onsdag den 20. juni 2012

Indtryk fra Island


Af Lars Stubkjær Barslev, lærer.

Island – navnet leder jo ikke ligefrem tankerne hen på varme! Men dette land, der ligger på grænsen mellem det tempererede og det polare byder på uforglemmelige oplevelser af naturens grundlæggende elementer og stærke kontraster:

Både tusind år gammel isørken og evigt strømmende jord-varme, både frisk havluft og stikkende svovlgas, solens brændende lys langt ud på aftenen, både kogende vandsøjler og iskold smeltevand – og (vil nogen sige) både rastløse mænd og tålmodige kvinder.

I  Kr. Himmelfartsferien var skolens personale på Island, hvor vi havde en fantastisk rejseoplevelse i dejligt fællesskab med hinanden.

At lande med flyveren på Island er måske det tætteste man kommer på den oplevelse det ville være at lande på månen. (NASAs astronauter har brugt det som træningsområde af samme grund.) Her, i landets sydvestlige hjørne, er der udstrakte lavamarker, der ligger ganske som vulkanudbrud efterlod dem for millioner af år siden; brunlige klumper af størknet, hårdt lava gennemhullet af bittesmå gaslommer, der har givet stenene en struktur som en badesvamp. Stilstand?...kun på overfladen – neden under rumler jordens allerstærkeste kræfter.   

Her er ingen muld – men her er mos, mos, krat og mere mos. Et grågrønt lag af vækst, der breder sig i trodsighed ovenpå den kun tilsyneladende golde undergrund. ”Hvis du farer vild i en skov på Island…så rejs dig op!”, siger man. Grantræerne hist og her er bare importvare. Og midt i al denne  ufremkommelige geologi ligger en asfalteret vej (og dem er der 13000 km af!), som vi kører på, mod hovedstaden Reykjavik (der gerne udtales med et rullende ”R”)
Vi bøjer nakken tilbage og ser toppen af glas-skyskraberne mod den klare, blå himmel alt imens vi fylder lungerne med atlanterhavsluft…og en snert af dieselolie; ”Pas på de store 4-hjuls trækkere i Reykjavik! – de bruger ikke blinklyset…kig dig godt for inden du skridter over gaden.” Vores islandske kollega AnnaSigga giver ikke blot gode råd – hun giver også den såkaldte ”opgangstid” nogle kærlige ord i nakken, mens hun viser rundt i et smukt gammelt kvarter med farverige træhuse, der nu ligger fastklemt bag facader af glas og beton. Stærke kvinder har taget kampen op mod fallerede finansmænd, for at bevare disse åndehuller i byen.
Under Island murrer et flere tusind grader varmt og flydende smelteuhyre af bjergarter. Og alt imens vi kører i bus, rider på stovte islandske heste og sejler på hvalsafari…så glider vi langsomt på plader af ild! Den nordamerikanske hhv. eurasiske kontinentalplade strækker og trækker denne ø fra hinanden, så der dannes en geologisk kløft tværs gennem havet og landet fra sydvest til nordøst. Med jævne mellemrum viser uhyret sin styrke og kaster ildtunger og gasskyer kilometer op i luften og ud i den ganske verden. Når vi har blodrøde solnedgange i Danmark er det fordi de kæmper mod ildmonstre på Island.

Kampen med naturen ligger dybt i den islandske folkesjæl – og de har ikke kun lært at leve med, men også at udnytte den varmblodige undergrund: Vi sænker kroppen ned i geotermisk opvarmede spabade i én af Reykjaviks 14 svømmehaller og som det varme vand i alle byens huse lader vi tankerne flyde…hen på skoledagen der venter lige om hjørnet…jo,jo! Vi møder børnene mandag morgen, lidt matte, men med islands varme i kroppen og et smil til hinanden.

onsdag den 23. maj 2012

Idrætsdag i bøgeskoven


Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder.


Når man står på Ferdinandsplads i Risskov en majdag kl. 9.30 og ser 550 børn og voksne myldre til fra alle sider, mens diverse udstyr læsses ud af den blå Kochs-bil, kan det umiddelbart se lidt uoverskueligt ud.
Men konceptet er kendt.
Børnene har fået deres pointkort og øvet deres kampråb. De finder frem til deres grupper og de voksne spreder sig på pladsen, mærker baner af og gør klar til at modtage holdene.

Så snart trompetfanfaren har lydt, begynder rundturen til de mange poster. Pladsen bliver fyldt med børn der trækker tove, hopper i sække, kaster med gummistøvler, kører mooncarræs, spiller kurvebold og kub og en hel masse andre aktiviteter.
Børnene færdes hjemmevant og har helt styr på konceptet. De mest entusiastiske hold når næsten hele vejen rundt.
De små fra 0. klasse følges med en lærer. Så er de klar til at tage turen alene næste år, og blot hilse på deres lærer, når de kommer forbi den post, han eller hun passer.
Efter et par intense timer blæses løbet af.
Mens frokosten indtages regner lærerne point sammen.
Der ventes med spænding på hvilken klasse der vinder; for der er indbyrdes kampe og revancher på spil.
I år kunne vi sige tillykke til 0.B, 5.B, 6. og 8.


