søndag den 18. november 2012

Musik med mening


Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, medlem af Fællesbestyrelsen


Klaver, guitar, sang, mikrofoner, trommer, forventningsfulde børn og stolte forældre var der masser af til den årlige musikskolekoncert på Train i dag. Det er fuldstændig fantastisk at opleve energien og glæden, når børnene får mulighed for at optræde med det, de har øvet sig på rigtig længe.

Og så på en rigtig scene med rigtigt scenelys og et helt rigtigt og levende publikum, der leverer masser af klap og hujen på de helt rigtige steder.

Den slags oplevelser er med til at gøre Kochs Skole til netop Kochs Skole. En stærk musikskole med en masse gode tilbud, der gør noget ud af at vise, hvad børnene har lært. Musikskolen er vigtig – lige som vårmarked, skolefest, lejrskole og alt det andet der til sammen skaber en god skole for vores børn.

Som Lisbeth tidligere har skrevet på bloggen, og som Palle også fremlagde i sin økonomioversigt på årsmødet, er tilskuddet til de frie skoler faldet i de seneste år. Det betyder, at vi ikke har de samme penge at lave skole for, som vi havde tidligere.

Skolepengene er ekstraordinært blevet hævet, men det er desværre ikke helt nok. Derfor har vi i bestyrelsen brugt rigtig meget tid på at diskutere, hvordan vi kan få økonomien til at hænge sammen med det skoletilbud, som vi gerne vil skabe for børnene. Vi har hele tiden været fast besluttet på, at besparelserne ikke måtte ramme det pædagogiske tilbud. Det skulle altså være besparelser, som ikke kommer til at berøre børnenes hverdag.

Derfor har vi også diskuteret, hvad det er for aktiviteter, der er med til at definere Kochs Skole og som vi meget nødig vil have i spil, når der skal findes besparelser.

Derfor bliver man også så glad, når man på Train oplever værdien af musikskolen og i hvor høj grad netop den er med til at definere N. Kochs Skole.


Tak for en rigtig dejlig dag.

tirsdag den 6. november 2012

"De Frie Grundskoler - en del af den danske grundskole"

Lisbeth Qvortrup
Skoleforeningerne for de Frie Grundskoler (–dét der i daglig tale hedder privatskoler) er gået sammen i kampen mod –nej IKKE mod folkeskolen, tværtimod i kampen mod den misforståelse, at frie grundskoler og folkeskoler er konkurrenter, der modarbejder hinanden.

Under mottoet ”De frie grundskoler - en del af den danske grundskole” forsøger skoleforeningerne at fortælle, at vi er en vigtig brik i den danske grundskole.

Sådan har det fungeret godt i mange år. Danmark har haft en god og velfungerende folkeskole og som supplement til den, har vi haft en fri grundskole, hvor de forældre, der har ønsket, at deres børn skulle gå på en skole med et særligt værdigrundlag, havde mulighed for at vælge det.
De skulle blot betale noget for dette frie valg.

I de seneste år er der desværre blevet stillet spørgsmål ved dette. Der er blevet skabt et billede af de frie skoler som nogle, der koster samfundet mange penge, som har særligt favorable vilkår, som ikke tager del i dét ansvar, det er, at være grundskole i Danmark, og som derfor udkonkurrerer folkeskolen, der står tilbage med al besværet.

Alle disse påstande kan tilbagevises, hvilket Danmarks Privatskoleforening har gjort i pjecen ”Fordomme og Fakta”. Pjecen kan findes på www.Privatskoleforeningen.dk.

Men opfattelsen er desværre blevet meget udbredt i de seneste år, måske i takt med den økonomiske krise. Men krisen rammer os alle, og det dummeste, vi kan gøre, er at bekæmpe hinanden. Vi skal i stedet stå sammen og i fællesskab kæmpe for at genfinde respekten for grundskolen. Både folkeskolen og den frie grundskole.

Så længe der holdes liv i påstanden om, at de frie skoler er en trussel mod folkeskolen og ikke et supplement forstærkes problemet.

