset tid og sceneteknik udvikles kreative fortællinger og løsninger i et tæt samarbejde mellem børn og lærere.

Og sideløbende har en lille flok drenge også syslet med at konstruere en LEGO-robot, der i løbet af blot 2½ minut skal løse alle mulige opgaver på en lille bane på få kvadratmeter: seriøst legeland når det er bedst! Og nu har de tilbragt en lørdag sammen med 25 andre skoler i dette års First LEGO League-konkurrence, hvor der er blevet dystet på kreativitet og innovation i praksis (se mere på www.hjernekraft.org)

”Kun fantasien sætter grænser” er en kliché der ofte høres fra oplægsholderne på it-messen, når de præsenterer os for ubegrænsede muligheder  til at mixe formater og programmer ind i hinanden. Jeg lammes dog lidt af dette uoverskuelige softwarelandskab af muligheder – hvor skal jeg begynde?

Med Landals pointe kunne svaret ligge i, at vi i kreative arbejdsprocesser netop skal bruge vores fantasi til at skabe kreative begrænsninger, der kan anspore os til at lege, opfinde og udvikle.

Lars Von Trier gjorde det med sine dogmer, Picasso havde en ”Blå periode” - og, til sammenligning, har børnene på Kochs været udfordret af at skabe teater-fortællinger og robotter i afgrænset tid og rum. Og det er ikke så tosset en lære at tage med hjem

Forældreengagement

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Der er blevet tid til en stille stund ved computeren mens børnene er til børnebio og derefter kommer hjem til en lynomklædning til henholdsvis heks og læge inden det går løs med Halloweenfest på skolen sammen med resten af 3.b. På køkkenbordet ligger posen med pølsebrød til fællesbordet sammen med heksehat og rådne tænder på gebis.

Over køkkenbordet hænger den tæt skrevne kalender - Trainkoncert, forældresamtaler, børnebio, fødselsdag, basket træning, legeaftaler, multimusik, juleafslutning osv.

Jeg har tidligere skrevet om glæden ved de mange traditioner på N. Kochs Skole. Traditioner der ofte er hæftet op på en aktivitet, hvor forældrene er inviteret til at deltage. Hen over året kommer det sammen med klassens og dagligdagens øvrige aktiviteter til at fylde en hel del i kalenderen. Det er dejligt og givende at følge sine børn og skolen på tæt hold, men det stiller også vældige krav i forhold til at få kalenderlogistikken til at gå op når sengetiderne skal overholdes, og der ind imellem også gerne må være tid til en stille stund.

For et par år siden nedsatte vi i skolebestyrelsen et udvalg med det mundrette navn ”Forældreengagementsudvalget”. Det gjorde vi fordi, der ifølge lærerne var sket en ændring i forældrefremmødet til skolens aktiviteter henover de seneste år. Hvor der tidligere var én måske to børn, der ikke var repræsenteret ved forældremøder, var der nu måske tre eller fire. Eller måske helt op til fem. Sådan er hverdagen på mange andre skoler. Men det var nyt på N. Kochs Skole, og i bestyrelsen besluttede vi derfor at tage en diskussion om, hvad det kunne skyldes og om det var noget skolen aktivt skulle forsøge at ændre på.

I udvalget diskuterede vi flere ting – har forældrene mere travlt end tidligere? Er det et tegn på, at forældrene er glade og tilfredse og derfor ikke føler behov for at mødes? Bliver arbejdet prioriteret højere i dag end tidligere – eller hvad kan det være? Uanset hvad, må vi nok konstatere at skolen konkurrerer med et væld af andre aktiviteter om forældrenes opmærksomhed, og at det måske dalende engagement ikke skyldes, at forældrene ikke interesserer sig for skolen, men at der konstant foregår en benhård prioritering for at få hverdagen til at hænge sammen.

Det er en interessant og vigtig diskussion som ikke er slut, selvom udvalget pt. er nedlagt. Og selvom vi ikke kom frem til en endegyldig konklusion er det vigtigt at have øje for, hvad skolen konkurrerer med og hvordan forældrene får hverdagen til at hænge sammen. Vi diskuterer det fortsat løbende i bestyrelsen, og sker der markante ændringer, er udvalget klar til træde sammen igen.      

Mirakler og middagsaktiviteter

Af Lars Stubkjær Barslev, klasselærer 7. årgang

”Flad mave & faste baller...kom i form med FEMINA – på rekordtid!” stod der på den trænings-DVD jeg langede over til Agnete og Zara fra 7. ”Måske kan I bruge den her?...mine børn synes den er meget skæg” sagde jeg ”...men I kan sikkert også finde noget på Youtube..” Snart efter lå det meste af trivselsteamet på 7. årgang og lavede maveøvelser på gulvet i klassen.

Teamet (der i øjeblikket udgøres af en gruppe initiativrige piger) sætter konkrete tiltag i gang, der skal støtte op om trivslen på årgangen. Lige nu arbejder vi med at konkretisere en ide om ”Middagsaktiviteter”, så man kan få sig rørt lidt i pauserne.

Lad det være sagt med det samme; det var faktisk ikke børnenes idé. Den er derimod opstået ud af det omsorgsprojekt lærerne har gang i! Her er vi nogle lærere, der har arbejdsspørgsmålet: Hvordan kan vi få noget mere bevægelse ind i børnenes dagligdag?