Derefter går alle trætte og glade tilbage til skolen efter endnu en dejlig idrætsdag, der naturligvis er ekstra skøn, når det som i år er lunt og solrigt.
Endnu en traditionsrig dag som børn og voksne elsker.

På vej derfra siger et par 9. klasses piger vemodigt til mig: Det er altså hårdt i den her tid. Der er så meget, vi gør for sidste gang!












mandag den 14. maj 2012

Opskift på succes

Af Johanne Sønderlund Birn, mor til Asta og Sofie i 3.b
Man tager lige dele musikalske børn og engagerede forældre. Det blander man med en entusiastisk lærerstab og halvdårligt vejr og vupti har man atter engang et helt fantastisk vårmarked.
I lørdags var N. Kochs skole endnu engang forvandlet til en markedsplads, hvor glade børn og halvvåde forældre trodsede regnen og brugte en dag i musikken og gadehandlernes tegn. I Askesalen gav et tætpakket program mulighed for at høre, hvad børn og voksne har brugt de seneste måneder i øvelokalet på. Her var trompeter, strøm til guitaren, store smil, små dansetrin og ikke mindst stor glæde ved at vise mor og far – og ikke mindst vennerne - hvad man kan, når man spiller sammen.
Musikscenen havde dog hård konkurrence fra de mange andre muligheder, der traditionen tro også er en del af vårmarkedet. En kreativ 8. årgang havde sørget for massageboder, beauty salon, Zumba undervisning, dartbod, loppemarked og meget, meget mere. Selvfølgelig var der også mulighed for at spise sig en solid mavepine til i tonsvis af kager, pandekager, smoothies, vafler, sandwich, fiskefrikadeller, chili con carne og en masse andre lækkerier.

Auktion blev det også til og her var blandt andet en brugt men køreklar Toyota på højkant – og manglede man et kørekort til bilen, var det bare at byde på det også. Brugt legetøj, rulleskøjter og bøger byttede ejermand. Og trængte bilen til en bilvask kunne det naturligvis også klares.
Godt at der er afsat fem timer til alle disse fantastiske fornøjelser – det er ikke et øjeblik for meget, hvis man skal nå det hele.
Tak til de optrædende og ikke mindst 8. årgang for endnu en dejlig dag og et imponerede set up med musik, gode oplevelser og glade børn i centrum.  

søndag den 29. april 2012

Små og store venner


Af Mette Steen Andersen, klasselærer 4.b.
 
Noget af det første, børnene spørger om, når de starter i 4. klasse på Rød Etage, er :
”Hvornår skal vi have vores små venner?”

”En lille ven” er et barn, der lige er startet i børnehaveklassen.
Alle nye små får tilknyttet en personlig ven i 4. klasse, en tradition, som også findes på Gul Etage, men her er det 3. klasse, der er de store venner.
Det er en helt særlig og næsten lidt højtidelig stund den dag, man får tildelt sin nye ven og forlader klassen tit med den stores arm beskyttende om den lilles skulder.
De store venner får til opgave at vise de små rundt ude og inde på skolen, lære dem nogle gode lege og i øvrigt holde lidt øje med, om de har det godt.
Gennem skoleåret arrangeres ind imellem timer eller dage, hvor de gode venner har fælles oplevelser på skolen eller tager på tur sammen.

Kulminationen kommer, når der er overnatning på skolen for de to klasser.
Forventningerne er store hos begge parter. Der planlægges lege, købes ind, bestilles livretter og kage hos forældrerådene, og ikke mindst vælges og lånes der oplæsningsbøger, der skal bruges som godnathistorie på selve aftenen.
0.B og 4.B har netop haft deres fælles overnatning, som også er den første træning for de små i at tage med skolen på lejr.

De store har fundet på gode fælleslege, der kan leges parvis stor/lille. Der spises aftensmad og hjælpes med at rede sovepladser i fællesrummet for de små.
Vi ser helt nye sider af de børn, vi ellers kender så godt. Alle gør sig umage, både dem er storebror eller -søster i forvejen, og dem der ikke er vant til rollen.
”Han siger jeg skal børste hans tænder, skal jeg det,” lyder det fra én med optimisme i stemmen.
Med et ”Ja, gør du bare det,” bliver der gået til den med tandbørsten i den lilles mund, inden den store ven sætter sig hos den lille og læser sin omhyggeligt udvalgte godnathistorie.
Somme tider har aftenens godnatoplevelse været at komme op på Blå Etage i nattøj for at stå på et bord foran det runde vindue i aftenskumringen og kigge ud på det overvældende panorama med Johanneskirken og hele midtbyen under sig.

