ADMINISTRATIONEN er ikke kun regneark, ventelister mv.

Kontoret på N. Kochs Skole er ikke som alle andre…heller ikke placeringsmæssigt i huset. Vi er så heldige at være placeret på GRØN etage med 6. og 7. årgang som naboer.

Dette giver et vist liv omkring os i det daglige med det nyeste musik hits i øregangene, de nyeste gloser og lidt hormoner spredt ud over hele dagen.

Tonja Althaus, kontorleder

Det giver os også nogle sjove oplevelser at sidde midt i elevernes dagligdag, hvor vi ofte får besøg af dem; ”kan I ikke lige låse op ind til klassen, da jeg har glemt min jakke eller mit idrætstøj” eller hvornår bliver en konfiskeret fodbold frigivet igen. Og der skal findes plaster frem til en skadet finger.

De små elever kommer med alle de ting, som de finder i både skolegården, i sandkassen og rundt omkring på skolen – som så igen giver besøg fra eleverne der savner deres ting. Og så er de jo også så nysgerrige, for hvad laver man lige på et kontor.

Nu er det jo så ikke kun eleverne der kommer forbi i løbet af en dag, der er også mange forældre-henvendelser – både eksisterende forældre og kommende forældre - angående ventelister, spørgsmål til skolepengene, fripladsansøgning, rettelser af deres adresser, mobilnr. mv. Dette giver os en stor berøringsflade som bestemt ikke gør dagen mindre interessant – både ved den direkte kontakt og ikke mindst via den telefoniske kontakt.

Og så er der alle de søde og rare kollegaer som også stikker hovedet forbi. Pedellerne med posten og alt det papir som vi formår at printe på i løbet af året, lærerne som skal aflevere en del informationer, der gør at vi kan afsende ansøgninger til specialundervisning, indtaste karakterne på afgangsbeviserne, godkende fakturaerne til betaling, udbetaling af løn og meget meget mere.

Så ikke to dage er ens på skolen – og det ville jo også være for kedeligt. TAK for det J

STAR - et kvalificeret samarbejde mellem lærere!

Lærersamarbejde, gensidig inspiration og sparring mellem kolleger er en guldgrube for både medarbejdere og skole.

Vi har stor glæde af eksterne kurser og uddannelsesforløb; men vi har så meget viden og så mange kompetencer inde i huset, som vi kan få rigtig meget ud af,  hvis vi sørger for at sætte det i spil.

Ud over det daglige lærersamarbejde, som selvfølgelig er nødvendigt og prioriteres højt,  har vi for nogle år siden rammesat et ekstraordinært rum for kollegial inspiration og sparring, som vi kalder STAR.

Det udsprang af lærernes ønske om at udvikle en model, hvor lærerne på tværs af afdelingerne i højere grad kunne bruge hinandens kompetencer, og hvor dette samarbejde blev sat i system.

Skolen bad psykolog Bente Lynge om at designe en sådan model, og om i samarbejde med en gruppe lærere at afprøve og udvikle modellen til brug for hele skolen. 

Ideen blev de første 2 år støttet af skolens udviklingspulje.

Siden har det bredt sig og ca. halvdelen af alle lærere deltager hvert år i dette projekt, til stor glæde for både medarbejdere og skole og derfor helt sikkert også for børnene.

Et eksemplarisk udviklingsprojekt, der starter i det små, som vokser sig stort og manifesterer sig som en del af Kochs Skole.

Gruppen, der startede det, har lavet en spændende beskrivelse af de første år med STAR, som følger her.

Lisbeth

STAR – Systemisk Tænkning, Anerkendelse og Refleksion

En model for lærersamarbejde.

På et lærerrådsmøde 2009-10 besluttede vi på på Kochs Skole, at vi ønskede et fællespædagogisk udviklingsprojekt, som skulle fungere på tværs af skolens afdelinger. Målet for projektet blev ”et fælles sprog – flere muligheder for alle”.

Det blev til STAR-modellen - et pædagogisk samarbejde på tværs af etagerne.

Over de sidste tre år har STAR udviklet sig fra pilotprojekt, over forsøgsordning til nu, hvor skolen har sat STAR-grupperne på det årlige budget.

Projektet er blevet evalueret af deltagerne, og de følgende citater er fra evalueringerne.

”Skolen får bedre kvalificerede lærere med mere overskud. Der bliver bedre sammenhæng mellem etagerne – og kollegerne imellem, og dét giver bedre sammenhæng i det pædagogiske arbejde.”

En STAR-gruppe består af 8 lærere fordelt mellem de forskellige etager. Gruppen mødes 11 gange i løbet af et år, og når at arbejde med fire sager. I STAR- gruppen kan man tage en sag op, som man ønsker de andres hjælp til, ud fra devisen om, at hvis man vil forandre noget, må man starte med sig selv.

”Skolen får behandlet vigtige pædagogiske opgaver på en kvalitativ bedre måde, og medarbejdere der kan, vil og tør tale sammen om det, der er udfordrende i hverdagen”

Struktur og fordybelse

Grupperne arbejder ud fra STAR–modellen, der skaber struktur og sammenhæng i arbejdet. Strukturen i modellen lægger op til både samtale, refleksion og handling. Samtaler der skaber nye perspektiver og handlemuligheder, som så kan afprøves inden man mødes igen.

”Det er rigtigt godt med den tydelige struktur. Det er dejligt, at der er tid til at gå i dybden med den enkelte case.”

”… det er genialt, når kolleger tilbyder at hjælpe hinanden på den måde, som processen lægger op til. Folk bruger deres ”fritid” eller pause til at hjælpe (observationer) og bliver samtidig klogere på en anden virkelighed, end der, hvor man lige selv sætter sine daglige fodspor.”

Processen i de enkelte grupper ledes af tovholdere, der har været med i udviklingen af modellen. Tovholderfunktionen er essentiel for udbyttet af arbejdet.

”Tovholderne er meget vigtige i forhold til at holde strukturen. Det giver tryghed, at nogen styrer processen, så vi andre kan koncentrere os om indholdet.”

”Uden folk til at holde fast i aftalerne falder tingene fra hinanden, så funktionen er vigtig.”

I evalueringerne fra STAR-grupperne er det helt gennemgående, at lærerne oplever at de bliver gode til at lytte og at STAR giver gode udfordringer til den måde ”vi plejer at forstå tingene på”.

”Det har været virkelig berigende at høre om problematikker, arbejdsmetoder osv. fra kolleger fra andre etager. Man bliver klogere på egen og egen etages praksis.”

Nye synsvinkler og konstruktive ringe i vandet.

Meningen med STAR-samtalerne er at åbne for nye perspektiver og give nye handlemuligheder. Netop fordi STAR-grupper er sammensat på tværs af etagerne, er den kollegiale sammenhæng ny, og det er derfor nødvendigt, at fortælle de andre, hvad sagen drejer sig om. I og med at de andre hverken kender sagen eller konteksten, giver deres spørgsmål og refleksioner ofte indblik til nye vinkler. Samarbejdet, refleksionen og de nye vinkler giver inspiration til en inkluderende praksis.

Oplevelsen af, at de andre lytter opmærksomt, og gør sig umage med at sætte sig ind i det, som bliver fortalt, skaber en tryghed og en åbenhed, der øger idérigdommen. Man får skabt et kreativt rum sammen.

”det er en tryg ramme, hvor man lærer kolleger at kende, som man ellers ikke snakker så meget med til daglig”

”STAR-deltagerne kan have en oplevelse af, at en sten løftes af skuldrene, og når den falder i vandet, breder der sig konstruktive ringe i hele det team eller den klasse, som deltageren samarbejder med.”

Mange deltagere giver udtryk for glæden ved at det kollegiale og det faglige går hånd i hånd på tværs af skolen.

”Det er dejligt, at vi er med til at skabe en kultur, hvor vi hjælper hinanden.”

Fælles sprog og flere muligheder for alle

I forskellige sammenhænge på skolen, bliver STAR ofte nævnt: Kunne vi bruge STAR i forbindelse med evaluering og udvikling af projekter, kan vi lave en STAR-let til brug på etagemøder, kan vi bruge spørgsmålsformerne i anden sammenhæng, osv.

På den måde er STAR blevet en del af ”et fælles sprog”, som skaber inspiration til ”flere muligheder for alle”.

”Skolen får øget ”Kochs ånden” ved at deltagerne involverer sig i hinandens dilemmaer, konflikter mm. – og hjælper hinanden med den indsigt og faglige viden, de enkelte har både på det menneskelige og faglige plan.”

STAR-modellen er udviklet af Bente Lynge (www.BenteLynge.dk) i samarbejde med Sanne Haaber, Sandra Hellerup Sørensen, Sanne Farsø Pedersen, Bodil Grud Rasmussen, Charlotte Westphall, Mia Bladt Kristensen og Pia Anker-Møller.

Lejrskole – hvad er den værd?

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, forælder og medlem af Fællesbestyrelsen

Rigtig meget af det vi diskuterer i bestyrelsen handler om økonomi. Og rigtig meget af det vi diskuterer handler om, hvad det er for en skole, vi ønsker, at N. Kochs Skole skal være.

Når økonomien halter, kan det være nødvendigt at skære ned på forbruget. Uanset hvordan man vender og drejer besparelser, vil de altid have konsekvenser. Men hvornår sparer vi på noget, som betyder, at vi rykker os væk fra at være den skole, vi gerne vil være?

 

En af de ting, som vi bestyrelsen har vendt flere gange er vores lejrskoler. Det er ressourcekrævende med de mange og lange lejrskoler. Men netop lejrskolerne er også noget af det, som i høj grad er med til at tegne skolen. Børnene ser frem til turen og taler om den både længe før de skal af sted og længe efter de er kommet hjem. Det er en tur, der betyder noget for samværet i klassen. Her er tid til bare at være sammen – længe og uden en stram agenda.

 

Hvad lejrskolen er værd er svært at gøre op i kroner og ører. Men spørger man børnene er der ingen tvivl – den er det hele værd og er absolut uundværlig! Som forældre er det også den oplevelse man får, når hele etagen summer af energi og forventningsfulde børn, der med armene fulde af telte, kager, dolke, vandpistoler og bamser er klar til at rykke med vennerne ud i landet.

 

Det er derfor vigtigt, at vi også i fremtiden værner om det, der gør N. Kochs Skole til den skole, vi ønsker. Og bliver ved med at diskutere, hvad det så er for en skole. Men for nu er der ingen tvivl – N. Kochs Skole er en skole med mange og lange lejrskoler.     

Så er vi heldigvis i gang

Lisbeth Qvortrup, skoleleder

-->

Skønt at skolen nu igen er fuld af børn og lærere.

Jeg var på skolen mandag morgen kl. 7.15. Det var en dejlig oplevelse at se de smil, der bredte sig hos både børn, forældre og lærere ved gensynet.

Det var fantastisk at være til Kochs Samling og høre 600 glade børn og voksne synge ”Alle børn har ret”.

Som jeg skrev på skolens Facebook side: Så var man ikke i tvivl om, hvad vi har savnet og hvad lærerne har kæmpet for.

Nu har vi fået en ny overenskomst, og jeg er sikker på, at vi fortsat kan lave verdens bedste skole for vores børn med udgangspunkt i den.

Vi har en lang og god tradition for at tale sammen om tingene her på skolen, og det åbner den nye arbejdstidsaftale mulighed for, at vi fortsat kan gøre.

Den nye aftale gælder først fra sommeren 2014, så vi har heldigvis god tid til at tænke os om og god tid til at lave en ny.

Lige nu gælder det om at komme godt i gang efter lockouten. Vi har selvfølgelig særlig fokus på at hjælpe 9. og 10. klasserne igennem deres afgangsprøver. Lærerne står klar og gør et kæmpe indsats.

Men det siger sig selv, at en måneds skolelukning lige op til en afgangsprøve er en kæmpe udfordring for både elever og lærere.

Lige nu glæder vi os over at være i gang igen. Det er det allervigtigste!

Mere lockout...

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, medlem af Fællesbestyrelsen

 

Også denne gang kommer indlægget her på bloggen til at handle om lockout – desværre. Det kunne have været rart, hvis der var en helt almindelig skoledag at tage udgangspunkt i. Det er der ikke, og desværre ser det heller ikke ud til, at der bliver det i denne uge.