Der er sat flere pilotprojekter i gang med det formål for øje rundt omkring på skolen. Og på denne dag: ”Skolernes Motionsdag”, hvor vi alle sammen tager løbeskoene på ud i det fantastisk flotte efterårsvejr, kunne dette være fortællingen om Kochs i (mere) bevægelse!

Men egentlig er det fortællingen om hverdagens små mirakler, som opstår, når vores børn tager ejerskab til et projekt og siger: ”Det er en okay idé – kunne man ikke...?” Og dét var hvad pigerne fra 7. gjorde: Andrea greb muligheden og tilbyder nu danseundervisning foran spejlene i Lille sal. Agnete og Zara fandt noget brugbart på Youtube og slæbte de blå måtter over i Hold 1's lokale (og sørgede for, at de kom tilbage igen efter skoletid). Sigrid og Julie skrottede hurtigt ”Afspænding vol. 1”-cd'en (som de fik stukket i hænderne...), og fandt i stedet noget beroligende musik og et smukt landskabsbillede på Smartboardet. Så blev gardinerne trukket for vinduerne inde på Hold 2, og deltagerne skulle nu  i masserende bevægelser tegne billeder på ryggen af hinanden. Freja har planer om pigefodbold...og Alparslan tripper lidt i kulissen, og vil faktisk gerne balancere aktivitetsudbuddet med noget karate til drengene...

Der findes ingen fiks trænings-DVD for, hvordan man som lærer kan rammesætte projekter, der fremelsker børnenes initiativ - på rekordtid! Men man kan kun blive en bedre lærer af at gøre erfaringer sammen med en flok unger, der tager ansvar for fællesskabets projekt på sådan en kreativ og meningsfuld måde.

Middagsaktiviteterne kæmper lidt for overlevelsen; alt iværksætteri kræver hårdt arbejde og et støttende stillads omkring. Trivselsteamet evaluerer processen løbende.

Tusind tak til bestyrelsen

På Kochs Skole er fællesskabet i centrum.

Stort set alt hvad vi laver, sker i relationen mellem mennesker og bygger på samarbejde.

Samarbejde mellem børnene, mellem børn og voksne og i høj grad også samarbejde mellem skolen og forældrene.

Forældrene har forventninger og stiler krav til skolen. Men vi stiller også krav til forældrene og er afhængige af engagerede forældre, der vil samarbejde med skolen.

Og det vil langt de fleste forældre heldigvis gerne og mere til. De giver udtryk for, at de får så meget igen.

Bestyrelsen på N. Kochs Skole er en helt særlig konstruktion.

En fællesbestyrelse, der består af 7 forældre, valgt på årsmødet, samt 7 medarbejde (de 5 ledere samt 2 lærerrepræsentanter).

Denne konstruktion sikrer et tæt og vedkommende samarbejde mellem skole og forældre. Bestyrelsen her på skolen er meget mere end et formelt organ. Der er reel indflydelse. Forældrene er tættere på beslutningerne end på de fleste andre skoler.

N. Kochs Skole er så privilegeret at have en kompetent, engageret og hårdtarbejdende bestyrelse, der hver måned ulønnet og frivilligt bruger mindst 4 timer på et bestyrelsesmøde. Plus deltagelse i diverse udvalg.

I lørdags var der stor fest på skolen.

Den årlige personalefest som bestyrelsen arrangerer for at takke medarbejderne for deres indsats på skolen.

Jeg er taknemmelig- og dybt imponeret over, at bestyrelsen oven i alt det andet arbejde, de laver for skolen, vælger at bruge tid og kræfter på at arrangere sådan en fest. Det er uvurderlig personalepleje. Tusind tak!

Jeg ved at medarbejderne er meget glade for denne anerkendelse.

På torsdag er der årsmøde, skolens årlige generalforsamling.

Her kan man få indsigt i nogle af de ting, bestyrelsen arbejder med.

Man kan gennem bestyrelsesformandens og skolelederens beretning få et indblik i, hvad vi har lavet det seneste år på skolen, og om de tanker bestyrelsen og ledelsen går med.
Bla. om vores store arbejde med skolens værdier.

Der er efterfølgende mulighed for at kommentere, stille spørgsmål og debattere med bestyrelsen og de øvrige forældre.

Og der er mulighed for at stille op til bestyrelsen og få endnu mere indflydelse på skolen. Og få lov at være med til arrangere fest for medarbejderne!

Traditionen tro

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

De første nisser har gjort sit indtog i supermarkederne og minder os om den forestående højtid, der om noget er forbundet med traditioner.

Traditioner er der også på N. Kochs Skole. Vårmarked, fejring af skolens fødselsdag, Train koncert, skolefest, juleafslutning i kirken osv. En masse markeringer af særlige dage spredt hen over året. Til glæde for børn, medarbejdere og forældre, der gang på gang får fornøjelsen af at opleve hinanden under andre former end til daglig.  

Det er fantastisk at opleve, hvordan både lærere og børn går op i mærkedagene. Og som gæst er man ikke i tvivl om, at det er lysten der driver det. Det er ikke bare arrangementer der bliver afholdt for at blive afholdt - de bliver afholdt, fordi der er nogen, der har energi og lyst til at gøre det. 

Det vidner om en stærk kultur. En skole der ved hvad den vil, og hvilke værdier der er væsentlige. Det skaber et solidt fundament og er med til at tegne skolen både ud ad til og ind ad til.

Men traditioner er bestemt ikke det eneste der tegner skolen. Og de mange traditioner er ikke et tegn på at skolen hænger fast i det gamle og sværger ved det, der var. Medarbejderne på N. Kochs Skole er udviklingsorienterede, forandringsparate og ikke bange for at bevæge sig ud på nye områder.

