Kor på Kochs

Kochs Skoles Kor står overfor en spændende opgave her i foråret. Vi skal deltage i ”Musikskoledage i Tivoli” som er en weekend i Tivoli i København hvor ca. 5000 musikskoleelever optræder på Tivolis mange scener. Vi har slået os sammen med mine børne – og ungdomskor fra Viborg Musikskole, samt et band fra Viborg Musikskole. Så vi bliver ca. 100 mennesker, der skal spille og synge en halv times tid lørdag d. 28. april kl. 15.00 på den store scene, der hedder ”Plænen”.

Børnene glæder sig meget og jeg ved fra sidste gang for tre år siden, hvor vi var af sted til samme arrangement at det er en stor oplevelse for børnene og den huskes længe efter.

Onsdagen før den store dag tager vi med bus til Viborg og øver alle sammen. Dette at stå og synge sammen, rigtig mange, er en helt speciel oplevelse. Man mærker det store fællesskab, man trækker vejret sammen og man er en vigtig brik i et en stor sammenhæng. Det giver et godt sus.

I denne sæson er Kochs Voksenkor udvidet til 10 undervisningsgange. Vi mødes mellem halv fem og fem, hvor der er kaffe/te på kanden og mulighed for at lande og hyggesnakke. Derefter synger vi halvanden time; eksempler på repertoire er Leonard Cohen, dansk 80’erpop, Joe Cocker etc.

Koret er for både ansatte og forældre på Kochs, men er også åbent for venner samt tidligere Kochsforældre.

Når vi nærmer os vårmarkedet lø. d. 12. maj kommer noget, som jeg holder meget af: samarbejdet mellem børne – ungdomskor og voksenkoret. Vi har en øvegang, hvor vi øver et fællesnummer til vårmarkedet. Dette at børnene ser 26 voksne, der seriøst er vilde med at synge i kor – og at de voksne mærker og suger til sig af børnenes umiddelbare syngeglæde …..  = livsglæde!

Sådan et aldersblandet kor har en helt særlig klang. De voksnes lidt mørkere, blødere klang blandet med de lyse, klare børnestemmer – det lyder bare godt! Jeg får sådan en god fornemmelse indeni, når jeg hører denne ”sound”.

Ellers har vi dette forår sunget for til en Kochssamling, som er det nystartede morgensangsprojekt på Kochs Skole (det foregår en gang om måneden), vi skal som bekendt optræde i Tivoli og til Vårmarked, vi skal synge for til juni måneds Kochssamling og sidst, men ikke mindst, skal vi som afslutning på skoleåret optræde med en sang til skoleafslutningen, hvor Lisbeth og jeg sammen finder et nummer, der passer godt ind i Lisbeths tale.

Der bliver nogle ændringer til næste skoleår. Kochs Kor 1 bliver åbnet op for 2. klasse, så man nu kan starte i kor allerede der; alderen i dette kor bliver så 2.-4. klasse. I ungdomskoret bliver der åbnet op for at man kan starte allerede i 7 klasse. Dvs.: Kochs Kor 2 bliver for 5.-6. klasse og ungdomskoret bliver for 7. – 10. klasse. Desuden holder ungdomskoret flyttedag: de synger nu tirsdag kl. 16.15 – 17. 15, men vil efter sommer synge torsdag kl. 15 – 16.

Det er dejligt at være en del af skolens sangmiljø og det giver mig meget mening at være medvirkende til at styrke sangglæden på Kochs Skole!

Rie Larsen, korleder og tidligere forælder gennem 17 år J

Med bestyrelsen på arbejdsdøgn

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, forældrerepræsentant i fællesbestyrelsen

Et almindeligt bestyrelsesmøde varer tre timer og består af brød, ost, kaffe, te og en dagsorden, der indeholder en række punkter omkring økonomi, beslutninger om byggeri, diskussioner om ventelister, tomme pladser i 10. klasserne og en hel masse andet. Nogle punkter klarer vi på få minutter, mens andre kræver længere diskussioner og en sjælden gang i mellem ender den endelige beslutning med at blive udsat til et senere møde.

