Projekt kollegial omsorg, 2. halvleg

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder.

I løbet af december og januar har jeg sammen med afdelingslederne afholdt samtaler med samtlige teams på skolen.
Det er en rigtig god oplevelse for mig på den måde at få indblik i, hvad der sker i de forskellige samarbejdsrelationer på de forskellige afdelinger.
Jeg bliver imponeret over og taknemmelig for det engagement, jeg oplever fra alle sider.
I forbindelse med disse samtaler blev jeg af flere grunde overbevist om, hvor værdifuldt vores projekt kollegial omsorg er. Jeg fik mange tilkendegivelser fra medarbejderne om, at de synes, det er dejligt at være på en arbejdsplads, der prioriterer arbejdsmiljøet.
Desuden gik det i forbindelse med samtalerne op for mig, at projektet har haft den store sidegevinst, at det pædagogiske- og det ikke-pædagogiske personale er kommet tættere på hinanden og har fået større forståelse for hinandens arbejde. Dét, tror jeg, er meget værdifuldt for skolen som arbejdsplads.

Vi har i fællesskab besluttet, at vi i anden del af projekt kollegial omsorg skal sætte fokus på den konstruktive samtale. At kunne tale konstruktivt sammen er helt afgørende for et velfungerende samarbejde. Ofte bunder problemer i manglende kommunikation. Uanset om det handler om skuffede forventninger, oprigtige bekymringer eller åbenlys utilfredshed.
Vi tog fat på den konstruktive samtale, da alle medarbejdere i denne uge igen var sammen i omsorgsprojektet.

Gennem oplæg fra erhvervspsykolog Jan Thomsen og efterfølgende øvelser lærte vi dels nogle konkrete samtaleteknikker, men blev også opmærksomme på nogle vigtige aspekter ved enhver kommunikation; Fx at sandheden ikke er entydig. Vi er forskellige, unikke og med hver vores individuelle livsoptik. Anerkendelse og respekt for forskelligheder handler om, at vi møder hinandens forskelligheder med nysgerrighed, og husker at min sandhed er min, men at jeg kan ikke være sikker på at den gælder for andre.

Med det i baghovedet kan man tage fat på den konstruktive kommunikation, der er helt nødvendig i et forpligtende samarbejde, hvor vi bliver udfordret i dialogen, fordi vi har noget på spil – noget relationelt. Som man fx har i et teamsamarbejde.

Jeg fik tre hovedessenser med, som jeg synes er gode at huske på i forbindelse med kommunikation: Vær ærlig, vær åben og vær konkret.
Ærlighed starter med en personlig afklaring. Hvordan oplever jeg dette her. Hvad er essensen af mit budskab?
Åbenhed handler om viljen og modet til at sende budskabet ud i verden med omsorg for den anden. Omsorg både i valg af tid, sted og samtaleform.
Konkret kommunikation handler om at gøre budskabet så klart, håndgribeligt og handlingspræget som muligt, så modtageren får optimale muligheder for at forstå, forholde sig og for at handle.

Det vil jeg så gå ud og øve mig på til vi mødes igen i marts.

-/Lisbeth

Fra Peter og Johannes til World of Warcraft?

Af Freja Hvid Kirchert, 7. årgang i forbindelse med et emnearbejde om computerspil.

Det her er det perfekte gemmested, han finder mig aldrig. Peter kiggede sig omkring i baggården, men lige da han drejede hovedet stødte han ind i en skraldespand. Pludselig forvandlede skraldespanden sig til et kæmpe bjerg og tørrestativet til en enorm skov. Peter lukkede øjnene, han kunne fornemme den bitre lugt af skovløg, og hvis han anstrengte sig, kunne han høre bækkens stille rislen og fuglenes svage kvidren. Med et, hørte Peter en raslen i skovbunden, han snurrede lynhurtigt rundt, trak sit sværd og gjorde klar til kamp…
Året er 1963. Peter og hans ven Johannes leger krig, og hvis en tilfældig mand gik forbi ville han se to små drenge der kæmper mod hinanden, bevæbnet med en pind hver. Men for Peter og Jonas er de en del af et eventyr, lige indtil klokken bliver seks, for så skal Peter spise og den magiske cirkel bliver brudt. Et par år senere lærte Peter at læse, og han tilbragte flere timer inde på sit værelse hver eneste dag, opslugt af forfatterens magiske univers.

Isbjørnen der hviller sine tunge poter på den lille jordklode, der toner frem på skærmen. Nordisk films logo bliver der et par sekunder- og så starter filmen. Nu skal man ikke længere selv danne sine billeder, af det univers man får beskrevet. I stedet ruller de over skærmen, først i sort og hvid og siden hen i farver. Der er ikke meget der er overladt til fantasien. Men til gengæld bliver det mere virkeligt, det er ikke længere bare sider i en bog eller to drenge der leger med en pind. Det er rigtige mennesker og rigtige steder.

Men det stoppede ikke her, for 49 år siden opfandt den unge A.S. Douglas en virtuel 2D udgave af kryds og bolle, det skulle vise sig at blive starten til, et af vor tids største medier: computerspillet Der i bund og grund ikke er så forskellig fra legen i baggården, og dog, for det er ikke længere din nabo Johannes, du leger med. Men en brummende maskine og en lysende skærm.

Hvis du spørger mig er det et etisk problem, at du ikke længere er dig selv, du er en virtuel figur, der er sammen med andre virtuelle figurer. Du kan udgive dig for at være lige præcis den person du har lyst til at være. Og det åbner nye døre, både for den usikre 12 årige Emil, men også for den 30årige pædofile Morten. Du ved i bund og grund ikke hvem du leger med. Det gælder både online computerspil, men også sider som facebook og twitter. Jeg kan selvfølgelig godt se det sjove i visse computerspil, en leg er altid sjov - om den så foregår foran en lysende skærm eller i en baggård. Men jeg er også bekymret.

Jeg synes at man generelt, om udviklingen, de seneste årtier, kan sige at legen bliver mere og mere virkelig. Vi bliver rigere og rigere, tingene bliver bedre og bedre også computer spillet. Det udvikler sig hele tiden, hvis vi bare ser ti år tilbage og sammenligner teknologien dengang, med den teknologi vi har nu til dags, er der jo sket enorme forandringer. Hvor ville vi være om 10, 20 eller måske 30 år. Stopper det nogensinde, bliver computerspillet - eller et nyt og bedre medie, bedre end virkeligheden selv?
Og så er der selvfølgelig også den sundhed mæssige side af computerspillet, selvom det kan være lige så sjovt, som udendørs leg eller måske sjovere? Det er da ingen hemmelighed at frisk luft og motion er sundere end flere timer foran en skærm, med hænderne solidt plantet på musen.

Men hvad er det der er så fascinerende ved computerspillet? Er den virtuelle verden virkelig bedre end fri fantasi? Eller har vi ikke mere fantasi tilbage? Har den endeløse maneche af bøger, videoer og film taget fantasien fra os? Eller er computerspillet i virkeligheden et modspil til de mange år med fjersyn og bøger. En udvikling, hvor vi fik mindre og mindre indflydelse på historien og siden hen, illustrationen af den? Er computerspillet i virkeligheden et stille oprør, hvor vi gradvis selv kan bestemme handlingen igen?
.

Skolemad på N. Kochs Skole?

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Tænk hvis N. Kochs Skole havde et køkken og hver dag serverede en lækker, frisklavet frokostret for alle børn. Det er vi helt sikkert mange forældre, som drømmer om, når vi dag efter dag står og kigger ind i køleskabet og prøver at være kreative med fire stykker rugbrød, leverpostej og spegepølse.

Jeg har skrevet om det her på bloggen tidligere, men da diskussionen om skolemad fortsat er på dagsordenen i bestyrelsen, synes jeg, at emnet fortjener endnu en tur.

Diskussionen i bestyrelsen foregår på flere niveauer. For det første er vi nødt til at tage hensyn til, hvad der rent praktisk kan lade sig gøre. For det andet er det vigtigt, at vi bliver klare på, hvad det er vi gerne vil tilbyde børnene. Hvilke krav stiller vi til maden i forhold til kvalitet, smag, pris, tilgængelighed etc.

Kochs Skole har ikke et køkken og som udgangspunkt sætter det naturligvis en række begrænsninger for, hvad der kan lade sig gøre rent madmæssigt. Heldigvis er Kochs Skole kendt for at tage alle udfordringer op, og bare fordi der ikke er et køkken i dag, betyder det ikke nødvendigvis, at der ikke kan etableres et køkken på sigt.