I bestyrelsen ser vi det hver eneste uge, når der tikker ansøgninger ind til kurser, uddannelse, inspirationsture m.m. med fokus på både faglig og personlig udvikling. Der er konstant nye tiltag i støbeskeen. Nye læringsmetoder der skal prøves, nye kurser i litteratur, mindfulness, it, kinesisk eller noget helt andet, som skal følges.

Med stærke traditioner og fokus på læring og fornyelse formår N. Kochs Skole at kombinere det bedste fra to verdenen. Tradition og fornyelse. Her udelukker det ene ikke det andet, og det skaber en skole i konstant udvikling men med et stærkt fundament som udgangspunkt. Til glæde for medarbejderne, forældrene og vigtigst af alt børnene. 

Så traditionen tro er N. Kochs Skole en skole i konstant udvikling.   

Jobswop – en dag med 0.a

Denne blog er skrevet af Tonja Althaus, kontorleder.


I forbindelse med vores omsorgsprojekt på skolen er jeg med i gruppen ”jobrotation/jobswop” – det vil sige at man skal bytte job med en kollega en hel dag for at få et større kendskab til ens kollegas hverdag.

I går skiftede Sanne fra GUL etage og jeg så arbejdsdag. Sanne skulle være en hel dag på kontoret og jeg skulle på tur sammen med 0.a.

Turdagen i 0.a bestod i at vi skulle til fødselsdag hos Frida som bor i Brabrand, så alle 20 børn samt os 3 voksne gjorde os klar til at tage med bussen omkring kl. 9.30. Det betød 20 par gummestøvler samt jakker skulle findes frem og der skulle lige instrueres i at beklædningsgenstande  skal vende rigtigt og skal enten knappes eller lynes. Og det skulle også lige forklares, at de kære børn ikke skulle have deres madpakker med på tur, da vi skal spise hjemme hos Frida.

Busturen var lang – varede ca. ½ time – men hold da op hvor er de gode til at køre med bus. De er rigtig gode til at være stille i bussen og gode til at flytte gummistøvler ned fra sæderne, når det lige bliver sagt nogle gange.

Da vi ankom hjemme hos Frida skulle vi straks i gang med en skattejagt. Vi blev delt op i 3 hold og fik udleveret et skattekort og så var det ellers i gang med diverse aktiviteter og bogstavslege mv.

Igen opleverede jeg at de er rigtig søde til at høre efter, hvad der bliver sagt og gode til at lade hinanden komme til på legepladsen (som var det ene post i skatte jagten). Efter skattejagten var der mad hjemme hos Frida – pasta med kødsovs. Det var mums efter en veloverstået skattejagt og sultne maver – og det gav en vis ro i børneflokken. Men ca. 15 min efter var de i fuld gang med at lege med Fridas legesager – pigernei gang med udklædningstøjet – og drengene i gang med legoklodser og sværd.

Fødselsdagen sluttede af med kage og melon og flere liter saftevand.

Så skulle der igen findes de 20 par gummestøvler frem og selvfølgelig lige tisset af inden vi skulle med bussen tilbage på skolen.  Så med raske skridt og fyldte maver begav vi os på vej til bussen – og dermed også tilbage til skolen.

Jeg kan godt forstå, at de var trætte da vi endelig kom tilbage på skolen, for det var jeg også. Men jeg var træt på en rigtig god måde. Der er da inden tvivl om, at jeg har været lidt nervøs for dagen og mødet med 0.a, men det hele har kun været en rigtig god og positiv oplevelse. Det er altid dejligt med en lille børnehånd som holder en i hånden, da vi skulle gå frem og tilbage til bussen, og ligeledes varmer det rigtig meget at høre nogle af børnene sige, at de synes jeg var sød!

Jeg synes at det var været en rigtig god og hyggelig dag sammen med nogle dejlige børn fra 0.a. Det har været en anderledes oplevelse – og ikke mindst en anderledes arbejdsdag – som jeg bestemt vil tænke tilbage på med glæde og varme. Tusinde tak for lån af jeres børn for en dag.

Måltider, madpakker og mange meninger

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Fade og skåle med lækre grøntsager, masser af protein, ikke for mange kulhydrater, flotte farver og skønne dufte. Det er vel nok, hvad de fleste forældre drømmer om, at deres guldklumper bliver mødt med når klokken ringer til frokostpause.

Der er al mulig grund til at ønske sig at ens barn får et godt, solidt, sundt og velsmagende måltid i skolen. Det forbedrer indlæringsevnen og giver glade og veltilpasse børn. Men det kræver en del. Naturligvis allerhelst et køkken, hvor børnene selv er med til at lave maden. Det giver gode oplevelser, dejlige dufte og lysten til at smage på nye ting, når kammeraterne fører grydeskeen.

Desværre er det for nuværende ikke et realistisk scenarie på Kochs Skole. Skolen har ikke et køkken, og med de benhårde økonomiske prioriteringer, der er foretaget og fortsat skal foretages, er det desværre heller ikke på listen over kommende projekter.

I bestyrelsen vil vi meget gerne arbejde for at børnene på Kochs Skole får et alternativ til madpakken. Men vi vil også gerne finde et alternativ, som vi kan stå inde for. Både i forhold til kvalitet og pris. Derudover skal det naturligvis også fungere i forhold til skolens dagligdag. For de mindre børn, der plejer at spise i klassen og ofte får læst højt under spisningen, giver det uro når en stor del af børnene skal ud af klassen og stå i kø for at hente mad. Der er også en række praktiske opgaver, der skal løses – måske skal maden på køl, måske skal den sælges fra en bod eller noget helt tredje.

Og når der nu engang ikke er et køkken, hvad er det så vi kan få?

Vil vi ”nøjes” og tage til takke med en halvlødig løsning, som kan bruges i en snæver vending, men som ud fra et ernæringsmæssigt perspektiv ikke kan erstatte den daglige madpakke, som den ser ud for de fleste?

Er det fint med et tilbud, som man kan bruge de dage det kniber med tiden eller køleskabet er tomt, eller de dage hvor børnene har glemt madpakken eller måske er mere sultne end de plejer at være?

Eller skal ordningen fuldstændig kunne erstatte madpakken? Og hvad er det nu egentlig børnene kan lide?

Skal maden være kold eller varm, må der være dressing i salaten, kerner i bollerne, klumper i yoghurten eller kommen i osten?

Skal pastaen være hvid eller brun, er bulgur for eksotisk og går det an med løg i frikadellerne?

I bestyrelsen ved vi det ikke. Men vi arbejder videre med emnet og diskuterer smag, ernæring, praktik, pris osv. Det er spændende og bestemt relevant men viser også, at der er lige så mange holdninger til, hvad der udgør den perfekte madordning, som der er e-numre i en citronmåne. 

Kartoffelhøsten

Skrevet af Lars Stubkjær Barslev, lærer 7. årgang.

Jeg står sammen med Ina og fire elever fra 7. årgang på en højtliggende mark i Hjortshøj. Solen skinner og himlen er blå som kun i september. Det er høsttid. Den lerede jord under os gemmer på resultatet af en langstrakt læreproces, der startede med en kasse forspirede kartofler som vi lagde i jorden før sommerferien. Nu står vi her med vores cykelvogn og en greb – vi er fulde af forventning og klar til snart at høste kilovis af velsmagende kartofler.

Jordstykket tilhører Andelssamfundet i Hjortshøj. Her bor nogle mennesker der praktiserer en holdning til naturen ved bl.a. at dyrke økologiske grøntsager og bygge energirigtigt. Ina, Laila og Søren har taget os med i deres praksisfællesskab, så vi har kunnet få konkrete og virkelige erfaringer der kan knytte an til abstrakte begreber som fødevareproduktion, bæredygtighed og biodiversitet.

I de tidlige sommerdage gik 7. årgang i marken sammen med Søren, der er uddannet økologisk landmand. Vi knoklede på skift med spade og kultivator for at vende og løsne jorden og tilføre den en gødningsblanding af komposteret komøg og halm. "Det rene guf for regnorme"

Ind imellem stoppede vi op... "Kan I se den her larve - den spiser en masse bladlus og dem vil vi gerne undvære, så det er fint!", "...og fuglene tager larverne, så vi har mange forskellige fugle i vores marker."

Med omhyggelige 30cm mellemrum satte vi de grønne kartoffelplanter i jorden, hyppede mulden godt op omkring og vandede til sidst spandevise vand båret op fra søen.

"Hvorfor er der ikke korn på den der mark?", spørger ét af børnene og Søren forklarer om sædskifte og kløveret der laver "kvælstof-madpakker" til planterne og han beskriver de grønne blade som "solfangere" der leverer energien til fotosyntesen. Oppe i børnenes hjerner knytter "solfanger" "madpakker" og "fotosyntese" an til kropslige sanseerfaringer, der under de rette betingelser vokser som små kartofler til helstøbte forståelser.

Fotosyntesen har gjort sit arbejde. Den ellers så grønne kartoffelplante er visnet hen og ligner til forveksling de ukomposterede halmstrå. Vi søger i mulden efter jordens æbler som var de små guldklumper, og der strækker sig et naturfagligt undersøgelseslandskab for vores fødder: Vi vejer udbyttet fra hver plante: 231g, 511g, 85g...skriver data udenpå frostposerne og lægger dem i rækker langs midterrabatten der løber langs marken.

Der er tydeligvis forskel på de planter der har fået komøg og dem der ikke har...konklusionen er enkel og næsten banal; gødning giver et større udbytte! Men der er en erfaringsverden til forskel på  at læse i biologibogen, at planten har brug for næringsstoffer for at vokse...og så at stå med jorden under neglene, regnorme der vrider sig ud af de lerede jordknolde og ved selvsyn opdage næringsstoffernes betydning.

Vi har nogle fantastiske timer sammen mens vi høster vigtige pointer, lægger nye ideer og intuitive forståelser til forspirring og aner den store sammenhæng i glimt. Ina har lavet kaffe og saftevand, vi har købt brød og økologisk smør (naturligvis!)...og der ligger nyplukkede hindbær på et rabarberblad. I denne Morten Korch'ske idyl oplever vi en anderledes skoledag der er fuld af mening: "Tænk, at lort kan gøre så meget" bemærker ét af børnene tørt. Da vi kommer op til vores cykler sidder der 5 nyvaskede gulerødder med top på bagagebæret - man bliver bare glad indeni!

Cykeltraileren fuld af egne nyopgravede, økologiske kartofler. Mon ikke de smager bedre end supermarkedets konventionelle?...selvfølgelig gør de det!

Værdierne lever

På N. Kochs Skole står fællesskabet i centrum. Det er rummeligt med respekt for de enkelte individer og deres forskelligheder.

