Af Lars Stubkjær Barslev, lærerrådsformand og klasselærer på 8. årg.
I den udleverede slikpose ligger
6-7 LEGO-klodser, og vi har alle i fællesbestyrelsen fået sådan én med præcist
det samme indhold; ”Byg en and”, lyder opgaven fra inklusionskonsulent i
Århus Kommune Lisbet Brandt. Vi skal bygge hver vores lille LEGO-and...sådan
lidt i smug og uden at tale sammen eller kigge hinanden over skulderen.
Jeg kigger på den lille bunke
klodser – flest gule, én af dem med et øje på hver side og et par røde flade
klodser. Nemt nok, tænker jeg,
(i betragtning af de utallige timer jeg som barn har tilbragt med at konstruere
halve byer i LEGO.) Jeg kan allerede se hvordan de to flade røde selvfølgelig
ville egne sig som et par gode andefødder; det er jo fuldstændig oplagt! Det
tager mig ikke mange sekunder at samle mit bud på en and. Kort efter rækker vi
hver især armen ud og placerer vores lille ælling midt på bordet foran os.
Vi griner (måske en anelse
forlegent) over den rød-gule andeparade, der nu står samlet i en lille flok. Der er godt nok mange fine ænder, tænker
jeg ved mig selv, mens mit blik glider skiftevis fra min egen and og over på nogle
af de andre lavbenede individer. Nu kan jeg godt se, at konstruktionen med begge
røde klodser som fødder er noget tung...i stedet for den ene som fod og den
anden som næb – hvorfor har jeg ikke tænkt på det?! Fandens. Et split sekund
får jeg lyst til lige at rette et par ting, men holder mig i skindet - det
ville nok være upassende.
Jeg skutter mig lidt ved synet af
et par løjerlige skabninger….Nå, ja, ville nogen udenforstående overhovedet
regne mit lille kræ for en ”and”?
Måske er jeg ved at tage det hele lidt for alvorligt. Nu står den i hvert fald
dér i andefællesskabet – på sin første skoledag. Jeg synes den falder meget godt
ind i mængden og jeg håber den føler sig godt tilpas.
Det bemærkelsesværdige er, at alle
disse rød-gule skabninger er forskellige
fra hinanden – sammenlignet direkte er de endog meget forskellige. Men de er tydeligvis
også alle ænder! Lisbet Brandt, der
har haft med rigtig mange ænder gennem sin tid, konstaterer at resultatet i sig
selv ikke er unikt; de er alle altid forskellige.
Pointerne med denne lille LEGO-leg
skinner igennem og dette svært håndgribelige begreb inklusion, der i den brede skoledebat bliver både hyldet og
udskældt, træder i de små klodsede skabninger frem som et menneskeligt
grundvilkår og dén fordring til ethvert fællesskab, at det skal kære sig om den
enkeltes behov for at være en del af det.
Inklusion handler om
relationskompetence, gode fysiske rammer, specialpædagogik, tolerance…men
inklusion er først og fremmest en følelse hos den enkelte: ”Inklusion er en fornemmelse af samhørighed” står der på ét af
Lisbet Brandts powerpoint-slides. Jeg oplever i det daglige en stærk
fornemmelse af samhørighed på N. Kochs Skole. Men da jeg placerede min lille
and ude i det åbne, følte jeg også inklusionens stik i hjertet: Vil jeg blive
regnet for at være en and?
