Ægte musikglæde på årets Train koncert

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Vil man opleve ægte glæde ved musik, glade forventningsfulde børn og masser af godt humør, skal man tage til Kochs Skoles årlige koncert på Train.

Koncerten er netop slut og endnu engang var det fuldstændig fantastisk at opleve, hvordan børnene er dybt optagede af at stå på scenen og fyre den af – uanset om man har spillet på sit instrument i få måneder eller flere år. Her er plads til alle, og alle bliver mødt med samme seriøsitet fra både musiklærere og publikum. Man kan næste se, hvordan flere af børnene vokser adskillige centimeter, mens de står på scenen.

Men det er ikke kun de optrædende på scenen, der nyder det. Børnene er fabelagtige til at bakke hinanden op, og uanset om det er børnekor eller seje Musik 10., er der en kødrand af børn foran scenen, der hujer, klapper og hepper. Eller bare står helt stille og nyder musikken.

Den glæde ved musik og glæden ved at optræde, som man oplever til Train koncert giver godt humør, og endnu engang viser Kochs Skole at skolens værdier ikke bare er tomme ord på en hjemmeside, men at de rent faktisk bliver levet ud i skolens hverdag. Kodeordet er rummelighed – her er rum og plads til alle og børnene (og de voksne) er sammen om at skabe både musikken og den gode stemning.

Her er det ikke den enkelte, der er i fokus, men sammenspillet mellem dem på scenen. Skal sammenspillet lykkes, kræver det, at man har opmærksomhed på hinanden og ikke bare kører solo derudaf. Ser man på børnene når de spiller, er de naturligvis fokuserede på deres eget instrument, men alle er tydeligvis også opmærksomme på, at de ikke er alene på scenen. De er et hold og først i samspillet med de andre, skaber de det komplette musikstykke.

Tusind tak til musiklærere og øvrige personale på skolen for det kæmpe stykke arbejde I gør, for at vores børn kan opleve glæden ved musik og ikke mindst glæden ved at spille sammen med andre. Både til Train koncert, men også i hverdagen.

Frihed

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder

Fast som en klippe og bred som en strand
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
……

Ved Privatskoleforeningens årsmøde rejste hele bestyrelsen sig midt under formandens beretning og sang Benny Holsts ’Julies sang’.

Traditionen tro var 3-400 skoleledere og bestyrelsesmedlemmer fra privatskolerne i Danmark samlet i Nyborg til årsmøde den sidste weekend i oktober.

Midt i økonomisk krise, nedskæringer, diskussion om inklusion, ny undervisningsminister og meget andet, som alt sammen kunne have været vigtige temaer, kom årsmødet i år til at handle om frihed.

De frie skoler kaldes netop frie, fordi de har retten til at drive skole på præcis de holdninger og værdier, de synes er vigtige.

Dette tema blev nærværende, fordi der i disse år er tendenser til, at man ønsker at indskrænke denne frihed.

Det er egentlig ganske paradoksalt, at der bliver stillet spørgsmål ved, om vores frihed er for stor, når der ellers i samfundet er fokus på ytringsfrihed, fokus på vores demokratiske frihedsrettigheder og stor bevidsthed om værdier; og når man er begyndt at tænke dette ind i folkeskolen i langt højere grad end tidligere.

Den nye minister for børn og undervisning, Christine Antorini, har luftet sine ideer til en ny folkeskolereform med større frihedsgrader, og hendes udspil til fremtidens skole ”Ny Nordisk Skole” bygger på tanker om udvikling, fornyelse og mindre kontrol.

Alt sammen helt i tråd med tankerne i de frie skoler.

Og hvorfor ønsker man så at indskrænke de frie skolers frihed?

Desværre giver nogle de frie skoler skylden for alle folkeskolens problemer.

De tror, at hvis vi straffer de frie skoler, vil folkeskolerne blomstre.

Sådan er det ikke. Folkeskolen vil blomstre af en levende fri skole.

Uden frie skoler, vil folkeskolen være en tvungen statsskole, hvilket ingen kan ønske sig.

De frie skoler kæmper mod en fordom om, at de ønsker sig frihed for at kunne blive fri for noget.

Vi skydes ofte i skoene, at vi gerne vil slippe udenom alt det besværlige og lade folkeskolen tage sig af det. At vi fx ikke ønsker at tage del i det sociale ansvar.

Men alle jeg kender, der brænder for den frie skole, brænder for friheden til at vælge noget til og er helt bevidste om det ansvar, der følger med denne frihed.

Vi kan ikke gøre andet end igen og igen at fortælle, at vi gerne vil tage ansvar,  -også det sociale. Og at vi gør det i lige så høj grad som folkeskolen. For færre penge!

Lad os håbe, at det vil lykkes, at få debatten drejet væk fra kampen mellem folkeskoler og privatskoler til i stedet at handle om den fælles kamp for et godt skoletilbud til alle.

Og det bedste skoletilbud fås med en god og progressiv folkeskole og frie skoler som et godt alternativ for de forældre, der ønsker et særligt værdigrundlag.

Jeg synes, det var stort at mærke, at der på Privatskoleforeningens årsmøde var en fælles forståelse for, at dét er første prioritet lige nu.

Det handler ikke først og fremmest om penge.

Det handler om kampen for et samfund, hvor der er plads til frie skoler.

Og så er det vores pligt at forvalte denne frihed ansvarligt. Og det gør vi!

Kreativ begrænsning

Skrevet af Lars Stubkjær Barslev. Klasselærer 7. årgang.

På scenen i Bella Centrets store konferencesal står den karismatiske teaterdirektør for Betty Nansen Teatret; Peter Langdal. Han skal give det afsluttende foredrag på dette års store uddannelses it-messe og han har besluttet, at vi alle skal have ”Noget med hjeeeem!.” 

Anekdoterne flyder i en lind strøm fra et teaterliv sammen med nogle af landets bedste skuespillere (...og et par krukkede primadonnaer.) Langdal er er en mand, der har noget på hjerte og som ikke overraskende forstår at udnytte den scenetid, han er blevet givet. Jeg hæfter mig særligt ved én af hans stærke pointer: ”Kreativiteten ligger i begrænsningen.”

Han fortæller bl.a. en lille historie om en ung skuespiller, der hang lidt med næbbet; ”Peter, jeg gider ikke rigtig det her stykke...og jeg har kun 4 replikker!” Langdal ”Jamen, skal vi så ikke strege dem?”, ”Strege dem?!,” svarede hun ”...kan man  spille en rolle helt uden at sige noget?”

Ja, mon ikke. Hun endte med at udvikle en fantastisk rolle, hvor hun ikke alene blev begrænset til at være stum, men også selv valgte at være døvstum!

Kreativitet og innovation er ikke blot tidens hurra-ord – det er også en del af skoledagen på N. Kochs Skole. I disse uger skaber GRØN etage sin årlige teaterforestilling helt fra bunden. Indenfor afgrænset tid og sceneteknik udvikles kreative fortællinger og løsninger i et tæt samarbejde mellem børn og lærere.

Og sideløbende har en lille flok drenge også syslet med at konstruere en LEGO-robot, der i løbet af blot 2½ minut skal løse alle mulige opgaver på en lille bane på få kvadratmeter: seriøst legeland når det er bedst! Og nu har de tilbragt en lørdag sammen med 25 andre skoler i dette års First LEGO League-konkurrence, hvor der er blevet dystet på kreativitet og innovation i praksis (se mere på www.hjernekraft.org)

”Kun fantasien sætter grænser” er en kliché der ofte høres fra oplægsholderne på it-messen, når de præsenterer os for ubegrænsede muligheder  til at mixe formater og programmer ind i hinanden. Jeg lammes dog lidt af dette uoverskuelige softwarelandskab af muligheder – hvor skal jeg begynde?

Med Landals pointe kunne svaret ligge i, at vi i kreative arbejdsprocesser netop skal bruge vores fantasi til at skabe kreative begrænsninger, der kan anspore os til at lege, opfinde og udvikle.

Lars Von Trier gjorde det med sine dogmer, Picasso havde en ”Blå periode” - og, til sammenligning, har børnene på Kochs været udfordret af at skabe teater-fortællinger og robotter i afgrænset tid og rum. Og det er ikke så tosset en lære at tage med hjem