Projekt kollegial omsorg, 2. halvleg

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder.

I løbet af december og januar har jeg sammen med afdelingslederne afholdt samtaler med samtlige teams på skolen.
Det er en rigtig god oplevelse for mig på den måde at få indblik i, hvad der sker i de forskellige samarbejdsrelationer på de forskellige afdelinger.
Jeg bliver imponeret over og taknemmelig for det engagement, jeg oplever fra alle sider.
I forbindelse med disse samtaler blev jeg af flere grunde overbevist om, hvor værdifuldt vores projekt kollegial omsorg er. Jeg fik mange tilkendegivelser fra medarbejderne om, at de synes, det er dejligt at være på en arbejdsplads, der prioriterer arbejdsmiljøet.
Desuden gik det i forbindelse med samtalerne op for mig, at projektet har haft den store sidegevinst, at det pædagogiske- og det ikke-pædagogiske personale er kommet tættere på hinanden og har fået større forståelse for hinandens arbejde. Dét, tror jeg, er meget værdifuldt for skolen som arbejdsplads.

Vi har i fællesskab besluttet, at vi i anden del af projekt kollegial omsorg skal sætte fokus på den konstruktive samtale. At kunne tale konstruktivt sammen er helt afgørende for et velfungerende samarbejde. Ofte bunder problemer i manglende kommunikation. Uanset om det handler om skuffede forventninger, oprigtige bekymringer eller åbenlys utilfredshed.
Vi tog fat på den konstruktive samtale, da alle medarbejdere i denne uge igen var sammen i omsorgsprojektet.

Gennem oplæg fra erhvervspsykolog Jan Thomsen og efterfølgende øvelser lærte vi dels nogle konkrete samtaleteknikker, men blev også opmærksomme på nogle vigtige aspekter ved enhver kommunikation; Fx at sandheden ikke er entydig. Vi er forskellige, unikke og med hver vores individuelle livsoptik. Anerkendelse og respekt for forskelligheder handler om, at vi møder hinandens forskelligheder med nysgerrighed, og husker at min sandhed er min, men at jeg kan ikke være sikker på at den gælder for andre.

Med det i baghovedet kan man tage fat på den konstruktive kommunikation, der er helt nødvendig i et forpligtende samarbejde, hvor vi bliver udfordret i dialogen, fordi vi har noget på spil – noget relationelt. Som man fx har i et teamsamarbejde.

Jeg fik tre hovedessenser med, som jeg synes er gode at huske på i forbindelse med kommunikation: Vær ærlig, vær åben og vær konkret.
Ærlighed starter med en personlig afklaring. Hvordan oplever jeg dette her. Hvad er essensen af mit budskab?
Åbenhed handler om viljen og modet til at sende budskabet ud i verden med omsorg for den anden. Omsorg både i valg af tid, sted og samtaleform.
Konkret kommunikation handler om at gøre budskabet så klart, håndgribeligt og handlingspræget som muligt, så modtageren får optimale muligheder for at forstå, forholde sig og for at handle.

Det vil jeg så gå ud og øve mig på til vi mødes igen i marts.

-/Lisbeth

Fra Peter og Johannes til World of Warcraft?

Af Freja Hvid Kirchert, 7. årgang i forbindelse med et emnearbejde om computerspil.

Det her er det perfekte gemmested, han finder mig aldrig. Peter kiggede sig omkring i baggården, men lige da han drejede hovedet stødte han ind i en skraldespand. Pludselig forvandlede skraldespanden sig til et kæmpe bjerg og tørrestativet til en enorm skov. Peter lukkede øjnene, han kunne fornemme den bitre lugt af skovløg, og hvis han anstrengte sig, kunne han høre bækkens stille rislen og fuglenes svage kvidren. Med et, hørte Peter en raslen i skovbunden, han snurrede lynhurtigt rundt, trak sit sværd og gjorde klar til kamp…
Året er 1963. Peter og hans ven Johannes leger krig, og hvis en tilfældig mand gik forbi ville han se to små drenge der kæmper mod hinanden, bevæbnet med en pind hver. Men for Peter og Jonas er de en del af et eventyr, lige indtil klokken bliver seks, for så skal Peter spise og den magiske cirkel bliver brudt. Et par år senere lærte Peter at læse, og han tilbragte flere timer inde på sit værelse hver eneste dag, opslugt af forfatterens magiske univers.

Isbjørnen der hviller sine tunge poter på den lille jordklode, der toner frem på skærmen. Nordisk films logo bliver der et par sekunder- og så starter filmen. Nu skal man ikke længere selv danne sine billeder, af det univers man får beskrevet. I stedet ruller de over skærmen, først i sort og hvid og siden hen i farver. Der er ikke meget der er overladt til fantasien. Men til gengæld bliver det mere virkeligt, det er ikke længere bare sider i en bog eller to drenge der leger med en pind. Det er rigtige mennesker og rigtige steder.