-Sådan indledes vores værdigrundlag.

Denne formulering er vi stolte af og vi refererer ofte til den, fordi den både indeholder respekten for den enkelte og samtidig forståelse for, at vi intet er uden fællesskabet.

I bestyrelsen og blandt medarbejderne har vi i den seneste tid haft fokus på vores værdier.

Får vi omsat værdierne så børn, forældre og medarbejderne oplever det i hverdagen?  Værdier skal mærkes og leves ellers er de ingenting værd.

Hvordan formidler vi vores værdier til omverdenen, så de tror på, at det er andet og mere end flotte ord på papir?

Mandag fejrede vi skolens 145 års fødselsdag.

Jeg stod på gangbroen i skolegården og så hvordan holdene til det traditionsrige fødselsdagsløb fandt sammen. Hold med børn blandet fra klasserne. Børn fra 0. var sammen med børn fra 4. og 8. osv.

Jeg stod og så, hvordan de store hjalp de små.

Hele formiddagen fulgtes holdene rundt på skolen og løste opgaver sammen.

De små var stolte over at være sammen med de store. De store tog sig omsorgsfuldt af de små. Vi har gennem mange år fejret skolens fødselsdag sådan, og de store har selv prøvet at være små og afhængige af omsorgsfulde kammerater.

Klokken 12 havde vi besøg af ”Kong Gulerod” i Askesalen. Der var forskellige børn med på scenen, de andre klappede og alle sang og dansede sammen.

Tirsdag aften havde vi lærermøde med bla. værdier på dagsordenen.

Lærerne havde utallige eksempler på, hvor de oplever fællesskabet og rummeligheden i dagligdagen: Når de er på lejr; når der er emneuger; når vores små ”engle-gårdvagter” fra 4. klasse hjælper kammeraterne med at løse konflikter; når hele klassen anerkender, når den svage læser, læser højt og når de i klasserne taler med børnene om, at det er et fælles ansvar, at alle i klassen har det godt. Og når forældrene inddrages i dette ansvar.

Torsdag morgen indledte vi en ny tradition på skolen. Fælles morgensang.

Alle havde på forhånd øvet sig på Marken er mejet og Sensommervise. Det var en fantastisk oplevelse at høre 580 børn og 50 voksne synge.

2.b optrådte med et dukketeater. Alle andre -små og store- lyttede respektfuldt.

Sådan en uge er man ikke i tvivl. Værdierne lever.

/Lisbeth

Hvad med fagligheden?

Fredag d. 12. august bød jeg velkommen til en flok lidt betuttede og meget forventningsfulde nye børn, der skulle starte i 0. klasse.

Forældrene virkede mindst ligeså forventningsfulde.

Jeg havde lejlighed til at snakke med en del af dem i de to timer, der gik, mens børnene var rigtigt i skole uden mor og far for første gang.

Alle gav udtryk for, at de var meget glade for, at deres barn skulle starte på N. Kochs Skole.

En del af forældrene havde ”første skoledag” på N. Kochs Skole for 2. 3. eller 4. gang. De ved godt, hvad de går ind til og hvad der gør, at de er glade for, at deres barn starter på Kochs.

Men der sad også nogle, der var helt nye forældre på N. Kochs Skole. Hvilke forventninger har de? Hvorfor valgte de N. Kochs Skole, og hvad håber og tror de at de og deres børn får med herfra? Og lever vi op til disse forventninger?

Jeg håber ikke, at forældrene vælger N. Kochs Skole for at slippe for den lokale folkeskole. De fleste folkeskoler er efter min overbevisning gode med dygtige og engagerede lærere.

Jeg håber, at valget af N. Kochs Skole er et tilvalg af præcis de værdier, vi vægter hos os.

’På N. Kochs Skole står fællesskabet i centrum’ står der i første linje i vores værdigrundlag. Vi nævner åbenhed, omsorg, ansvar, tolerance og gensidig respekt som vigtige begreber i dagligdagen på skolen.

Vi ønsker ikke blot at børnene skal blive til noget. De skal også blive til nogen.

Alt dette fremhæver vi ofte, fordi det er så centralt for os.

Ind imellem bliver jeg så mødt af spørgsmålet: Jamen, hvad med fagligheden? De skal vel også lære noget. Sagt på en anden måde: Det er fint, at I vægter det sociale, men hvordan klarer de sig til afgangsprøven?

Jeg tror det er rigtigt, at vi forsømmer at fortælle dét, fordi det er så selvfølgeligt for os, at børnene naturligvis også skal rustes fagligt.

Heldigvis står et godt fagligt udbytte jo ikke i modsætning til fællesskab, respekt for hinanden, trivsel, samarbejdsevne, selvværd, rummelighed og de mange andre ting, vi vægter højt.

Vi tænker tvært imod, at disse værdier er en forudsætning for at kunne klare sig godt fagligt.

Dagen efter 0. klasses skolestart offentliggjorde undervisningsministeriet den nye rangliste over skoler.

N. Kochs Skole ligger rigtig fint på den liste - og den bekræfter os i, at vores børn har et højt fagligt niveau.

For første gang opstilles skolernes resultater ikke ud fra hvilken skole, der har fået det højeste gennemsnit. Men ud fra hvilken skole der klarer sig bedst i forhold til hvad, man kunne forvente, når man tager højde for elevernes køn, etnisk oprindelse, forældrenes uddannelse, arbejde, indkomst og civilstand.