Når man har ansvaret for en lille ven, er det pludselig ikke vigtigt at stå først i køen til kage eller aftensmad. Man bliver god til at stoppe soveposen ned i det hylster, der altid er alt for lille, og nogle gange kan man helt glemme egen spirende hjemvé i sin iver for at sørge for, at den lille føler sig godt tilpas.
Nogle af disse venskaber varer længe, måske hele skoleforløbet, andre varer kortere tid og dyrkes kun, når det er arrangeret.
Fælles for alle de små er oplevelse af tryghed og én at se op til.
For alle de store  - fornemmelsen af at have en vigtig opgave som rollemodel og oplevelsen af at have ansvar for én, der er mindre.
Der kommer altid gode oplevelser ud af at blande børnene på tværs af alder.
Sådan en aften er der en helt særlig stemning.
Vi voksne er næsten overflødige, og det er jo det bedste, der kan ske.

søndag den 22. april 2012

Koldt vand i bruseren

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn
Medlem af Fællesbestyrelsen og mor til Asta og Sofie i 3.b



Koldt vand i to af bruserne i omklædningsrummet. Det var hvad mine børn kunne komme i tanke, at de ikke kunne lide ved Kochs skole, da vi en dag talte om gode og dårlige ting ved at gå i skole. Efter lidt betænkningstid kunne Asta også nævne, at hun synes, det er træls at sidde lige ved siden af en skraldespand – men som hun sagde, det er ikke noget stort problem, for jeg kan jo bare flytte den.
Hvis det er de værste ting ens børn, kan finde på at sige om deres skole, kan man som forældre vist godt være tilfreds. Det er fantastisk at sende børn i skole, der glæder sig til at komme af sted hver eneste dag.
Når de skal nævne gode ting, flyder det straks langt lettere. Her nævner de gode lærere, der er gode til at lære børnene ting, mange gode venner og en god legeplads. Når man kommer på skolen er det også det indtryk, man får. Børn i godt humør, der er glade for deres skole, deres lærere og deres kammerater. Som forælder bliver man også glad, når man oplever den opmærksomhed, der er børnene imellem. Står et barn og græder, kommer der straks andre børn hen, for at høre, hvad der er galt. Det er med til at skabe et godt og trygt miljø.
En indsats for at sikre dette, er initiativet ”EPA – Engle på arbejde”. Englene er en gruppe elever, der er blevet undervist i håndtering af mindre konflikter hvordan man er en god lytter, hvordan man aflæser ansigtsudtryk og som med deres gule kasketter er synlige i skolegården. Men de hjælper også med at finde en leg til det barn, der går rundt alene, de sætter lege i gang, hjælper med at lave fair fodboldhold og meget mere.
Altså endnu et eksempel på, at N. Kochs skole prioriterer et trygt og godt skolemiljø – og dermed endnu engang viser, at de mener det seriøst, når de siger, at de vil være verdens bedste skole for børn.

søndag den 1. april 2012

Man skal brænde for at kunne tænde


Af Lisbeth Qvortrup
Skoleleder





Der er mange forskellige bud på, hvad der har betydning for, om børn lærer.
Lavere klassekoefficient, flere undervisningstimer, nye lærebøger, integration af IT, godt socialt miljø, gode fysiske rammer… 
Og det har helt sikkert alt sammen en betydning. Men én ting, er alle forskere enige om, er afgørende vigtigt for indlæring: Engagerede lærere der vil noget med børnene og som brænder for at være lærere.

Det behøver vi ikke spørge forskerne om. De fleste af os har selv oplevet det, og ellers har vi alle sammen hørt nogle markante personer fortælle om, hvordan en enkelt glødende engageret lærer har betydet enormt meget for deres liv.

Skolen kan ikke skabe engagerede lærere. Men vi kan inspirere, skabe rammerne for- og støtte op om lærernes engagement.

Det gør vi bla. ved, at vi hvert år afsætter et stort beløb til kurser og udvikling, således at vi kan give ressourcer til lærere, der har lyst til at sætte noget nyt i gang eller har lyst til at lære noget nyt.

Der har netop været ansøgningsfrist og jeg bliver så glad, når jeg ser stakken af ansøgninger til udviklingspuljen og kurser og endnu en gang må konstatere, at ansøgningerne langt overstiger vores afsatte midler, selvom puljen er stor.

Det er udtryk for, at vi har lærere, der vil udvikling. Lærere der brænder for at være lærere og vil være endnu bedre til det.

