søndag den 12. februar 2012

Et brag af en fest!

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen


Man kan mærke det med det samme, når man træder ind ad døren på Rød etage. Der er noget særligt på færde og etagen syder af aktivitet, energi og ekstra højt humør. Børnene er nemlig både glade og forventningsfulde i gang med forberedelserne til en af de helt store aftener på skolen – den årlige skolefest. I de år jeg har haft børn på skolen, har netop skolefesten været en af de begivenheder, der bliver set særligt frem til. Skolefesten er ikke bare reduceret til en aften med fest - det er flere dage med fokus på pynt, mad, tøjvalg, tanker om hvem man skal danse med på diskoteket og meget mere.

I 3.b blev de i år enige om, at temaet for klassen, ud fra det overordnede emne mulitkultur, skulle være USA. Derfor blev der tegnet, malet og diskuteret hvad der netop kendetegner USA, hvad der kunne indgå i pynten og ikke mindst den store USA buffet.

Det blev til et klasseværelse med store tegninger af tankvogne, skyskrabere, elguitarer og Frihedsgudinden, masser af crepepapir og andet pynt i blå, hvid og rød. Og så naturligvis et særligt VIP hjørne, som kun børnene havde adgang til med flotte guld VIP-adgangskort. Maden er ofte sekundær ved skolefesten, men i år var buffeten efter børnenes portioner at dømme særlig børnevenlig med hotwings, pandekager, coleslaw, spareribs, macaroni & cheese, Oreos, skumfiduser, brød af majsmel, deep pan pizza, kyllingenuggets og pom frittes.

Så snart maden er spist, skal festen for alvor i gang – det betyder rundtur til de mange boder, massive indtagelser af is, popcorn og sodavand, dans i Askesalen og meget mere. For de voksne kan man være heldig at der bliver tid til en snak i klassen, mens børnene underholder sig selv og hinanden. Som medlem af bestyrelsen havde jeg i år den fornøjelse at få en tjans i Pianobaren på Grøn etage. Det var en rigtig god mulighed for at komme lidt rundt og opleve stemningen blandt de store elever også. Selvom der var gang i den ved Pianobaren, var der ikke helt så hektisk som hos de yngre børn. En stor flok elever havde samlet sig ved et langbord og en forælder sad bag klaveret flankeret af to lærere der gav den fuld gas med en lang række sange. Det var en rigtig god oplevelse at se at også de større elever – og ikke mindst lærerene også nød festen.

Derfor – en stor tak til skolens personale og elever for endnu engang at stable et fantastisk arrangement på benene. Det er altid en fornøjelse at opleve den energi og det store engagement, som er med til at skabe nogle helt fantastiske rammer for vores børn.

fredag den 3. februar 2012

MULTIKULTUR

Af  Mette Steen Andersen, lærer på rød etage.

Everybody has something to give, everybody has something to show,”
hørte jeg et ugandisk børnekor synge på TV for et par dage siden.

Det er netop udgangspunktet for det tema, vi har valgt for årets skolefest. MULTIKULTUR

Vi har århundredlang tradition for monokultur i vores danske samfund rent nationalt. Heldigvis bliver der rykket voldsomt ved det i disse årtier og heldigvis findes der også masser af subkulturer, der udfordrer os på, hvad der er ”almindeligt” og ”normalt”.
Lad os lokke lidt mere af den mangfoldighed frem på vores skole, så vi ikke kun afspejler den verden, vi lever i, men viser, at forskellighed er en stor styrke, noget vi kan være stolte af og et godt udgangspunkt for tolerance og fællesskab.

Ind imellem sker det, at jeg mere eller mindre tilfældigt finder ud af, at et barn, jeg underviser, har nogle kompetencer, jeg slet ikke kendte til, men som ikke desto mindre er en stor del af barnets identitet.
Èt barn taler flydende tysk længe før sproget er sat på skoleskemaet, et andet kan forklare alt om, hvorfor og hvordan de holder ramadan i hendes familie, et tredje popper pludselig op med sin kunnen i parkour, et fjerde og et femte barn fortæller levende om en anderledes tilværelse i bedsteforældrenes Vestjylland eller Kurdistan.

Jeg har en fornemmelse af, at nogle børn går og putter med det, der er anderledes og helt særligt i deres liv, måske synes de endda, det er lidt flovt.
Jeg synes, det er dejligt, at vi er så sammensat en flok både blandt de voksne og børnene på skolen, det gør vores hverdag sjovere og forhåbentlig os alle sammen til mere rummelige mennesker.
Vi må øve os i at spørge ind til det, der gemmer sig bag den enkelte, og lære børnene, at det helt særlige, der er en del af deres liv, er noget, de skal være stolte af og fortælle os andre om, så vi kan bruge det i skolen og sammen skabe vores fælles og mangfoldige kultur på skolen.

Det kan vi forhåbentlig sætte lidt skub i med den kommende skolefest, hvor man bl.a. kan opleve danseoptræden og russisk kor i Askesalen.
MULTIKULTUR
er et begreb, der ikke så let lader sig definere, men lad os håbe, at vi får en festlig og farverig skolefest, der kan gøre os en lille smule klogere på det.

Mette Steen Andersen