Men én gang om året rykker bestyrelsen ud af de vante rammer og bytter dagsordenen ud med et eller flere temaer, som kræver at blive behandlet på en anden måde end det er muligt på det traditionelle møde. Bestyrelsen tager på arbejdsdøgn.

I år gik turen – lige som sidste år – til Niels Bugges Kro ved Viborg. Her havde vi afsat et døgn til at arbejde med, hvordan vi skaber en sammenhæng mellem de værdier N. Kochs Skole står for og den opfattelse som elever, lærere, forældre, kommende forældre osv. har af skolen.  Vi havde valgt at invitere en ekstern konsulent til at guide os igennem arbejdet. Det gav et spændende perspektiv på diskussionerne, at en person udefra stillede spørgsmålstegn ved mange af de ting, vi tager for givet omkring skolen.

At bruge en hel dag på et emne giver en masse nye perspektiver. Der er god tid til at diskutere – både under de programsatte punkter, men også under gåturene, kaffepauserne og middagen om aftenen inden alle går lidt for sent i seng og fortsætter de gode snakke over morgenkaffen inden turen går retur mod Aarhus.  

Som forældrerepræsentant i bestyrelsen er det altid en fornøjelse at opleve den store gejst og engagement fra både lærere og forældregruppe i bestyrelsen, og det er både berigende og inspirerende at bruge tid på at folde et emne ud på en måde, som der ikke er mulighed for på de traditionelle møder.

Årets diskussioner var mange og frugtbare, og det bliver spændende at følge, hvordan arbejdet folder sig ud i de kommende år sammen med den stribe af udviklingsprojekter, der allerede er i gang på skolen.

At flyve fra reden

Nu står vi her på kanten... 9. klasse, og venter en smule anspændt på ansøgningssvar og eksamensræs. Enden er ikke så langt væk, som den har været. Den virkelige verden venter, og vi er næsten klar til at flyve fra reden. Men af og til kan vingerne føles lidt tunge, for selv flyveklar fugle får  hjemve.

Reden, skolen har været vores andet hjem i snart 10 år, og når vi siger farvel, tager vi ikke kun afsked med Remabøger og forældede verdenskort, men en hel familie – 3 mødre, 2 fædre, 1 onkel, 1 bedstemor og hundredvis af fætre og kusiner og alt der imellem. Så det føles virkelig lidt ligesom at flytte hjemmefra; spændende men en smule vemodigt.

Vi har år efter år med beundring set 9.klasser gå ned af den røde løber, men nu hvor det er vores tur, er beundringen erstattet med tvivl. Er vi store nok? Er vi parate?

Nu hvor ansøgningerne til det videre liv er sendt afsted, fyldes skoledagene med frygtindgydende ord som ”uddannelsesparathedsvurdering”, ”udtræksfag” og ”naturfaglig pulje”  som virker uoverskuelige.

Selvom vi spredes for alle vinde, finder vi dog tryghed i at vi ikke er alene med disse tanker, at vi flyver i flok.

Vi tæller spændte dagene til vores lejertur til Paris, men vi ved, at når vi kommer tilbage begynder en helt anden nedtælling – nedtællingen til take-off, 3, 2,1 flyv!

- Nadia, Arendse & Lauge 9. klasse

Et brag af en fest!

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Man kan mærke det med det samme, når man træder ind ad døren på Rød etage. Der er noget særligt på færde og etagen syder af aktivitet, energi og ekstra højt humør. Børnene er nemlig både glade og forventningsfulde i gang med forberedelserne til en af de helt store aftener på skolen – den årlige skolefest. I de år jeg har haft børn på skolen, har netop skolefesten været en af de begivenheder, der bliver set særligt frem til. Skolefesten er ikke bare reduceret til en aften med fest - det er flere dage med fokus på pynt, mad, tøjvalg, tanker om hvem man skal danse med på diskoteket og meget mere.

I 3.b blev de i år enige om, at temaet for klassen, ud fra det overordnede emne ”mulitkultur”, skulle være USA. Derfor blev der tegnet, malet og diskuteret hvad der netop kendetegner USA, hvad der kunne indgå i pynten og ikke mindst den store USA buffet.

Det blev til et klasseværelse med store tegninger af tankvogne, skyskrabere, elguitarer og Frihedsgudinden, masser af crepepapir og andet pynt i blå, hvid og rød. Og så naturligvis et særligt VIP hjørne, som kun børnene havde adgang til med flotte guld VIP-adgangskort. Maden er ofte sekundær ved skolefesten, men i år var buffeten efter børnenes portioner at dømme særlig børnevenlig med hotwings, pandekager, coleslaw, spareribs, macaroni & cheese, Oreos, skumfiduser, brød af majsmel, deep pan pizza, kyllingenuggets og pom frittes.

Så snart maden er spist, skal festen for alvor i gang – det betyder rundtur til de mange boder, massive indtagelser af is, popcorn og sodavand, dans i Askesalen og meget mere. For de voksne kan man være heldig at der bliver tid til en snak i klassen, mens børnene underholder sig selv og hinanden. Som medlem af bestyrelsen havde jeg i år den fornøjelse at få en tjans i Pianobaren på Grøn etage. Det var en rigtig god mulighed for at komme lidt rundt og opleve stemningen blandt de store elever også. Selvom der var gang i den ved Pianobaren, var der ikke helt så hektisk som hos de yngre børn. En stor flok elever havde samlet sig ved et langbord og en forælder sad bag klaveret flankeret af to lærere der gav den fuld gas med en lang række sange. Det var en rigtig god oplevelse at se at også de større elever – og ikke mindst lærerene også nød festen.

Derfor – en stor tak til skolens personale og elever for endnu engang at stable et fantastisk arrangement på benene. Det er altid en fornøjelse at opleve den energi og det store engagement, som er med til at skabe nogle helt fantastiske rammer for vores børn.

MULTIKULTUR

Af  Mette Steen Andersen, lærer på rød etage.

”Everybody has something to give, everybody has something to show,”

hørte jeg et ugandisk børnekor synge på TV for et par dage siden.

Det er netop udgangspunktet for det tema, vi har valgt for årets skolefest. MULTIKULTUR

Vi har århundredlang tradition for monokultur i vores danske samfund rent nationalt. Heldigvis bliver der rykket voldsomt ved det i disse årtier og heldigvis findes der også masser af subkulturer, der udfordrer os på, hvad der er ”almindeligt” og ”normalt”.

Lad os lokke lidt mere af den mangfoldighed frem på vores skole, så vi ikke kun afspejler den verden, vi lever i, men viser, at forskellighed er en stor styrke, noget vi kan være stolte af og et godt udgangspunkt for tolerance og fællesskab.

Ind imellem sker det, at jeg mere eller mindre tilfældigt finder ud af, at et barn, jeg underviser, har nogle kompetencer, jeg slet ikke kendte til, men som ikke desto mindre er en stor del af barnets identitet.

Èt barn taler flydende tysk længe før sproget er sat på skoleskemaet, et andet kan forklare alt om, hvorfor og hvordan de holder ramadan i hendes familie, et tredje popper pludselig op med sin kunnen i parkour, et fjerde og et femte barn fortæller levende om en anderledes tilværelse i bedsteforældrenes Vestjylland eller Kurdistan.

Jeg har en fornemmelse af, at nogle børn går og putter med det, der er anderledes og helt særligt i deres liv, måske synes de endda, det er lidt flovt.

Jeg synes, det er dejligt, at vi er så sammensat en flok både blandt de voksne og børnene på skolen, det gør vores hverdag sjovere og forhåbentlig os alle sammen til mere rummelige mennesker.

