fredag den 9. marts 2012

At flyve fra reden


Nu står vi her på kanten... 9. klasse, og venter en smule anspændt på ansøgningssvar og eksamensræs. Enden er ikke så langt væk, som den har været. Den virkelige verden venter, og vi er næsten klar til at flyve fra reden. Men af og til kan vingerne føles lidt tunge, for selv flyveklar fugle får  hjemve.

Reden, skolen har været vores andet hjem i snart 10 år, og når vi siger farvel, tager vi ikke kun afsked med Remabøger og forældede verdenskort, men en hel familie – 3 mødre, 2 fædre, 1 onkel, 1 bedstemor og hundredvis af fætre og kusiner og alt der imellem. Så det føles virkelig lidt ligesom at flytte hjemmefra; spændende men en smule vemodigt.

Vi har år efter år med beundring set 9.klasser gå ned af den røde løber, men nu hvor det er vores tur, er beundringen erstattet med tvivl. Er vi store nok? Er vi parate?

Nu hvor ansøgningerne til det videre liv er sendt afsted, fyldes skoledagene med frygtindgydende ord som ”uddannelsesparathedsvurdering”, ”udtræksfag” og ”naturfaglig pulje”  som virker uoverskuelige.

Selvom vi spredes for alle vinde, finder vi dog tryghed i at vi ikke er alene med disse tanker, at vi flyver i flok.

Vi tæller spændte dagene til vores lejertur til Paris, men vi ved, at når vi kommer tilbage begynder en helt anden nedtælling – nedtællingen til take-off, 3, 2,1 flyv!

- Nadia, Arendse & Lauge 9. klasse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar