Af Johanne Sønderlund Birn, mor til Asta og Sofie i 3.b
Man tager lige dele musikalske børn og engagerede forældre. Det blander man med en entusiastisk lærerstab og halvdårligt vejr og vupti har man atter engang et helt fantastisk vårmarked.
I lørdags var N. Kochs skole endnu engang forvandlet til en markedsplads, hvor glade børn og halvvåde forældre trodsede regnen og brugte en dag i musikken og gadehandlernes tegn. I Askesalen gav et tætpakket program mulighed for at høre, hvad børn og voksne har brugt de seneste måneder i øvelokalet på. Her var trompeter, strøm til guitaren, store smil, små dansetrin og ikke mindst stor glæde ved at vise mor og far – og ikke mindst vennerne - hvad man kan, når man spiller sammen.
Musikscenen havde dog hård konkurrence fra de mange andre muligheder, der traditionen tro også er en del af vårmarkedet. En kreativ 8. årgang havde sørget for massageboder, beauty salon, Zumba undervisning, dartbod, loppemarked og meget, meget mere. Selvfølgelig var der også mulighed for at spise sig en solid mavepine til i tonsvis af kager, pandekager, smoothies, vafler, sandwich, fiskefrikadeller, chili con carne og en masse andre lækkerier.
Auktion blev det også til og her var blandt andet en brugt men køreklar Toyota på højkant – og manglede man et kørekort til bilen, var det bare at byde på det også. Brugt legetøj, rulleskøjter og bøger byttede ejermand. Og trængte bilen til en bilvask kunne det naturligvis også klares.
Auktion blev det også til og her var blandt andet en brugt men køreklar Toyota på højkant – og manglede man et kørekort til bilen, var det bare at byde på det også. Brugt legetøj, rulleskøjter og bøger byttede ejermand. Og trængte bilen til en bilvask kunne det naturligvis også klares.
Godt at der er afsat fem timer til alle disse fantastiske fornøjelser – det er ikke et øjeblik for meget, hvis man skal nå det hele.
Tak til de optrædende og ikke mindst 8. årgang for endnu en dejlig dag og et imponerede set up med musik, gode oplevelser og glade børn i centrum.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar