Frihed

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder

Fast som en klippe og bred som en strand
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
……

Ved Privatskoleforeningens årsmøde rejste hele bestyrelsen sig midt under formandens beretning og sang Benny Holsts ’Julies sang’.

Traditionen tro var 3-400 skoleledere og bestyrelsesmedlemmer fra privatskolerne i Danmark samlet i Nyborg til årsmøde den sidste weekend i oktober.

Midt i økonomisk krise, nedskæringer, diskussion om inklusion, ny undervisningsminister og meget andet, som alt sammen kunne have været vigtige temaer, kom årsmødet i år til at handle om frihed.

De frie skoler kaldes netop frie, fordi de har retten til at drive skole på præcis de holdninger og værdier, de synes er vigtige.

Dette tema blev nærværende, fordi der i disse år er tendenser til, at man ønsker at indskrænke denne frihed.

Det er egentlig ganske paradoksalt, at der bliver stillet spørgsmål ved, om vores frihed er for stor, når der ellers i samfundet er fokus på ytringsfrihed, fokus på vores demokratiske frihedsrettigheder og stor bevidsthed om værdier; og når man er begyndt at tænke dette ind i folkeskolen i langt højere grad end tidligere.

Den nye minister for børn og undervisning, Christine Antorini, har luftet sine ideer til en ny folkeskolereform med større frihedsgrader, og hendes udspil til fremtidens skole ”Ny Nordisk Skole” bygger på tanker om udvikling, fornyelse og mindre kontrol.

Alt sammen helt i tråd med tankerne i de frie skoler.

Og hvorfor ønsker man så at indskrænke de frie skolers frihed?

Desværre giver nogle de frie skoler skylden for alle folkeskolens problemer.

De tror, at hvis vi straffer de frie skoler, vil folkeskolerne blomstre.

Sådan er det ikke. Folkeskolen vil blomstre af en levende fri skole.

Uden frie skoler, vil folkeskolen være en tvungen statsskole, hvilket ingen kan ønske sig.

De frie skoler kæmper mod en fordom om, at de ønsker sig frihed for at kunne blive fri for noget.

Vi skydes ofte i skoene, at vi gerne vil slippe udenom alt det besværlige og lade folkeskolen tage sig af det. At vi fx ikke ønsker at tage del i det sociale ansvar.

Men alle jeg kender, der brænder for den frie skole, brænder for friheden til at vælge noget til og er helt bevidste om det ansvar, der følger med denne frihed.

Vi kan ikke gøre andet end igen og igen at fortælle, at vi gerne vil tage ansvar,  -også det sociale. Og at vi gør det i lige så høj grad som folkeskolen. For færre penge!

Lad os håbe, at det vil lykkes, at få debatten drejet væk fra kampen mellem folkeskoler og privatskoler til i stedet at handle om den fælles kamp for et godt skoletilbud til alle.

Og det bedste skoletilbud fås med en god og progressiv folkeskole og frie skoler som et godt alternativ for de forældre, der ønsker et særligt værdigrundlag.

Jeg synes, det var stort at mærke, at der på Privatskoleforeningens årsmøde var en fælles forståelse for, at dét er første prioritet lige nu.

Det handler ikke først og fremmest om penge.

Det handler om kampen for et samfund, hvor der er plads til frie skoler.

Og så er det vores pligt at forvalte denne frihed ansvarligt. Og det gør vi!