Men det stoppede ikke her, for 49 år siden opfandt den unge A.S. Douglas en virtuel 2D udgave af kryds og bolle, det skulle vise sig at blive starten til, et af vor tids største medier: computerspillet Der i bund og grund ikke er så forskellig fra legen i baggården, og dog, for det er ikke længere din nabo Johannes, du leger med. Men en brummende maskine og en lysende skærm.

Hvis du spørger mig er det et etisk problem, at du ikke længere er dig selv, du er en virtuel figur, der er sammen med andre virtuelle figurer. Du kan udgive dig for at være lige præcis den person du har lyst til at være. Og det åbner nye døre, både for den usikre 12 årige Emil, men også for den 30årige pædofile Morten. Du ved i bund og grund ikke hvem du leger med. Det gælder både online computerspil, men også sider som facebook og twitter. Jeg kan selvfølgelig godt se det sjove i visse computerspil, en leg er altid sjov - om den så foregår foran en lysende skærm eller i en baggård. Men jeg er også bekymret.

Jeg synes at man generelt, om udviklingen, de seneste årtier, kan sige at legen bliver mere og mere virkelig. Vi bliver rigere og rigere, tingene bliver bedre og bedre også computer spillet. Det udvikler sig hele tiden, hvis vi bare ser ti år tilbage og sammenligner teknologien dengang, med den teknologi vi har nu til dags, er der jo sket enorme forandringer. Hvor ville vi være om 10, 20 eller måske 30 år. Stopper det nogensinde, bliver computerspillet - eller et nyt og bedre medie, bedre end virkeligheden selv?
Og så er der selvfølgelig også den sundhed mæssige side af computerspillet, selvom det kan være lige så sjovt, som udendørs leg eller måske sjovere? Det er da ingen hemmelighed at frisk luft og motion er sundere end flere timer foran en skærm, med hænderne solidt plantet på musen.

Men hvad er det der er så fascinerende ved computerspillet? Er den virtuelle verden virkelig bedre end fri fantasi? Eller har vi ikke mere fantasi tilbage? Har den endeløse maneche af bøger, videoer og film taget fantasien fra os? Eller er computerspillet i virkeligheden et modspil til de mange år med fjersyn og bøger. En udvikling, hvor vi fik mindre og mindre indflydelse på historien og siden hen, illustrationen af den? Er computerspillet i virkeligheden et stille oprør, hvor vi gradvis selv kan bestemme handlingen igen?
.

Skolemad på N. Kochs Skole?

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Tænk hvis N. Kochs Skole havde et køkken og hver dag serverede en lækker, frisklavet frokostret for alle børn. Det er vi helt sikkert mange forældre, som drømmer om, når vi dag efter dag står og kigger ind i køleskabet og prøver at være kreative med fire stykker rugbrød, leverpostej og spegepølse.

Jeg har skrevet om det her på bloggen tidligere, men da diskussionen om skolemad fortsat er på dagsordenen i bestyrelsen, synes jeg, at emnet fortjener endnu en tur.

Diskussionen i bestyrelsen foregår på flere niveauer. For det første er vi nødt til at tage hensyn til, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre. For det andet er det vigtigt, at vi bliver klare på, hvad det er vi gerne vil tilbyde børnene. Hvilke krav stiller vi til maden i forhold til kvalitet, smag, pris, tilgængelighed etc.

Kochs Skole har ikke et køkken og som udgangspunkt sætter det naturligvis en række begrænsninger for, hvad der kan lade sig gøre rent madmæssigt. Heldigvis er Kochs Skole kendt for at tage alle udfordringer op, og bare fordi der ikke er et køkken i dag, betyder det ikke nødvendigvis, at der ikke kan etableres et køkken på sigt.

I bestyrelsen arbejder vi lige nu med to modeller. En kortsigtet model hvor en klasse får ansvar for en lille bod, der for eksempel kan sælge boller og frugt. Ikke noget der kan erstatte en madpakke, men som kan fungere som supplement de dage, hvor madpakken ikke rækker eller i det mindste kan hjælpe lidt, hvis madpakken ikke er kommet med i skoletasken.

Den anden model tager udgangspunkt i etablering af et køkken – dvs. en decideret kostordning for alle børn på skolen. Det er ikke noget, der er gjort fra den ene dag til den anden og i første omgang handler det om, at prøve at se på økonomien og hvad der skal til i forhold til lokaler etc. Derefter er der et hav af spørgsmål, der skal besvares. Hvad er det for noget mad, der skal serveres? Hvad vil det betyde for skolepengene? Hvordan kan det harmonere med undervisning, spisepauser etc.? Hvem skal lave maden? Osv., osv.

Arbejdet er kun lige sat i gang, og vi har endnu ingen svar, men arbejder videre, og ikke mindst forældrene krydser fingre for, at vi en dag kan sende vores børn af sted i skole uden madpakker.