Jeg bad i foråret børn og forældre prøve at sætte ord og billeder på hvad der er særligt ved N. Kochs Skole. Hvad er verdens bedste skole for dem.
En forældre fortæller i dette fantastiske essay, hvordan Kochs skole gennem 10 år er blevet en del af familien. Fordi familien har valgt at være en del af Kochs Skole:
En fortælling om en skole, nogle børn og en helikopter
Et essay af Cathrine Illeborg Gad (mor til Rose i 7.ende og Sofia i 9.ende)
Lidt tilfældigt brugte jeg en fridag for 7 år siden sammen med min datters klasse.
Klassen skulle lære noget matematik i skoven. Det var fantastisk vejr.
Ungerne var udstyrede med snore, som de havde opmålt hjemmefra. De havde udstyr til registrering og fik konkrete opgaver. De løb fra træ til træ og lavede målinger. Lærerne var 100% rettet mod børnenes arbejde og fastholdt klassens opmærksomhed i dette intense læringsrum i meget lang tid. Ind imellem var der pauser med tid til leg og madpakker - så var der børnesamling med vurdering af resultater og vilde perspektiver. Nogle børn blev fanget af matematikken og blev tæt omkring læreren for at få flere hovedbrud. Størstedelen af børnene susede rundt og legede med hinanden i skoven. Og så gik det hjem mod skolen igen.
Jeg gik hjem alene, for mine børn var i den periode ikke til at drive hjem fra skole. Og den stemning, der ramte mig var en fornemmelse af frihed og dyb taknemmelighed. Når man forbinder frihed med skoleoplevelser, gør det stort indtryk. Det er svært at sætte ord på.
Institutionalisering er da et grimt ord
Det er et begreb, som betegner en bevægelse mod at blive mere institution - altså en retning mod at ordne, systematisere og styre.
Vi taler om, at leg og bevægelse institutionaliseres, når vi i sportens navn begynder at finde på regler og sætte i system. Vi laver en forening, nogle regler og en konkurrence. Den samme bevægelse sker, når de børn man har skabt, skal møde institutionslivet. Institutionalisering af familien. Børnene skal tilpasse sig et nyt system en ny hverdag. Hele familien skal afkode og lære at indordne sig under nogle regler, som er bestemt af andre. Og der gives faktisk vigtige point for gode resultater. Den proces kræver tillid. Tør man tro på, at der gemmer sig noget godt bag reglerne. Har man en grundlæggende tillid til, at der er fornuftige argumenter bag institutionens regelsæt, lærernes ideer, mødeindkaldelser med fastlagte dagsordner, skemaer, budskaber og visioner, der meldes ud?
Det fænomen, som hjælper os med at overgive os til institutionaliseringen, kan vi kalde narrationens kraft. I mødet med skolen er vi ekstremt modtagelige for fortælling. Vi lytter, fortolker signaler, forsøger at afkode mængden af information. Føler vi os trygge? Forstår vi budskaberne? Hvis vi har tillid, er vi hurtigt i færd med at indskrive os selv i den fortælling, som institutionen vælger at fortælle. Vi lytter til alle historierne, som omgiver os, vi er modtagelige for små input som indskrives i den igangværende fortælling om institutionen. Vi fortæller selv videre på historien - eller er aktive i at skabe fortællingen. Hvad er en god skole? Svaret ændrer sig hele tiden, i takt med at vi erfarer mere og mere. Hvad sagde lærerne til forældremødet? Hvilke signaler blev sendt til informationsmødet? Hvordan passer vi ind? Vi mærker andres energi og idérigdom. Et forældrepar køber bolde til klassen - de tager initiativ, de sætter noget på spil. Det er en fantastisk idé. Andre forældre arrangerer fællesspisning, hvor børnene leger og de voksne snakker og hygger - det gør vi igen! Børnene reagerer positivt, forældrene reagerer ved at vise tegn på tryghed og fællesskab - der sker noget. Fortællingen blomstrer. Hvad er det, der gør at en skole er verdens bedste for børn? Er det point og resultater eller er det et spørgsmål om, hvor glade og livskloge børnene er? Vi er hele tiden med til at forstærke eller tynde fortællingen ud. Vi træffer aktive valg som meddigtende fortællere. Vi har narrationens urkraft i os.
Verdens bedste?
Når en institution har et stærkt motto, vækker det opsigt. Et provokerende motto, vækker nysgerrighed og analytisk tæft. Vi får lyst til at afprøve det motto, det tirrer os - vi holder vågent øje med beviser, som bekræfter og afkræfter påstanden. Det er godt at holde øje med og være nysgerrig i forhold til en skole. Jeg finder det særligt spændende, fordi det i bund og grund tvinger os til at holde helikopterblikket i stedet for at trykke på zoomknappen og fokusere på vores egne børn. Helikopteren er svær at sidde i og forsøge at overskue skolen som helhed? Men, den har en særlig egenskab - den får os til se de signaler, som ikke umiddelbart vedrører os. Vi udvider fortællingen om institutionen til også at omfatte historierne, som kommer fra forældre med ældre eller yngre børn på skolen. Vi forholder os til de aktiviteter andre lærere sætter igang. Vi er mere sensible for at aflæse stemninger, når der er fællesarrangementer på skolen. Til vårmarked er forældrene på 8.ende årgang i samlet flot og i fuld sving med at hjælpe deres børn med at lave sjove happenings. Hvorfor er de det? Hvor kommer alle de spændende boder fra? Hvem havde massagebrikse og lavalamper med? Hvor kom de store gryder fra? Hvem havde bagt de lyserøde kager? Man finder talen særlig god, fordi den tog udgangspunkt i noget helt aktuelt i Verdenshistorien. Det er godt at alle vore børn omgives af disse voksne, som tager aktiv del i den store verden. Og så kan vi bagefter, med ro i sindet, zoome ind på egne børn og lytte til deres fortællinger. Er der mon fællestræk mellem fortællingerne? Hvilken højde tog børnene stemningen ind fra? ...Der var slåskamp - en dreng var ked af det. Jeg skulle tisse. Det var sjovt at synge sammen på scenen. Jeg købte Hjaltes bamse. Det var verdens bedste dag i dag.
