Fra Peter og Johannes til World of Warcraft?

Af Freja Hvid Kirchert, 7. årgang i forbindelse med et emnearbejde om computerspil.

Det her er det perfekte gemmested, han finder mig aldrig. Peter kiggede sig omkring i baggården, men lige da han drejede hovedet stødte han ind i en skraldespand. Pludselig forvandlede skraldespanden sig til et kæmpe bjerg og tørrestativet til en enorm skov. Peter lukkede øjnene, han kunne fornemme den bitre lugt af skovløg, og hvis han anstrengte sig, kunne han høre bækkens stille rislen og fuglenes svage kvidren. Med et, hørte Peter en raslen i skovbunden, han snurrede lynhurtigt rundt, trak sit sværd og gjorde klar til kamp…
Året er 1963. Peter og hans ven Johannes leger krig, og hvis en tilfældig mand gik forbi ville han se to små drenge der kæmper mod hinanden, bevæbnet med en pind hver. Men for Peter og Jonas er de en del af et eventyr, lige indtil klokken bliver seks, for så skal Peter spise og den magiske cirkel bliver brudt. Et par år senere lærte Peter at læse, og han tilbragte flere timer inde på sit værelse hver eneste dag, opslugt af forfatterens magiske univers.

Isbjørnen der hviller sine tunge poter på den lille jordklode, der toner frem på skærmen. Nordisk films logo bliver der et par sekunder- og så starter filmen. Nu skal man ikke længere selv danne sine billeder, af det univers man får beskrevet. I stedet ruller de over skærmen, først i sort og hvid og siden hen i farver. Der er ikke meget der er overladt til fantasien. Men til gengæld bliver det mere virkeligt, det er ikke længere bare sider i en bog eller to drenge der leger med en pind. Det er rigtige mennesker og rigtige steder.

Men det stoppede ikke her, for 49 år siden opfandt den unge A.S. Douglas en virtuel 2D udgave af kryds og bolle, det skulle vise sig at blive starten til, et af vor tids største medier: computerspillet Der i bund og grund ikke er så forskellig fra legen i baggården, og dog, for det er ikke længere din nabo Johannes, du leger med. Men en brummende maskine og en lysende skærm.

Hvis du spørger mig er det et etisk problem, at du ikke længere er dig selv, du er en virtuel figur, der er sammen med andre virtuelle figurer. Du kan udgive dig for at være lige præcis den person du har lyst til at være. Og det åbner nye døre, både for den usikre 12 årige Emil, men også for den 30årige pædofile Morten. Du ved i bund og grund ikke hvem du leger med. Det gælder både online computerspil, men også sider som facebook og twitter. Jeg kan selvfølgelig godt se det sjove i visse computerspil, en leg er altid sjov - om den så foregår foran en lysende skærm eller i en baggård. Men jeg er også bekymret.

Jeg synes at man generelt, om udviklingen, de seneste årtier, kan sige at legen bliver mere og mere virkelig. Vi bliver rigere og rigere, tingene bliver bedre og bedre også computer spillet. Det udvikler sig hele tiden, hvis vi bare ser ti år tilbage og sammenligner teknologien dengang, med den teknologi vi har nu til dags, er der jo sket enorme forandringer. Hvor ville vi være om 10, 20 eller måske 30 år. Stopper det nogensinde, bliver computerspillet - eller et nyt og bedre medie, bedre end virkeligheden selv?
Og så er der selvfølgelig også den sundhed mæssige side af computerspillet, selvom det kan være lige så sjovt, som udendørs leg eller måske sjovere? Det er da ingen hemmelighed at frisk luft og motion er sundere end flere timer foran en skærm, med hænderne solidt plantet på musen.

Men hvad er det der er så fascinerende ved computerspillet? Er den virtuelle verden virkelig bedre end fri fantasi? Eller har vi ikke mere fantasi tilbage? Har den endeløse maneche af bøger, videoer og film taget fantasien fra os? Eller er computerspillet i virkeligheden et modspil til de mange år med fjersyn og bøger. En udvikling, hvor vi fik mindre og mindre indflydelse på historien og siden hen, illustrationen af den? Er computerspillet i virkeligheden et stille oprør, hvor vi gradvis selv kan bestemme handlingen igen?
.