Politikerne beskærer i tilskuddet i forbindelse med finansloven, for ”nu skal de frie skoler endelig ikke have det for godt”. Dette resulterer i, at skolerne er nødt til at hæve skolepengene, hvilket kan få den konsekvens, at ikke alle har råd. Dette har netop været ét af kritikpunkterne mod de frie skoler.

Når der går rygter om, at privatskoler har særligt favorable vilkår i forhold til ”den forarmede folkeskole”, vælger forældre privatskoler som et fravalg af folkeskolen og ikke som et tilvalg af et særligt værdigrundlag, hvilket ellers er hele grundtanken, og dét som det danske skolesystem har fungeret så godt med i så mange år.

Når politikere næsten ikke tør sige højt, at de har valgt en fri skole til deres barn, er de med til at anerkende præmisserne om, at valget af en fri skole er et valg, der skader folkeskolen.

Det er skidt for privatskolerne, at de skydes dette i skoene, men det er så sandelig også skidt for folkeskolen, der kommer til at fremstå som noget, man kun er en del af, hvis man er tvunget til det, frem for dét den for langt hovedparten er: En god skole med engagerede lærere og en masse god undervisning.

Derfor hilser jeg kampagnen fra skoleforeningerne velkommen.
Jeg håber mange vil støtte op om kampagnen. -Alle os der holder af den danske grundskole. Både folkeskolen og den frie grundskole.

Kampagnen består dels af tre landsdækkende annoncer i de store dagblade 7., 9. og 13. november.
Men I kan også selv være aktive via Facebooksiden www.facebook.com/defriegrundskoler. Eller søg på De Frie Grundskoler på Facebook.

onsdag den 17. oktober 2012

Årsmøde 2012

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, medlem af Fællesbestyrelsen
 
Børn der arbejder med landmåling i matematik, laver sparegrise af papmache, sidder stille i hesteskoen og læser, laver koncentreret gruppearbejde, leger med små venner og en hel masse andet. Det er hverdagen på N. Kochs Skole. En hverdag som Lisbeth gennem en billedkavalkade om livet på skolen gav os alle et indblik i, da der blev afholdt årsmøde i sidste uge.

 
I bestyrelsen er vi med til at sikre, at rammerne for en hverdag med børnene i fokus. En del af de emner, vi beskæftiger os med i bestyrelsen er givet på forhånd, fx elevtal i 10. klasse, planlægning af årsmøde osv. Derudover er der mulighed for at arbejde med aktuelle problemstillinger eller andre emner, som vi finder relevante.

 
På årsmødet fik de fremmødte forældre mulighed for at supplere og uddybe listen over emner, som vi i bestyrelsen har udarbejdet med bud på, hvad vi godt kunne tænke os at arbejde med i det kommende bestyrelsessår.

Listen vi har lavet i bestyrelsen ser sådan ud:


·         Inklusion (definition, rummelighed, samfundsansvar, økonomi, barnets tarv, image)


·         Fritidsordning (aktiviteter, åbningstid, pris, pædagogik, tilbud grøn, image)


·         Medie og skærmpolitik (pædagogik i undervisningen og i fritiden, lærernes adgang til it) 


·         Ændrede optagelsesprocedurer (lodtrækning, samtale)


·         Værdigrundlag (formulering)


·         Profilanalyse - hvad skal vi bruge den til?


·         Visionen for skolen (hvad er verdens bedste skole, hvad gør man andre steder og hvad kan vi så lære af dem?)


·         Inddragelse af forældrene (hvordan får vi den bedste kommunikation?)


·         Madordning/ kantine


·         Servicetjek (opfylder vi de grundlæggende behov og ønsker forældrene har til skolen mhp. på ALT - altså parkering, mødetider, mad, osv.)


Mener du, at der mangler noget på listen eller har du bemærkninger til de foreslåede emner, så send os endelig dit bidrag. Enten med en kommentar her på blokken eller på en mail til kontoret. Vi kan ikke garantere, at vi når at behandle alle emner, men vi kan garantere, at vi tager alle emner med i vores overvejelser, når vi planlægger det kommende års bestyrelsesarbejde.

  

onsdag den 3. oktober 2012

Engle På Arbejde

Af Lone Sander, forældre i 4.A

”Vil du høre om, hvordan en mor deler en appelsin mellem to børn?” spørger min datter efter 1. kursusdag som EPA – Engle På Arbejde.  Konfliktmæglere og adfærdsmodeller for mindre skole- kammerater.
Med positiv attitude fremstiller hun et forløb mellem to individer der begge attrår en appelsin, men nu er der jo to børn og kun en frugt. Jeg tænker allerede på en hurtig løsning og mens jeg i tankerne er ved at skære appelsinen over i to LIGE store dele, har beretningen allerede taget en retning der i al sin klarhed viser vejen ud af den let antændelige konflikt:  ” Ved du hvad der sker? moren spørger simpelthen  om, hvad der skal til, for at de begge kan blive glade”  Og da den ene vil have saften og den anden skallen, er det jo supernemt at komme rundt om den kant.
At tale med et barn om, hvilken forskel nysgerrighed gør for en sags udvikling, er en virkningsfuld hændelse. Og da livet er en oplagt plads for udvikling af bevidsthed og forståelse for adfærd, rummer hver dag masser af scener der, som den nævnte, tænder vores interesse for andres behov og  ønsker .
Med øvelser og fortællinger om konflikter og deres løsning gennem empati og samtale ”uddannes” Engle På Arbejde i skolens  4. klasser.  Børnene har søgt om at være med og motiveret deres ansøgninger – som til et job der har værd .
Den helt umiddelbare motivation for at deltage ” er at hjælpe andre børn der kan være trængte i et frikvarter, få øje på deres følelser, men også vigtigt at være en hjælp i mit eget liv, så jeg kan tackle, når en anden er ked af det”. Og nu føle sig meget heldig over at lære et kommunikerende sprog der afvikler konflikt ,  varmer  hjerter og glæde sig inderligt til at få en gul kasket der markerer overgangen fra EPA-uddannelsen til professionel ENGEL. 
Jeg oplever stolthed over, at vores skole tilbyder ungerne at blive indsigtsfulde og hjælpsomme, men også stor glæde ved at vide, at adfærden bliver en del af fællesskabet.
Lone Sander (Nina 4.a)

søndag den 16. september 2012

Madfest på N. Kochs Skole


Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder.

At vi på N. Kochs Skole ikke har hjemkundskab betyder ikke, at mad ikke spiller en rolle på skolen.
Vi inddrager mad i undervisningen hver gang, der byder sig en lejlighed, som regel i forbindelse med emneuger, og vi laver ofte mad sammen med børnene i fritidsordningen.
Vi elsker mad og synes det er vigtigt at beskæftige sig med i skolen. Vi vil gerne lave mad, spise mad, tale om mad og forholde os til mad og sundhed.

Fredag d. 21. september sætter vi fokus på mad på hele skolen.
Vi har været så heldige at få Frugtformidlingen (http://www.frugtformidlingen.dk/) og madkulturen (http://madkulturen.dk/) til at rykke ind på skolen med en masse gode folk og sammen med børn og lærere sætte fokus på mad og måltidet.

Nogle besøgte måske foodfestivalen på Tangkrogen i sidste weekend.
Hvis man ikke allerede havde lyst til at arbejde med mad, fik man det i hvert fald efter et besøg der. Noget af dette flytter vi ind på skolen fredag d. 21. september.

0.-4. klasse skal sammen med madkulturen arbejde med temaet ”Bedre Madder”
Formålet er at skabe nogle gode madoplevelser og gøre børnene nysgerrige og bevidste om, hvor maden kommer fra og hvilke muligheder, råvarerne indeholder.

5.-9. klasse skal sammen med frugtformidlingen lave wokmad i Danish Crowns store køkken, der stilles op i Askesalen. Desuden skal de besøge forskellige workshops, der sætter fokus på råvarer og det gode måltid.