I bestyrelsen arbejder vi lige nu med to modeller. En kortsigtet model hvor en klasse får ansvar for en lille bod, der for eksempel kan sælge boller og frugt. Ikke noget der kan erstatte en madpakke, men som kan fungere som supplement de dage, hvor madpakken ikke rækker eller i det mindste kan hjælpe lidt, hvis madpakken ikke er kommet med i skoletasken.

Den anden model tager udgangspunkt i etablering af et køkken – dvs. en decideret kostordning for alle børn på skolen. Det er ikke noget, der er gjort fra den ene dag til den anden og i første omgang handler det om, at prøve at se på økonomien og hvad der skal til i forhold til lokaler etc. Derefter er der et hav af spørgsmål, der skal besvares. Hvad er det for noget mad, der skal serveres? Hvad vil det betyde for skolepengene? Hvordan kan det harmonere med undervisning, spisepauser etc.? Hvem skal lave maden? Osv., osv.

Arbejdet er kun lige sat i gang, og vi har endnu ingen svar, men arbejder videre, og ikke mindst forældrene krydser fingre for, at vi en dag kan sende vores børn af sted i skole uden madpakker.  

Julelys og glæde

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder

I år blev en ny juletradition startet.
Elevrådet havde bestemt, at vi skulle have juletræ i skolegården. Vi samledes alle om træet 1. december og tændte lysene.
Jeg glædede mig over træet og lysene hver morgen i december, når jeg kom til skolen i mørke og hver eftermiddag, når jeg tog derfra i mørke.

Jeg elsker december på skolen, fordi vi tænder så mange lys. Bogstaveligt og i overført betydning ved at skabe glæde. Ved at vise at vi har lyst til at være sammen og gøre noget for hinanden.

På vej ud af kirken efter vores dejlige juleafslutning hørte jeg en pige sige til sin mor: Kunne det egentlig ikke være hyggeligt, hvis hele skolen skulle holde juleaften sammen?
Jo. Det kunne det!! Men det er nok ikke noget helt realistisk scenarie, så vi må holde jul med alle de andre, vi holder af og glædes over al det jul, vi når at have sammen på skolen i løbet af december.
Stearinlys i fællesrum og klasser, julefester og julepynt, fællessamlinger og julesange, pakkekalendere og drillenisser, duft af pebernødder og risengrød i fritidsordningen.

Den sidste uge før juleferien var der konstant en lang kø uden for mit kontor. Det var ikke kø for at besøge skolelederen, men fordi der stod et bord lige udenfor, hvor man kunne få hjælp til at få pakket sine hjemmelavede julegaver ind.
Hvis nogle påstår, at børn kun tænker på at få gaver, skulle de prøve at overvære en samtale i indpakningskøen, hvor stoltheden over- og glæden ved at skulle give gaven var tydelig.

For alle os, der er vant til at strukturere og planlægge og som bliver fristet til at tage dette det med hjem til jul, når vi ser billedet af juletræet, der i år skal have guld-tema og det stilfulde julebord i Bo Bedre, er det meget sundt at blive mindet om, hvad det hele handler om, ved at få en gave, der er lidt skæv og med garanti ikke ligner nogen andre, men som er lavet med entusiasme, smil og stor kærlighed.
Det er i sådan en gave glæden og lyset gemmer sig.

Som Leonard Cohen synger:
Forget your perfect offering.
There is a crack in everything,
that's how the light gets in.

Tusind tak til alle jer, der var med til juleafslutningen i kirken.
Når jeg oplever 1000 mennesker, der sammen synger Dejlig er Jorden, så sidder det i mig længe efter; så tager jeg alligevel jer alle sammen lidt med hjem på juleferie.

Rigtig glædelig jul og godt nytår.
Nyd ferien og på gensyn 4. januar.

Kærlig hilsen Lisbeth

Curling-matematik

Af: Lars Stubkjær Barslev

”Hvis vi nu skulle deles om denne tube tandpasta – ville der så være nok til alle?” Sådan lyder det enkle oplæg til en matematikopgave, der samtidig er startskuddet for 10 lærere og 2 instruktører, der er på et 3 dages kursus i Undersøgende matematikundervisning.
Det er ikke svært at se problemstillingen og måske har du allerede nu set en tube tandpasta for dit indre øje – og hvis du tænker lidt nærmere efter; hvor længe rækker en tube tandpasta så hjemme hos dig?...tid, antal personer...nu tænker du med matematik!
Hverdagens erfaringer støtter den umiddelbare forestilling om mængder og størrelser, når vi fx skal vurdere ”om der er nok” i alle mulige sammenhænge. Og før vi ved af det, er vi i fuld gang med at gøre matematiske overvejelser, der leder os hen til en brugbar antagelse.
Formuleret som klassisk skole-matematikopgave ville det have lydt i retningen af: En tube tandpasta indeholder 125 ml. Udregn hvor mange tandbørstninger tuben rækker til, hvis man bruger ½ ml pr. tandbørstning... (osv). Opgaven lægger op til, at man dividerer 125ml med ½...eller (hvis man nu ikke lige kan dividere med en brøk) tænker ”sådan helt logisk”; ”...hvis man brugte 1ml i stedet for ½, så ville man kunne børste tænder 125 gange...så må svaret være 250 gange, når man nu kun bruger den halve mængde pr gang...” Læreren ville nok afkræve nogle skriftlige notater for påstanden, men ellers er alt.
Ok...videre til næste spørgsmål!
Undersøgende matematikundervisning inviterer derimod til, at man går mere praktisk eksperimenterende til værks – i vores tilfælde med en tube tandpasta og en vægt.
Efter lidt fingertælling og et gangestykke endte vi på 48 tandbørstninger...men hvor meget bruger man pr gang? Vi manglede egentlig en tandbørste, men valgte at sætte én passende klat på vægten (ingen ændring.) Men 10 klatter kunne vægten godt registrere: 7 gram. Vi delte tallet med 10 dvs. 0,7g pr. tandbørstning (sådan cirka.) Snart efter bredte menthol-lugten sig i lokalet (gruppen bag os, der ikke havde nogen vægt, var i færd med at trykke en flere meter lang stribe ud på bordet) og vi tømte selvfølgelig tuben ud på vægten: 142g. Hvilket regnestykke ville du nu gøre...(og skal man gange eller dividere)?
Når man på denne måde får problemstillingen mellem hænderne bliver matematikken nærværende både som sprog og som redskab i samspil med elevernes egne gode spørgsmål, fornuftige antagelser og undersøgende praksis (og med lærerens udfordrende hjælp). Det er ikke nødvendigvis nemmere matematik, men det er nemmere at finde mening med dens anvendelse.
Når skole-matematikopgaven volder problemer, er det ofte fordi der er tale om ”curlingmatematik”, hvor de grundlæggende antagelser og alle de forudgående spørgsmål i bedste mening er fejet væk. Tilbage står kun et regnestykke – hvis det da lykkes eleven at gennemskue sammenhængen.
Skolens undervisning (også den i matematik) skal forberede børnene til at tage aktivt del i  samfundslivet og demokratiet.
Med lyst og kompetence til at stille gode spørgsmål og undersøge sagen nærmere (ofte med brug af matematik) er man godt i vej.

Ægte musikglæde på årets Train koncert

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Vil man opleve ægte glæde ved musik, glade forventningsfulde børn og masser af godt humør, skal man tage til Kochs Skoles årlige koncert på Train.

Koncerten er netop slut og endnu engang var det fuldstændig fantastisk at opleve, hvordan børnene er dybt optagede af at stå på scenen og fyre den af – uanset om man har spillet på sit instrument i få måneder eller flere år. Her er plads til alle, og alle bliver mødt med samme seriøsitet fra både musiklærere og publikum. Man kan næste se, hvordan flere af børnene vokser adskillige centimeter, mens de står på scenen.

Men det er ikke kun de optrædende på scenen, der nyder det. Børnene er fabelagtige til at bakke hinanden op, og uanset om det er børnekor eller seje Musik 10., er der en kødrand af børn foran scenen, der hujer, klapper og hepper. Eller bare står helt stille og nyder musikken.

Den glæde ved musik og glæden ved at optræde, som man oplever til Train koncert giver godt humør, og endnu engang viser Kochs Skole at skolens værdier ikke bare er tomme ord på en hjemmeside, men at de rent faktisk bliver levet ud i skolens hverdag. Kodeordet er rummelighed – her er rum og plads til alle og børnene (og de voksne) er sammen om at skabe både musikken og den gode stemning.

Her er det ikke den enkelte, der er i fokus, men sammenspillet mellem dem på scenen. Skal sammenspillet lykkes, kræver det, at man har opmærksomhed på hinanden og ikke bare kører solo derudaf. Ser man på børnene når de spiller, er de naturligvis fokuserede på deres eget instrument, men alle er tydeligvis også opmærksomme på, at de ikke er alene på scenen. De er et hold og først i samspillet med de andre, skaber de det komplette musikstykke.

Tusind tak til musiklærere og øvrige personale på skolen for det kæmpe stykke arbejde I gør, for at vores børn kan opleve glæden ved musik og ikke mindst glæden ved at spille sammen med andre. Både til Train koncert, men også i hverdagen.

Frihed

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder

Fast som en klippe og bred som en strand
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
……

Ved Privatskoleforeningens årsmøde rejste hele bestyrelsen sig midt under formandens beretning og sang Benny Holsts ’Julies sang’.

Traditionen tro var 3-400 skoleledere og bestyrelsesmedlemmer fra privatskolerne i Danmark samlet i Nyborg til årsmøde den sidste weekend i oktober.

Midt i økonomisk krise, nedskæringer, diskussion om inklusion, ny undervisningsminister og meget andet, som alt sammen kunne have været vigtige temaer, kom årsmødet i år til at handle om frihed.

De frie skoler kaldes netop frie, fordi de har retten til at drive skole på præcis de holdninger og værdier, de synes er vigtige.

Dette tema blev nærværende, fordi der i disse år er tendenser til, at man ønsker at indskrænke denne frihed.

Det er egentlig ganske paradoksalt, at der bliver stillet spørgsmål ved, om vores frihed er for stor, når der ellers i samfundet er fokus på ytringsfrihed, fokus på vores demokratiske frihedsrettigheder og stor bevidsthed om værdier; og når man er begyndt at tænke dette ind i folkeskolen i langt højere grad end tidligere.

Den nye minister for børn og undervisning, Christine Antorini, har luftet sine ideer til en ny folkeskolereform med større frihedsgrader, og hendes udspil til fremtidens skole ”Ny Nordisk Skole” bygger på tanker om udvikling, fornyelse og mindre kontrol.

Alt sammen helt i tråd med tankerne i de frie skoler.

Og hvorfor ønsker man så at indskrænke de frie skolers frihed?

Desværre giver nogle de frie skoler skylden for alle folkeskolens problemer.

De tror, at hvis vi straffer de frie skoler, vil folkeskolerne blomstre.

Sådan er det ikke. Folkeskolen vil blomstre af en levende fri skole.

Uden frie skoler, vil folkeskolen være en tvungen statsskole, hvilket ingen kan ønske sig.

De frie skoler kæmper mod en fordom om, at de ønsker sig frihed for at kunne blive fri for noget.

Vi skydes ofte i skoene, at vi gerne vil slippe udenom alt det besværlige og lade folkeskolen tage sig af det. At vi fx ikke ønsker at tage del i det sociale ansvar.

Men alle jeg kender, der brænder for den frie skole, brænder for friheden til at vælge noget til og er helt bevidste om det ansvar, der følger med denne frihed.

Vi kan ikke gøre andet end igen og igen at fortælle, at vi gerne vil tage ansvar,  -også det sociale. Og at vi gør det i lige så høj grad som folkeskolen. For færre penge!

Lad os håbe, at det vil lykkes, at få debatten drejet væk fra kampen mellem folkeskoler og privatskoler til i stedet at handle om den fælles kamp for et godt skoletilbud til alle.

Og det bedste skoletilbud fås med en god og progressiv folkeskole og frie skoler som et godt alternativ for de forældre, der ønsker et særligt værdigrundlag.

Jeg synes, det var stort at mærke, at der på Privatskoleforeningens årsmøde var en fælles forståelse for, at dét er første prioritet lige nu.

Det handler ikke først og fremmest om penge.

Det handler om kampen for et samfund, hvor der er plads til frie skoler.

Og så er det vores pligt at forvalte denne frihed ansvarligt. Og det gør vi!