Alle undersøgelser viser at børn af ressourcestærke forældre klarer sig bedre i skolen. Det tager denne rangliste højde for i det omfang, man kan indfange det.

Vi er blandt de 10 skoler i Århus, der har klaret sig bedst i forhold til hvad, man kunne forvente. Og vi er vel at mærke den skole i Århus, som man har næsthøjest forventninger til.

Efterfølgende har rigtig mange politikere og skolefolk udtalt sig om denne rangliste. Om hvor fantastisk et redskab den er eller hvor mangelfuld og ubrugelig den er.

Og ja. Den er mangelfuld.

Dels selvfølgelig fordi den meget snævert vurderer en skole ud fra skolens prøveresultater. Og dels fordi man i en statistik selvfølgelig ikke kan tage højde for alle faktorer. Så naturligvis giver listen ikke et entydigt billede af, om en skole er god eller dårlig til at løfte det faglige niveau.

Men hvis man vil se, hvordan skolen klarer sig fagligt, er dette nok det bedste værktøj, der har været indtil nu.

Og det vil vi gerne. For det hører med til billedet af en skole.

Vi ved jo godt at faglighed og gode prøveresultater kun er en lille del af alt det, vi gerne vil og at listen derfor slet ikke giver det fulde billede af alt det vi kan, vil og gør.

/Lisbeth

Frugtbare diskussioner og små og store beslutninger

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Et nyt skoleår er skudt i gang og man kan næsten mærke, hvordan det alle steder summer af forventninger, sommerferieoplevelser der skal deles og masser af ny energi.

Også forældrebestyrelsen er atter trukket i arbejdstøjet og der er nok at tage fat på. Årsmødet er lige om hjørnet og det første bestyrelsesmøde efter ferien blev blandt andet brugt på en god diskussion om, hvorvidt årsmødet skal have en ny struktur. Det resulterede i en udbytterig snak om, hvad det egentlig er vi vil med årsmødet – vil vi andet end afholde den generalforsamling, vi er forpligtet til? Er det et succeskriterium, at der kommer mange? Eller betyder det mere, at dem der kommer, er reelt interesserede i indholdet? Hvordan skal vi markedsføre mødet og skal det peppes op med indlæg, gruppediskussioner, eller hvad? Mulighederne er talrige og som det ofte er tilfældet, viser det sig, at der er stort set lige så mange meninger, som der er medlemmer i bestyrelsen.

Snakken bliver lang og der kommer mange argumenter på bordet for både den ene, den anden og den tredje model. Alle taler deres sag. Her er det ok at mene noget – også selvom det ikke er flertallets holdning, og som der er tradition for, ender vi efter en frugtbar diskussion med at tage en beslutning, som alle kan stå inde for og bakke op om. Faktisk kender jeg ikke til en eneste episode (har hverken oplevet eller hørt om), hvor det har været nødvendigt at igangsætte en afstemning for at træffe et valg. Det er altid lykkedes bestyrelsen at diskutere sig frem til en fælles beslutning. Også selvom bestyrelsen igennem året når omkring rigtig mange emner og træffer rigtig mange beslutninger – både sjove, glædelige, triste, svære og alvorlige.

Men en ting er sikkert – det bliver aldrig kedeligt. Der er masser af engagement, glæde, humor og respekt. Det giver mening og ikke mindst masser af energi, som man kan bruge når man næste gang kaster sig ud i en frugtbar diskussion om et nyt emne – hvad enten det handler om nye vinduer, sparerunder, årsmøder, emner for 10. klasser, madordning, elevator, for små stole, smartboards, værdier, elevantal eller…  

Og så til slut naturligvis en opfordring til at sætte et kryds i kalenderen til det kommende årsmøde torsdag den 13. oktober :-)

Projekt kollegial omsorg

Hvad kan DU gøre for at øge arbejdsglæden på N. Kochs Skole?

Når man stiller dét spørgsmål til 70 medarbejdere på én gang, så sker der noget!

Alle skolens medarbejdere mødtes på den første arbejdsdag efter ferien i Risskov for at sparke projekt Kollegial Omsorg i gang.

 Vi har i det kommende skoleår ønsket at sætte fokus på N. Kochs Skole som arbejdsplads. Hvordan kan vi mindske stres og sygefravær og hvordan kan vi øge arbejdsglæden?

Vi har arbejdet sammen med konsulentfirmaet ”Go’ Proces” om at formulere et projekt, der skal sikre, at det ikke blot bliver ved snakken, men munder ud i konkrete ændringer og dermed mærkbart færre sygedage og større arbejdsglæde.

Vi har søgt forebyggelsesfonden om midler, og de har valgt at støtte os og øremærket over 1/2 mio kr. til dette projekt.

Det giver naturligvis nogle ekstraordinært gode muligheder for at sætte nogle konkrete tiltag i værk.

Men opgaven, som konsulenterne stillede os den første dag, var at kigge ud over dét, man kan købe sig til eller dét, man gerne vil have andre til at gøre for sig.

Opgaven var at finde ud af hvordan vi sammen kan løfte Kochs Skole op til at blive en bedre arbejdsplads.

For nogle år siden blev der på skolen lavet en medarbejder-tilfredshedsundersøgelse.

Denne undersøgelse viste, at medarbejderne generelt er rigtig glade for at være ansat på Kochs Skole. Men den pegede også på, at det kan være stressende at være en del af et innovativt miljø blandt dygtige og engagerede kolleger, hvor alle gerne vil bidrage til udvikling.