 

Det er efterhånden ved at trække tænder ud. De pasningsmuligheder der kunne bruges i de første uger, er måske er ved at være udtømte, det samme er feriedagskontoen – og tålmodigheden. Og børnene savner kammerater, lærerne og deres hverdag.

 

I bestyrelsen savner vi også hverdagen og en del af de punkter, der egentlig skulle være behandlet på det seneste bestyrelsesmøde blev udskudt til lærerrepræsentanterne igen får mulighed for at deltage. I stedet var dagsordenen præget af lockout, og de mulige konsekvenser som lockouten kan få.

 

Vi diskuterede forskellige scenarier. Beslutninger er det svært at træffe, før vi kender de endelige betingelser og konsekvenser. Spørgsmål er der ellers rigeligt af; Hvad sker der med de klaser, der ikke kommer på lejrskole? Bliver der udbetalt statstilskud i lockout perioden? Skal de klasser, der skal til eksamen have erstatningstimer? Skal alle elever have et ekstra modul til næste år? Skal der kompenseres for aflyste samtaler og forældremøder?

 

Forhåbentligt ved vi mere til næste bestyrelsesmøde, så vi kan træffe de rigtige beslutninger, der giver børn, medarbejdere og ledelse de bedste betingelser for den hverdag, der kommer.

Vi krydser alle sammen fingre for, at vi snart får vores skole og hverdag tilbage. Og ikke mindst får nogle retningslinjer, som vi kan handle efter.  

LOCKOUT

Lisbeth Qvortrup, skoleleder

Efter en uge helt uden børn på skolen, var der i dag en lille flok børn på gul etage.

Jeg sad på mit kontor med åben dør og hørte på, at de legede ude på gangen. ”Når I har lavet den her matematikopgave, må I gerne gå ud og holde frikvarter”, sagde Benjamin.  De legede skole og Benjamin var læreren.

Jeg tror, at de savner os. Vi savner i hvert fald både børnene og lærerne, og håber inderligt, at der snart findes en løsning på den her konflikt.

Desværre ser det jo ikke ligefrem ud til at en lockout fremmer forhandlingsviljen. Tvært imod bliver fronterne trukket skarpere og skarpere op.

Situationen er selvfølgelig frustrerende for børn og forældre og giver anledning til uvished og en hel masse bøvl.

Forældrene her på skolen har taget det fantastisk. Det beundrer jeg og er taknemmelig for.

De få forældrehenvendelser vi har fået, har alle været konstruktive og velmenende. Tak for det.

Det er vigtigt for os og ikke mindst for lærerne, at I ved, at det ikke er en situation, vi ønsker, men at vi er nødt til at følge spillereglerne, omend de kan virke uforståelige og urimelige, når de nu fx kan være skyld i, at en lejr skal aflyses.

Jeg håber fortsat, I kan holde modet oppe og have forståelse for lærernes kamp, der jo grundlæggende handler om, at de gerne vil kunne give børnene en god undervisning.

Det kan for udenforstående være svært at holde styr på hvad konflikten drejer sig om: Heldagsskole, normalisering af lærernes arbejdstid, den danske model, den finske model, aftaleretten, forberedelsestid, ny folkeskolereform, centralt bestemte aftaler, ledelsesretten osv. osv.

Både emner og kasketter blandes godt og grundigt sammen.

Jeg vil et kort øjeblik prøve at holde fokus på dét, som denne lockout i bund og grund bør handle om, nemlig en ny arbejdstidsaftale for lærerne.

Jeg er ikke sikker på, at den nuværende arbejdstidsaftale er den bedste for hverken skolen eller lærerne.

Men hvem er det, der laver den kortslutning, at den eneste måde, hvorpå man kan få mere fornuftige arbejdstidsaftaler, er den, som KL foreslår, at ledelsen laver individuelle aftaler med den enkelte lærer?

Vi har hos os tradition for at samarbejde med lærerne om at få lavet nogle lokale aftaler, der passer godt til os og vores måde at lave skole på.

Denne ordning må meget gerne udvides og omfatte flere dele af arbejdstiden, men jeg vil rigtig gerne fortsat samarbejde med lærerne om det.

Som Steen Hildebrandt siger: ”To ting er helt sikket: Man skaber ikke stærke medarbejdere ved at banke dem på plads og man skaber ikke stærke ledere af arbejdstidsaftaler, der ligner noget fra Nordkorea”

Vi har brug for BÅDE stærke medarbejdere og stærke ledere for at skabe en stærk skole for vores børn.

Det er klart, at vi ind i mellem har forskellige interesser, men i bund og grund ved lærerne jo godt, at aftalerne skal laves indenfor visse rammer ligesom lederne selvfølgelig har en forståelse for, at en god skole kræver medarbejdere, der er glade for deres arbejde.

Al erfaring viser, at hvis man vil have medarbejderne til at bidrage engageret og konstruktivt, skal de opleve mening og sund fornuft. Normalt er der faktisk ikke så stor forskel på, hvad lærerne og jeg synes er sund fornuft, så jeg er slet ikke bange for at invitere dem med ind og være med til at aftale, hvordan vi bedst tilrettelægger arbejdet, så vi laver den bedst mulige skole for vores børn.

Tvært imod er jeg bange for at lade være.

Gå nu tilbage til forhandlingsbordet og lav en fornuftig aftale der ikke forringer lærernes samlede forberedelsestid. Lad der gerne være et stort råderum til fleksible lokale aftaler, som kan forhandles på den enkelte skole.

Og gør det inden grøfterne bliver dybere.

Forhåbentlig kan vi bagefter få en mere nuanceret debat om skolereform, heldagsskole osv., når det ikke indgår som en del af diskussionen om lærernes arbejdstid.

 Lisbeth

Undervisning af mor og far

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af skolebestyrelsen 

Økonomi er – naturligvis - et tilbagevendende punkt på bestyrelsesmøderne. Kochs skole har heldigvis altid haft en sund økonomi, og det betyder blandt andet, at det er en skole i konstant udvikling.

Desværre bliver privatskolerne af forskellige årsager mere og mere pressede på økonomien. Derfor har vi i bestyrelsen brugt rigtig meget tid på at få pengene til at slå til, uden at det kommer til at gå ud over det pædagogiske tilbud.

For at få pengene til at række er det blandt andet besluttet, at forældrene skal overtage undervisningen én dag om året, hvor lærerne er ude af huset på pædagogisk udviklingsdag. Det betyder, at der ikke skal bruges penge på vikarer den dag.

Som i mange andre skolerelaterede sammenhænge kræver det noget af forældrene. Men det er også en spændende mulighed for at opleve børnene på en anden måde – og ikke mindst give børnene en anderledes oplevelse.

For rød og gul etage har børnene haft gode dage, og tilbagemeldinger fra både børn og voksne vidner om en hyggelig og anderledes dag.

Desværre er det ikke lykkes at finde forældre til at overtage undervisningen for 6. og 7. årgang, når deres lærere skal af sted. Det kan der være flere grunde til. Men det ændrer ikke på, at vi i bestyrelsen synes det er ærgerligt, at det ikke her kan lykkes at overdrage undervisningen til forældrene en enkelt dag. Dagen bliver nu dækket ind med vikarer – men det betyder så også, at den forventede besparelse på vikartimer skal findes et andet sted.

Kochs skole stiller store krav til forældrene. Der foregår rigtig mange ting, som forældrene forventes at deltage i. Måske også for mange – er det mon et udtryk for at et mætningspunkt er nået, når ingen forældre melder sig. Eller er der en anden grund.

Stiller Kochs skole for store krav, når der bliver lagt op til at forældrene skal overtage undervisningen én dag om året?

Inklusion

Lisbeth Qvortrup, skoleleder

Alle taler om inklusion. Børn med særlige behov skal inkluderes i en almindelig klasse.

Det gælder folkeskolen, men hvad med de frie skoler? De kan jo bare sige nej tak og lade folkeskolen bøvle med det besværlige.

Ja. Det kunne vi faktisk godt; men det vil vi ikke og det gør vi ikke.

Mange skyder privatskolerne i skoene, at vi vil slippe for alt det, der er besværligt. Men det er ikke rigtigt. Vi vil lave en god skole med udgangspunkt i vores værdigrundlag.

Den skole er for alle dem, der gerne vil være med, også dem der kræver lidt ekstra hjælp, fordi det netop er i tråd med vores værdier.