At stikke øret helt ind til døren og lytte til skolens fortælling, giver kildren i maven
Når man oplever en étage ændre sig en hel uge til én stor bazar med handel, spil, kugler som betalingsmiddel, store og små sammen om at regne og finde på smarte regnefiduser i det selvskabte parallelunivers, så melder ydmygheden sig. Når man præsenteres for en lille sød tøs, som er "min lille-ven" og man mærker ægtheden i den store ære og nænsomhed, som forholdet mellem stor og lille udtrykker, så melder ydmygheden sig. Når man finder ud af, at barnet i flere måneder har gået både til guitar og drama i næsten samme tidsrum...og at de voksne har støttet og set igennem fingre med tidsproblemet, fordi pigen skulle have tid til at bestemme sig ordentligt, så bliver man blød og ydmyg igen. Når man får grundigt referat fra endnu et pigemøde i klassen, og tænker "uha uha - hvem kan holde ud at høre på dette igen og igen? Så melder ydmygheden sig. Når familien hver tirsdag får beskidte børn hjem med lugt af røg i hår og tøj, så er man stille og ydmyg. Når man har en hel flok børn til aftensmad og lytter til dem og kigger på deres udstråling og store fornemmelse for sig selv og hinanden, så er man ydmyg og en smule misundelig. Børnene artikulerer én lang fortælling om deres skole og den betyder uendelig meget for dem. Når man for 10ende gang modtager invitation til en skøn forestilling, hvor børn og voksne har knoklet i talrige timer og man så kigger rundt og ser personale, skoleleder, mænd og koner og søskende hjælpe hinanden med at rose børnene og rydde op sammen. Så kan jeg næsten ikke rumme mere. Ydmygheden for fællesskabets naturlighed sidder i øjenkrogen. Det er enestående. Tænk at mine børn har lov at opleve dette hver dag. Ydmyghed kan ikke tillæres, det skal føles.
En lille historisk begivenhed
Jeg har været draget af fortællingen om skolelederskiftet på Kochs skole. Det har for mig været et enestående eksempel på, hvor kraftfulde fortællinger er. Skolen har vist evne til at skabe et magisk rum omkring den begivenhed. Alle har været engagerede. Der har været fest, blevet skrevet og holdt taler, tegnet tegninger, skabt nye ritualer, lavet gaver, skrevet og sunget sange og grædt tårer. Festen har haft to ansigter. Den har rummet farvel og goddag. Afsked og velkomst. Ældre og ung. Gammel erfaring og ung erfaring. Det at dele erfaringer har været aktualiseret i fasen, hvor den afgående og den kommende skoleleder delte kontor og arbejdsliv. En smuk overgang set fra helikopteren eller fra barnets perspektiv. En historisk begivenhed. Vi får øje på livets gang, vi taler om og lytter til formuleringer af værdier og visioner. Børn og voksne lærer deres skole at kende. Vi mærker at det er skønt at holde fest med indhold. Vi mærker i fællesskabet fortællingen om skolen i fortid, nutid og fremtid.
Familieliv og institution
Det er meget interessant, når institutionalisering kan mærkes på en familie. Jeg har altid tænkt begrebet anvendt i større perspektiv - på kulturelle tendenser over langstrakte tidsperioder. Nu tror jeg begrebet kan beskrive den proces min familie har oplevet fra mødet med Kochs skole og til nu - næsten 10 år efter. Vi er en del af institutionen. Vi har formet os efter institutionen på godt og ondt. Vi har som familie lært en masse af fællesskabet, regler og ideer, diskussioner om værdier. Vi har også formet institutionen. Med alt det som vi har været med til at fortælle. Alt det vi har været med til at opleve og påvirke i det små. Men havde vi ladet os institutionalisere, hvis ikke fortællingen var god? Havde vi så ikke sat hælene i og adskilt hjemmeliv og skole noget mere?
I close-up kan vi ikke besvare spørgsmålet
Det er vigtigt, at det er mange forskellige stemmer, som bidrager til at fortælle om Kochs skole. Mange vinkler giver mangfoldighed. Det skaber rummelighed. Og dermed er det ikke svært at finde eksempler på, at skolen er helt fantastisk. Men det er særlig vigtigt, at det til stadighed siges højt, at der faktisk er noget, der ikke er plads til. For eksempel er der, som jeg ser det, på Kochs skole dårligt plads til det konforme og det smålige. Det gør forskellen. Det kan man høre, når man lytter til fortællingen om Kochs. Sådan praktiseres hverdagen på skolen, og det understreges i taler, sangvalg, og så videre. Disse signaler giver den gode fortælling om skolen ekstra gode vilkår. Og jeg tror netop, at smålighed kan sløre vores blik, så vi ikke kan føle ydmygheden. Så vi ikke tør tage en tur i helikopteren. Så vi i stedet helt automatisk kommer til at zoome ind på egne børn og egen livsverden. Med sådan et close-up på ”sit eget” får man aldrig øje på, om børnenes skole faktisk er "Verdens bedste skole for børn"? Man lader sig slet ikke provokere af spørgsmålet. Måske tror man oven i købet, at man kan forlange eller kan købe sig til Verdens bedste skole for børn, uden selv at være med til at skabe fortællingen?