Der er i år blevet bevilget timer og penge til bla. dansk på mellemtrinnet, klasseledelse, AKT (Adfærd, Kontakt og Trivsel), ”dansk som andetsprog”, fælles inspirationskursus til for alle idrætslærere, lederuddannelse, morgensamling, fokus på etageprofilen, udvikling af grøn-blå-etage. (Hvordan skaber vi et godt sted at være for børn og voksne i en teenagekultur?), IT i matematikundervisningen, motorik, udvikling af elevrådsarbejdet, samfundsfag og historie på grøn-blå, udvikling af danskundervisningen i 10. klasse….

Desuden overvejer vi, hvordan vi kan finde midler til at implementere nogle af de projekter, der er igangsat via udviklingspuljen de seneste år, og som vi gerne vil fortsætte, fordi vi har fundet ud af, at de  skaber en bedre skole. Det drejer sig. fx om udeskole på 6.-7. årgang samt STAR, - et kollegialt samarbejde, hvor lærerne på tværs af afdelingerne sparrer omkring deres pædagogiske praksis.


Da vi sidste år spurgte lærerne, hvad der gjorde N. Kochs Skole til en god arbejdsplads, blev muligheden for kursus og udvikling nævnt som en meget vigtig faktor.
Det må siges at være win-win, da engagerede lærere, der ønsker at lære og udvikle, er afgørende for, at vi er en god skole for børnene. 
Man skal brænde for at kunne tænde!

søndag den 25. marts 2012

Kor på Kochs



Kochs Skoles Kor står overfor en spændende opgave her i foråret. Vi skal deltage i ”Musikskoledage i Tivoli” som er en weekend i Tivoli i København hvor ca. 5000 musikskoleelever optræder på Tivolis mange scener. Vi har slået os sammen med mine børne – og ungdomskor fra Viborg Musikskole, samt et band fra Viborg Musikskole. Så vi bliver ca. 100 mennesker, der skal spille og synge en halv times tid lørdag d. 28. april kl. 15.00 på den store scene, der hedder ”Plænen”.
Børnene glæder sig meget og jeg ved fra sidste gang for tre år siden, hvor vi var af sted til samme arrangement at det er en stor oplevelse for børnene og den huskes længe efter.
Onsdagen før den store dag tager vi med bus til Viborg og øver alle sammen. Dette at stå og synge sammen, rigtig mange, er en helt speciel oplevelse. Man mærker det store fællesskab, man trækker vejret sammen og man er en vigtig brik i et en stor sammenhæng. Det giver et godt sus.

I denne sæson er Kochs Voksenkor udvidet til 10 undervisningsgange. Vi mødes mellem halv fem og fem, hvor der er kaffe/te på kanden og mulighed for at lande og hyggesnakke. Derefter synger vi halvanden time; eksempler på repertoire er Leonard Cohen, dansk 80’erpop, Joe Cocker etc.
Koret er for både ansatte og forældre på Kochs, men er også åbent for venner samt tidligere Kochsforældre.

Når vi nærmer os vårmarkedet lø. d. 12. maj kommer noget, som jeg holder meget af: samarbejdet mellem børne – ungdomskor og voksenkoret. Vi har en øvegang, hvor vi øver et fællesnummer til vårmarkedet. Dette at børnene ser 26 voksne, der seriøst er vilde med at synge i kor – og at de voksne mærker og suger til sig af børnenes umiddelbare syngeglæde …..  = livsglæde!
Sådan et aldersblandet kor har en helt særlig klang. De voksnes lidt mørkere, blødere klang blandet med de lyse, klare børnestemmer – det lyder bare godt! Jeg får sådan en god fornemmelse indeni, når jeg hører denne ”sound”.

Ellers har vi dette forår sunget for til en Kochssamling, som er det nystartede morgensangsprojekt på Kochs Skole (det foregår en gang om måneden), vi skal som bekendt optræde i Tivoli og til Vårmarked, vi skal synge for til juni måneds Kochssamling og sidst, men ikke mindst, skal vi som afslutning på skoleåret optræde med en sang til skoleafslutningen, hvor Lisbeth og jeg sammen finder et nummer, der passer godt ind i Lisbeths tale.

Der bliver nogle ændringer til næste skoleår. Kochs Kor 1 bliver åbnet op for 2. klasse, så man nu kan starte i kor allerede der; alderen i dette kor bliver så 2.-4. klasse. I ungdomskoret bliver der åbnet op for at man kan starte allerede i 7 klasse. Dvs.: Kochs Kor 2 bliver for 5.-6. klasse og ungdomskoret bliver for 7. – 10. klasse. Desuden holder ungdomskoret flyttedag: de synger nu tirsdag kl. 16.15 – 17. 15, men vil efter sommer synge torsdag kl. 15 – 16.

Det er dejligt at være en del af skolens sangmiljø og det giver mig meget mening at være medvirkende til at styrke sangglæden på Kochs Skole!

Rie Larsen, korleder og tidligere forælder gennem 17 år J