Jamen er der ikke grænser for hvem, I kan rumme?

Det er der selvfølgelig, ligesom der er grænser for inklusion i folkeskolen. Nogle børn har brug for et helt andet tilbud.

Men grænserne for inklusion er ikke alene et spørgsmål om, hvorvidt skolen og lærerne kan magte opgaven. Det handler i høj grad også om, hvor rummelige de andre børn og deres forældre er. Inklusion kræver at alle vil.

Derfor har vi valgt at tage emnet op i vores bestyrelse hvor skolens forældre er repræsenteret, og har netop brugt et arbejdsdøgn på behandle det.

Som der tidligere er beskrevet her på bloggen, havde vi i bestyrelsen på et møde i januar besøg af en inklusionskonsulent, der holdt et oplæg, der rykkede ved bestyrelsens syn på inklusion.

En af de vigtige pointer, vi fik med fra den dag, var citatet af Maja Rønn Larsen:

”Vi har været vant til at arbejde med de børn, der faldt ud af fællesskabet, men vi har ikke arbejdet med det de faldt ud af”.

Inklusion handler ikke blot om at være fysisk tilstede. Man er kun inkluderet i fællesskabet, hvis man oplever at være inkluderet i kraft af, at man har nogle relationer. At være en inkluderende skole er en aktiv handling.

Det kræver at alle, lærere, børn og forældre VIL det og er klar til at gøre en indsats for det.

Det har vores bestyrelse sagt klart og tydeligt SELVFØLGELIG til på arbejdsdøgnet.

Heldigvis var det også forældrenes klare opfattelse, at vi gør det allerede og vi er gode til det.

Men vi kan blive endnu bedre og vi kan blive endnu bedre til at kommunikere hvad vi gør, og hvad vi vil.

God vilje er afgørende, men det gør det ikke alene. Vi skal naturligvis også have fokus på at sætte ting i gang, der kan hjælpe os med at det lykkes:

Uddannelse af personale, de fysiske rammer, udvikling af nye strukturer, åbenhed og kommunikation.

Vi har valgt at inklusion skal være skolens fælles fokuspunkt i næste skoleår og derfor vil kurser og udviklingsprojekter, der relaterer sig til dét, blive prioriteret højt, når vi her i marts skal bevilge midler fra vores kursus-udviklingspulje.

Der er meget at tage fat på, og der er endnu meget at tale om.

Foreløbig har vi valgt, hvilke briller vi ønsker at have på i det videre arbejde.

Bro, Bro, Brille...

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, medlem af Fællesbestyrelsen

Det kræver ikke den vilde legeplads for at kunne tage en omgang Bro, Bro, Brille – en lille asfaltplads kan vel klare det – til gengæld kan det måske være vanskeligt at motivere børnene til et aktivt frikvarter, hvis de skal få tiden til at gå på en lille asfalteret plads uden legeredskaber og udfordringer.

Kochs Skole har en legeplads med masser af muligheder for leg og bevægelse med redskaber af alverdens slags. Her er plads til en basketkamp, mad på bål, balancegang, en tur på gyngerne eller i spiderweb og meget mere. Men det betyder samtidig, at der også er en risiko for at børnene kommer til skade.

 

Vi skal derfor gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at vores legeplads er så sikker, som den kan blive uden at vi går alt for meget på kompromis med den legeplads, som giver børnene udfordringer og sjove frikvarterer.

 

Derfor har vi i bestyrelsen bedt Teknologisk Institut om at tage ”sikkerhedsbrillerne” på og gennemgå vores legeområder. Det er der kommet en diger rapport ud af, som med fotos med røde pile peger på, hvor vi skal være opmærksommen. Rapporten peger på alt fra møtrikker, der stikker lidt ud og ru træoverflader, som kan give en splint i fingeren, til revner og sprækker hvor en anoraksnor på vildveje kan betyde kvælningsfare.

 

Næste skridt bliver nu at lægge en plan for, hvordan vi bruger rapporten aktivt. Der er en risiko ved al leg, og langt de fleste ulykker i skoleskolen er faldulykker på asfalten. Hvis tingene kan gøres mere sikre uden at ændre på udfoldelsesmulighederne er det fint. Hvis ikke, vil vi bruge rapporten til at blive bevidste om de farlige steder og derved kunne gøre børnene opmærksomme på, hvor de skal passe på.

 

Børnene er rigtig glade for gangbroen, men det er klart, at der kan være en risiko ved at hænge i benene ned fra broen. Det skal børnene vide, så de kan passe på. Lige som der også kan være enkelte ting, som det giver mening at lave et decideret forbud mod.  

 

Uanset hvordan vi griber det an, kan vi ikke lave en fuldstændig ulykkesfri legeplads. Ligesom den resterende verden heller aldrig bliver fuldstændig ulykkesfri. Men vi kan tage en række forholdsregler, der sikrer, at vi fortsat har den legeplads børnene gerne vil have, hvor der både er plads til Bro, Bro Brille og vilde lege – og som samtidig er så sikker som mulig.    

Inklusion i andegården

Af Lars Stubkjær Barslev, lærerrådsformand og klasselærer på 8. årg.

I den udleverede slikpose ligger 6-7 LEGO-klodser, og vi har alle i fællesbestyrelsen fået sådan én med præcist det samme indhold; ”Byg en and”, lyder opgaven fra inklusionskonsulent i Århus Kommune Lisbet Brandt. Vi skal bygge hver vores lille LEGO-and...sådan lidt i smug og uden at tale sammen eller kigge hinanden over skulderen.

Jeg kigger på den lille bunke klodser – flest gule, én af dem med et øje på hver side og et par røde flade klodser. Nemt nok, tænker jeg, (i betragtning af de utallige timer jeg som barn har tilbragt med at konstruere halve byer i LEGO.) Jeg kan allerede se hvordan de to flade røde selvfølgelig ville egne sig som et par gode andefødder; det er jo fuldstændig oplagt! Det tager mig ikke mange sekunder at samle mit bud på en and. Kort efter rækker vi hver især armen ud og placerer vores lille ælling midt på bordet foran os.

Vi griner (måske en anelse forlegent) over den rød-gule andeparade, der nu står samlet i en lille flok. Der er godt nok mange fine ænder, tænker jeg ved mig selv, mens mit blik glider skiftevis fra min egen and og over på nogle af de andre lavbenede individer. Nu kan jeg godt se, at konstruktionen med begge røde klodser som fødder er noget tung...i stedet for den ene som fod og den anden som næb – hvorfor har jeg ikke tænkt på det?! Fandens. Et split sekund får jeg lyst til lige at rette et par ting, men holder mig i skindet - det ville nok være upassende.

Jeg skutter mig lidt ved synet af et par løjerlige skabninger….Nå, ja, ville nogen udenforstående overhovedet regne mit lille kræ for en ”and”? Måske er jeg ved at tage det hele lidt for alvorligt. Nu står den i hvert fald dér i andefællesskabet – på sin første skoledag. Jeg synes den falder meget godt ind i mængden og jeg håber den føler sig godt tilpas.

Det bemærkelsesværdige er, at alle disse rød-gule skabninger er forskellige fra hinanden – sammenlignet direkte er de endog meget forskellige. Men de er tydeligvis også alle ænder! Lisbet Brandt, der har haft med rigtig mange ænder gennem sin tid, konstaterer at resultatet i sig selv ikke er unikt; de er alle altid forskellige.

Pointerne med denne lille LEGO-leg skinner igennem og dette svært håndgribelige begreb inklusion, der i den brede skoledebat bliver både hyldet og udskældt, træder i de små klodsede skabninger frem som et menneskeligt grundvilkår og dén fordring til ethvert fællesskab, at det skal kære sig om den enkeltes behov for at være en del af det.

Inklusion handler om relationskompetence, gode fysiske rammer, specialpædagogik, tolerance…men inklusion er først og fremmest en følelse hos den enkelte: ”Inklusion er en fornemmelse af samhørighed” står der på ét af Lisbet Brandts powerpoint-slides. Jeg oplever i det daglige en stærk fornemmelse af samhørighed på N. Kochs Skole. Men da jeg placerede min lille and ude i det åbne, følte jeg også inklusionens stik i hjertet: Vil jeg blive regnet for at være en and?