Vi må øve os i at spørge ind til det, der gemmer sig bag den enkelte, og lære børnene, at det helt særlige, der er en del af deres liv, er noget, de skal være stolte af og fortælle os andre om, så vi kan bruge det i skolen og sammen skabe vores fælles og mangfoldige kultur på skolen.

Det kan vi forhåbentlig sætte lidt skub i med den kommende skolefest, hvor man bl.a. kan opleve danseoptræden og russisk kor i Askesalen.

MULTIKULTUR

er et begreb, der ikke så let lader sig definere, men lad os håbe, at vi får en festlig og farverig skolefest, der kan gøre os en lille smule klogere på det.

Mette Steen Andersen

Projekt kollegial omsorg, 2. halvleg

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder.

I løbet af december og januar har jeg sammen med afdelingslederne afholdt samtaler med samtlige teams på skolen.
Det er en rigtig god oplevelse for mig på den måde at få indblik i, hvad der sker i de forskellige samarbejdsrelationer på de forskellige afdelinger.
Jeg bliver imponeret over og taknemmelig for det engagement, jeg oplever fra alle sider.
I forbindelse med disse samtaler blev jeg af flere grunde overbevist om, hvor værdifuldt vores projekt kollegial omsorg er. Jeg fik mange tilkendegivelser fra medarbejderne om, at de synes, det er dejligt at være på en arbejdsplads, der prioriterer arbejdsmiljøet.
Desuden gik det i forbindelse med samtalerne op for mig, at projektet har haft den store sidegevinst, at det pædagogiske- og det ikke-pædagogiske personale er kommet tættere på hinanden og har fået større forståelse for hinandens arbejde. Dét, tror jeg, er meget værdifuldt for skolen som arbejdsplads.

Vi har i fællesskab besluttet, at vi i anden del af projekt kollegial omsorg skal sætte fokus på den konstruktive samtale. At kunne tale konstruktivt sammen er helt afgørende for et velfungerende samarbejde. Ofte bunder problemer i manglende kommunikation. Uanset om det handler om skuffede forventninger, oprigtige bekymringer eller åbenlys utilfredshed.
Vi tog fat på den konstruktive samtale, da alle medarbejdere i denne uge igen var sammen i omsorgsprojektet.

Gennem oplæg fra erhvervspsykolog Jan Thomsen og efterfølgende øvelser lærte vi dels nogle konkrete samtaleteknikker, men blev også opmærksomme på nogle vigtige aspekter ved enhver kommunikation; Fx at sandheden ikke er entydig. Vi er forskellige, unikke og med hver vores individuelle livsoptik. Anerkendelse og respekt for forskelligheder handler om, at vi møder hinandens forskelligheder med nysgerrighed, og husker at min sandhed er min, men at jeg kan ikke være sikker på at den gælder for andre.

Med det i baghovedet kan man tage fat på den konstruktive kommunikation, der er helt nødvendig i et forpligtende samarbejde, hvor vi bliver udfordret i dialogen, fordi vi har noget på spil – noget relationelt. Som man fx har i et teamsamarbejde.

Jeg fik tre hovedessenser med, som jeg synes er gode at huske på i forbindelse med kommunikation: Vær ærlig, vær åben og vær konkret.
Ærlighed starter med en personlig afklaring. Hvordan oplever jeg dette her. Hvad er essensen af mit budskab?
Åbenhed handler om viljen og modet til at sende budskabet ud i verden med omsorg for den anden. Omsorg både i valg af tid, sted og samtaleform.
Konkret kommunikation handler om at gøre budskabet så klart, håndgribeligt og handlingspræget som muligt, så modtageren får optimale muligheder for at forstå, forholde sig og for at handle.

Det vil jeg så gå ud og øve mig på til vi mødes igen i marts.

-/Lisbeth

Fra Peter og Johannes til World of Warcraft?

Af Freja Hvid Kirchert, 7. årgang i forbindelse med et emnearbejde om computerspil.