Det kan være hårdt at være en del af en kultur, hvor man er glad for sin arbejdsplads og gerne vil strække sig langt for den.

 Vi skal ikke fjerne engagementet og lysten til at gøre en ekstra indsats.

Men vi skal skabe en kultur, hvor der er åbenhed om- og opmærksomhed på faren ved dette.

I undersøgelsen pegede medarbejderne selv på at anerkendelse, omsorg og opmærksomhed kan være en hjælp.

Jeg håber at projektet her, kan give os nogle værkstøjer til det. Værktøjer som vi vil få glæde af også når projektet er forbi.

Vores første projektdag i Risskov affødte er række gode ideer, som vi nu skal prøve af, evaluere og videreudvikle i løbet af året.

Det drejer sig bla om:

Mulighed for fælles samvær, hygge og forkælelse for medarbejderne. Fx i pauserne.

Mere fysisk aktivitet for både børn og vokse.

Nyindrettet arbejdsrum.

Bedre kendskab på tværs af afdelingerne. Jobrotation.

Fællessamlinger for alle. Mere fællessang på skolen.

Hilsepligt. Alle forpligter sig til at være imødekommende og smilende og hilse på alle på skolen.

Jeg er fantastisk glad for, at vi har igangsat dette projekt, fordi jeg er helt overbevist om, at medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde er altafgørende for at lave en god skole.

Og jeg er fantastisk glad for det engagement medarbejderne deltog med på den første dag. Der var masser af arbejdsglæde;-)

Det kan kun blive godt!
/Lisbeth

Tanker om rummelighed

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

”På min skole skal vi først lære at være gode ved hinanden og at gå i skole. Bagefter lærer vi at læse.” Sådan svarede min datter Asta, da hun gik i første klasse og hendes lidt ældre fætter syntes, det var meget mærkeligt, at hun endnu ikke havde lært at læse. Jeg kom til at tænke på episoden her i sommerferien, hvor jeg har spekuleret en del over, hvad ordet ”rummelighed” egentlig dækker over.

”På N. Kochs Skole står fællesskabet i centrum. Det er rummeligt med respekt for de enkelte individer og deres forskelligheder.” Sådan lyder de første sætninger i skolens værdigrundlag. Det er store ord og lyder flot. Men én ting er det skrevne ord i et værdigrundlag, som ligger et eller andet sted på en hjemmeside, en anden ting er, hvordan det bliver udlevet som en naturlig og integreret del af lærerne og elevernes hverdag.

Men hvordan kommer rummeligheden egentlig til udtryk? Hvorvidt det lykkes at efterleve værdigrundlaget er ikke noget man kan læse sig til. Man kan heller ikke sætte sig ned sammen med sine børn og bede dem om at vise, om de nu også er blevet rummelige, som man kan bede dem om at læse højt eller lave et regnestykke og derved vurdere deres niveau i de forskellige discipliner.

Men man får en fornemmelse for niveaet for rummelighed efter en sommerferie der af flere omgange er tilbragt sammen med fætre og kusiner - otte børn i alderen 1-11 år. Når alle leger sammen og ingen bliver holdt uden for, når legene hele tiden bliver udformet, så alle kan deltage og have det sjovt uanset alder og mærkelige ønsker til roller, der ikke umiddelbart passer ind i legen. De store tager sig af de små, og de små kvitterer med uforbeholden beundring af de store. Det bliver man glad af at opleve. Eller når ens barn har forstået, at det er vigtigt at have det godt med hinanden for at man kan lære noget.

Når jeg kommer på N. Kochs Skole får jeg det samme indtryk af børn, der er opmærksomme på hinanden og giver plads til forskellighed. Det oplever man både i forholdet børnene i mellem og i forholdet mellem de voksne og børnene. Der er hele tiden fokus på, at børnene lærer at begå sig sammen med de andre børn, at de respekterer hinandens forskelligheder og skaber et rum, hvor der er plads til alle. Det kommer ikke af sig selv, men kræver en indsats både fra de voksne og fra børnene. Det kræver, at de voksne prioriterer det i hverdagen, og også tør sætte det faglige til side for en stund for at sikre et godt miljø, som i sidste ende sikrer at læring kan finde sted.

Sommerferien er næsten slut og nu venter nye udfordringer, sjov, leg og læring og ikke mindst en masse børn og voksne, der sammen skal skabe den rummelighed, der er med til at gøre N. Kochs Skole til den skole, den er.

God arbejdslyst til både børn og voksne.

Sommerferietanker

Jeg sidder på et meget stille kontor på en helt tom skole.
Der er kun larmen fra kranen, der kører i skolegården og håndværkerne, der er i gang med at sætte nye vinduer i hele hovedbygningen.

Jeg har lige sendt de sidste mails, samlet op på de sidste møder, afsluttet en vigtig forhandling og ryddet lidt op i papirbunkerne.
Så dette blog-indlæg bliver den sidste gerning, før jeg går på ferie efter mit første hele skoleår som skoleleder på N. Kochs Skole.
Et travlt men først og fremmest udfordrende, sjovt og spændende år.

Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg løbende har slettet de mange opgaver, jeg har skrevet ind i min ”to-do-liste” på min telefon, i stedet for at arkivere dem. Det kunne have givet et fantastisk billede af alt det, jeg har lavet i løbet af året.
Men måske er det helt ligegyldigt. Det vigtige er vel de ting, der har printet sig i hukommelsen og som er synlige uden en liste.
De ting som gør en forskel for børn, forældre og medarbejdere.

