Julelys og glæde

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder

I år blev en ny juletradition startet.
Elevrådet havde bestemt, at vi skulle have juletræ i skolegården. Vi samledes alle om træet 1. december og tændte lysene.
Jeg glædede mig over træet og lysene hver morgen i december, når jeg kom til skolen i mørke og hver eftermiddag, når jeg tog derfra i mørke.

Jeg elsker december på skolen, fordi vi tænder så mange lys. Bogstaveligt og i overført betydning ved at skabe glæde. Ved at vise at vi har lyst til at være sammen og gøre noget for hinanden.

På vej ud af kirken efter vores dejlige juleafslutning hørte jeg en pige sige til sin mor: Kunne det egentlig ikke være hyggeligt, hvis hele skolen skulle holde juleaften sammen?
Jo. Det kunne det!! Men det er nok ikke noget helt realistisk scenarie, så vi må holde jul med alle de andre, vi holder af og glædes over al det jul, vi når at have sammen på skolen i løbet af december.
Stearinlys i fællesrum og klasser, julefester og julepynt, fællessamlinger og julesange, pakkekalendere og drillenisser, duft af pebernødder og risengrød i fritidsordningen.

Den sidste uge før juleferien var der konstant en lang kø uden for mit kontor. Det var ikke kø for at besøge skolelederen, men fordi der stod et bord lige udenfor, hvor man kunne få hjælp til at få pakket sine hjemmelavede julegaver ind.
Hvis nogle påstår, at børn kun tænker på at få gaver, skulle de prøve at overvære en samtale i indpakningskøen, hvor stoltheden over- og glæden ved at skulle give gaven var tydelig.

For alle os, der er vant til at strukturere og planlægge og som bliver fristet til at tage dette det med hjem til jul, når vi ser billedet af juletræet, der i år skal have guld-tema og det stilfulde julebord i Bo Bedre, er det meget sundt at blive mindet om, hvad det hele handler om, ved at få en gave, der er lidt skæv og med garanti ikke ligner nogen andre, men som er lavet med entusiasme, smil og stor kærlighed.
Det er i sådan en gave glæden og lyset gemmer sig.

Som Leonard Cohen synger:
Forget your perfect offering.
There is a crack in everything,
that's how the light gets in.

Tusind tak til alle jer, der var med til juleafslutningen i kirken.
Når jeg oplever 1000 mennesker, der sammen synger Dejlig er Jorden, så sidder det i mig længe efter; så tager jeg alligevel jer alle sammen lidt med hjem på juleferie.

Rigtig glædelig jul og godt nytår.
Nyd ferien og på gensyn 4. januar.

Kærlig hilsen Lisbeth

Curling-matematik

Af: Lars Stubkjær Barslev

”Hvis vi nu skulle deles om denne tube tandpasta – ville der så være nok til alle?” Sådan lyder det enkle oplæg til en matematikopgave, der samtidig er startskuddet for 10 lærere og 2 instruktører, der er på et 3 dages kursus i Undersøgende matematikundervisning.
Det er ikke svært at se problemstillingen og måske har du allerede nu set en tube tandpasta for dit indre øje – og hvis du tænker lidt nærmere efter; hvor længe rækker en tube tandpasta så hjemme hos dig?...tid, antal personer...nu tænker du med matematik!
Hverdagens erfaringer støtter den umiddelbare forestilling om mængder og størrelser, når vi fx skal vurdere ”om der er nok” i alle mulige sammenhænge. Og før vi ved af det, er vi i fuld gang med at gøre matematiske overvejelser, der leder os hen til en brugbar antagelse.
Formuleret som klassisk skole-matematikopgave ville det have lydt i retningen af: En tube tandpasta indeholder 125 ml. Udregn hvor mange tandbørstninger tuben rækker til, hvis man bruger ½ ml pr. tandbørstning... (osv). Opgaven lægger op til, at man dividerer 125ml med ½...eller (hvis man nu ikke lige kan dividere med en brøk) tænker ”sådan helt logisk”; ”...hvis man brugte 1ml i stedet for ½, så ville man kunne børste tænder 125 gange...så må svaret være 250 gange, når man nu kun bruger den halve mængde pr gang...” Læreren ville nok afkræve nogle skriftlige notater for påstanden, men ellers er alt.
Ok...videre til næste spørgsmål!
Undersøgende matematikundervisning inviterer derimod til, at man går mere praktisk eksperimenterende til værks – i vores tilfælde med en tube tandpasta og en vægt.
Efter lidt fingertælling og et gangestykke endte vi på 48 tandbørstninger...men hvor meget bruger man pr gang? Vi manglede egentlig en tandbørste, men valgte at sætte én passende klat på vægten (ingen ændring.) Men 10 klatter kunne vægten godt registrere: 7 gram. Vi delte tallet med 10 dvs. 0,7g pr. tandbørstning (sådan cirka.) Snart efter bredte menthol-lugten sig i lokalet (gruppen bag os, der ikke havde nogen vægt, var i færd med at trykke en flere meter lang stribe ud på bordet) og vi tømte selvfølgelig tuben ud på vægten: 142g. Hvilket regnestykke ville du nu gøre...(og skal man gange eller dividere)?
Når man på denne måde får problemstillingen mellem hænderne bliver matematikken nærværende både som sprog og som redskab i samspil med elevernes egne gode spørgsmål, fornuftige antagelser og undersøgende praksis (og med lærerens udfordrende hjælp). Det er ikke nødvendigvis nemmere matematik, men det er nemmere at finde mening med dens anvendelse.
Når skole-matematikopgaven volder problemer, er det ofte fordi der er tale om ”curlingmatematik”, hvor de grundlæggende antagelser og alle de forudgående spørgsmål i bedste mening er fejet væk. Tilbage står kun et regnestykke – hvis det da lykkes eleven at gennemskue sammenhængen.
Skolens undervisning (også den i matematik) skal forberede børnene til at tage aktivt del i  samfundslivet og demokratiet.
Med lyst og kompetence til at stille gode spørgsmål og undersøge sagen nærmere (ofte med brug af matematik) er man godt i vej.