Det her er det perfekte gemmested, han finder mig aldrig. Peter kiggede sig omkring i baggården, men lige da han drejede hovedet stødte han ind i en skraldespand. Pludselig forvandlede skraldespanden sig til et kæmpe bjerg og tørrestativet til en enorm skov. Peter lukkede øjnene, han kunne fornemme den bitre lugt af skovløg, og hvis han anstrengte sig, kunne han høre bækkens stille rislen og fuglenes svage kvidren. Med et, hørte Peter en raslen i skovbunden, han snurrede lynhurtigt rundt, trak sit sværd og gjorde klar til kamp…
Året er 1963. Peter og hans ven Johannes leger krig, og hvis en tilfældig mand gik forbi ville han se to små drenge der kæmper mod hinanden, bevæbnet med en pind hver. Men for Peter og Jonas er de en del af et eventyr, lige indtil klokken bliver seks, for så skal Peter spise og den magiske cirkel bliver brudt. Et par år senere lærte Peter at læse, og han tilbragte flere timer inde på sit værelse hver eneste dag, opslugt af forfatterens magiske univers.

Isbjørnen der hviller sine tunge poter på den lille jordklode, der toner frem på skærmen. Nordisk films logo bliver der et par sekunder- og så starter filmen. Nu skal man ikke længere selv danne sine billeder, af det univers man får beskrevet. I stedet ruller de over skærmen, først i sort og hvid og siden hen i farver. Der er ikke meget der er overladt til fantasien. Men til gengæld bliver det mere virkeligt, det er ikke længere bare sider i en bog eller to drenge der leger med en pind. Det er rigtige mennesker og rigtige steder.

Men det stoppede ikke her, for 49 år siden opfandt den unge A.S. Douglas en virtuel 2D udgave af kryds og bolle, det skulle vise sig at blive starten til, et af vor tids største medier: computerspillet Der i bund og grund ikke er så forskellig fra legen i baggården, og dog, for det er ikke længere din nabo Johannes, du leger med. Men en brummende maskine og en lysende skærm.

Hvis du spørger mig er det et etisk problem, at du ikke længere er dig selv, du er en virtuel figur, der er sammen med andre virtuelle figurer. Du kan udgive dig for at være lige præcis den person du har lyst til at være. Og det åbner nye døre, både for den usikre 12 årige Emil, men også for den 30årige pædofile Morten. Du ved i bund og grund ikke hvem du leger med. Det gælder både online computerspil, men også sider som facebook og twitter. Jeg kan selvfølgelig godt se det sjove i visse computerspil, en leg er altid sjov - om den så foregår foran en lysende skærm eller i en baggård. Men jeg er også bekymret.

Jeg synes at man generelt, om udviklingen, de seneste årtier, kan sige at legen bliver mere og mere virkelig. Vi bliver rigere og rigere, tingene bliver bedre og bedre også computer spillet. Det udvikler sig hele tiden, hvis vi bare ser ti år tilbage og sammenligner teknologien dengang, med den teknologi vi har nu til dags, er der jo sket enorme forandringer. Hvor ville vi være om 10, 20 eller måske 30 år. Stopper det nogensinde, bliver computerspillet - eller et nyt og bedre medie, bedre end virkeligheden selv?
Og så er der selvfølgelig også den sundhed mæssige side af computerspillet, selvom det kan være lige så sjovt, som udendørs leg eller måske sjovere? Det er da ingen hemmelighed at frisk luft og motion er sundere end flere timer foran en skærm, med hænderne solidt plantet på musen.

Men hvad er det der er så fascinerende ved computerspillet? Er den virtuelle verden virkelig bedre end fri fantasi? Eller har vi ikke mere fantasi tilbage? Har den endeløse maneche af bøger, videoer og film taget fantasien fra os? Eller er computerspillet i virkeligheden et modspil til de mange år med fjersyn og bøger. En udvikling, hvor vi fik mindre og mindre indflydelse på historien og siden hen, illustrationen af den? Er computerspillet i virkeligheden et stille oprør, hvor vi gradvis selv kan bestemme handlingen igen?
.