Hvad gør en forskel for jer?
Det kan være svært på sådan et stort sted, med så mange mennesker at vide hvad I synes og tænker.
Vi har i bestyrelsen ønsket at opprioritere kommunikationen med jer.
Dels gennem den nye hjemmeside, en facebookside og denne blog.
Her vil vi gerne fortælle de mange gode historier fra hverdagen på skolen.
Men vi arbejder også på nogle andre tiltag, der skal styrke dialogen mellem forældre og skole. En dialog der meget gerne skal gå begge veje, så vi også bliver klogere på, hvad I mener.
Heldigvis er der allerede nu mange, der sender en mail, stopper mig til et fællesarrangement eller kigger ind på mit  kontor for at snakke. Det sætter jeg stor pris på!
Jeg håber også at mange har lyst til at møde op til årsmødet den 13. oktober. Det er bl.a. her, I har mulighed for at komme med input til bestyrelsens arbejde og tilkendegive, hvad I synes er vigtigt på skolen.
Vi påtænker i år at ændre lidt på formen på årsmødet. Der vil i højere grad end tidligere blive lagt op til at vi debatterer nogle emner.

Vi har som tidligere nævnt brugt en stor del af tiden i bestyrelsen i år på at sætte ord på, hvad der gør N. Kochs Skole til noget særligt. Det kan I bl.a. læse om i de to seneste blog-indlæg.
Vi, der er en del af skolen, ved og mærker at det er noget særligt.
Men hvordan kommunikerer vi det ud? Hvad svarer man, når nogle spørger, hvorfor de skal vælge N. Kochs Skole til deres barn?
Vi påtænker at lave en profilanalyse af skolen, der skal indfange, hvad det er, vi gerne vil og hvad vi er gode til.
Vi vil gerne være en skole med højt fagligt niveau. Men vi vil så meget andet, der ikke umiddelbart er til at måle eller læse ud af statistikker.
Hvordan forklarer man udefrakommende hvad fællesskab, respekt for hinanden, traditioner, fællesarrangementer, samarbejdsevne, selvværd, rummelighed osv. betyder for børnenes skolegang, uden at det bliver til floskler?

Meget af mit arbejde har i år været præget af de trangere økonomiske vilkår, vi har fået at drive skole under.
Vi har været nødt til at planlægge besparelser.
Men netop i den kontekst, er det også vigtigt at have fokus på, hvad det er for en skole, vi gerne vil have. Vi må ikke spare på en måde, hvor vi sætter det unikke over styr. Det særlige der gør, at vi er glade for og stolte over Kochs Skole.
Det gælder selvfølgelig vores værdier og vores pædagogiske tilbud. Men det gælder også de fysiske rammer, som vi fortsat skal investere i.

Jeg er fantastisk stolt over vores nyrenoverede Askesal. Den giver os en masse nye muligheder for idræt, teater, musik og fester. Det var fx helt tydeligt, da vi kunne afholde et imponerende vårmarked på forårets eneste regnvejrsdag!
Og nu får vi nye vinduer i hele hovedbygningen. En nødvendig investering der højner bygningens værdi og forbedrer indeklimaet og forhåbentlig medfører en betydelig besparelse på varmeregningen.
Vi skal blive ved med at investere, sætte ting i gang og udvikle os på alle områder.

Næste skoleår har vi bl.a. valgt at sætte fokus på medarbejdernes trivsel.
Vi har søgt Forebyggelsesfonden om midler til et projekt, hvor vi i samarbejde med to konsulenter, bl.a. skal forsøge at mindske medarbejdernes oplevelse af stressbelastninger i hverdagen og give dem nogle redskaber til at tackle de stressbelastende udfordringer.
Vi har netop fået svar fra Forebyggelsesfonden, der har valgt at støtte projektet. Det er jo helt fantastisk.
Vi igangsætter projektet allerede fra skoleårets start.
Det ser jeg meget frem til og håber vi får en masse ud af det.
Også til gavn for børnene.

I det hele taget er det jo sådan, at størstedelen af min tid går med ting, der kun indirekte har med børnene at gøre. Men som forhåbentlig i sidste ende er til glæde for dem.

Heldigvis møder jeg dagligt de glade børn på skolen, der minder mig om, at det er dem jeg er her for.
Det er for børnenes skyld, jeg holder møder, lægger budgetter, bygger om, skriver ansøgninger, har samtaler, lægger strategiplaner, skriver breve, forhandler, deltager i konferencer osv. Det prøver jeg hele tiden at have i baghovedet.

Og jeg synes, vi laver en rigtig god skole for vores børn.
Jeg nyder at gå hen ad gangen eller gennem skolegården og opleve det liv der er blandt børnene på skolen og den gode tone, jeg synes der er i mellem dem. Og mellem børn og voksne.
Jeg bliver glad, når børnene siger hej, når jeg kommer forbi eller når de lige vil fortælle mig en historie.
Det er deres historier, der gør, at travlheden og de hårde dage overskygges af glæde ved jobbet og troen på at vi gør det godt.

Og så slutte året af med at stå på amfiscenen og se ud over 500 glade børn, der brøler ”Alle børn har ret”.
Så tænker jeg at Stig havde ret, da han sagde til mig den dag, jeg startede som skoleleder:  Det her, det er verdens bedste job!

Tusind tak for i år til jer alle, børn, forældre og medarbejdere.
Rigtig god sommer. Nyd ferien og på glædeligt gensyn 10. august.

Kærlig hilsen Lisbeth