En enkelt dags fokus på mad skaber ikke kokke eller gourmeter, men målet er, at alle i løbet af den dag, har fået et lille indblik i forskellige sider af mad: Råvarer, grundsmage, tilberedning, tilsmagning, hygiejne, måltidsoplevelser, madtraditioner og forskellige madkulturer; og forhåbentlig tager de noget af det med hjem.
Vi håber på, at dagen giver både madoplevelser og madmod.

Vi glæder os rigtig meget en stor MADFEST.


søndag den 2. september 2012

Arbejdsområder i bestyrelsen

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, medlem af Fællesbestyrelsen

Sommerferien er forbi. De lange dage med leg, læsning, badning – i hav eller vandpytter – sløve morgener og lyse nætter er erstattet med madpakker, forældreintra, kalenderlogistik, fritidsaktiviteter, legeaftaler osv.

I bestyrelsen er vi også trukket i arbejdstøjet og skal blandt andet i gang med at definere arbejdsområderne for det kommende skoleår.  

Det er nu, vi skal beslutte os for, hvad det er for emner, vi ønsker at arbejde med ud over de emner, der altid ligger fast. Faste emner er for eksempel planlægning af årsmødet – hvad skal der ske på dagen, hvem gør hvad, og skal vi gøre noget anderledes end de foregående år? Der er elevoptaget til 10. klasse. Hvordan ser det ud med tilmeldinger til de forskellige linjer – er der linjer, hvor vi skal gøre en ekstra indsats for at fylde klasser op? Og senere på året skal vi evaluere og tage stilling til, hvad det er for linjer, der skal udbydes året efter. Her skal vi forholde os til, hvad det er for interesser de unge har, hvad de andre skoler udbyder osv. Der er også elevoptaget til kommende 0. klasse – og lodtrækning for dem, på ventelisten. For første gang i mange år har vi oplevede vi for et år siden et år, hvor vi ikke kunne fylde 0. klasserne op fra skoleårets start.  Hvorfor mangler vi pludselig børn? Skal vi være bedre til at markedsføre skolen, skal vi se på optagelsesproceduren eller noget helt tredje. Osv.

På årets første bestyrelsesmøde udarbejdede vi en liste over mulige emner til diskussion i det kommende år udover de faste emner. Listen blev lang og er et udtryk for, at medlemmerne i bestyrelsen brænder for en masse forskellige ting.

Af emner kan nævnes inklusion, fritidsordning, medie- og skærmpolitik, ændrede optagelsesprocedurer, værdigrundlag, profilanalyse af skolen, visionen for skolen, inddragelse af forældrene - hvordan får vi den bedste kommunikation, madordning/kantine, ”servicetjek” - opfylder vi de grundlæggende behov og ønsker forældrene har til skolen? Og der kommer sikkert flere til.

Alle spændende, interessante og relevante områder. Første opgave bliver at udvælge hvilke vi skal arbejde videre med og derefter, hvordan vi skal arbejde med de enkelte emner. Uanset hvilke emner det bliver, glæder vi os til at komme i gang med endnu et år, hvor vi arbejder frem imod at gøre N. Kochs Skole til verdens bedste skole for børn.


God arbejdslyst til alle :-)

mandag den 9. juli 2012

Sommertanker


Vejret er lidt tvivlsomt, men alligevel kan man godt fornemme det: Tour de France og genudsendelser i TV, udsalg og en masse mennesker i byen, der ta’r det stille og roligt, spiser en is eller sætter sig på en cafe: Det er atter blevet sommerferie.

Jeg er også så småt kommet ned i gear.
Pusterummet giver lejlighed til at komme lidt på afstand, hæve sig op og tænke både tilbage på sidste år og frem mod det kommende.
Disse tanker handler i år meget om skolens værdier, og hvordan vi får kommunikeret dem ud.

I sidste uge surfede jeg en tur på hjemmesiden og på forældreintra og blev som sædvanligt imponeret over de mange store og små tiltag, der foregår på skolen, på den enkelte etage eller i den enkelte klasse.
Alle disse aktiviteter der tilsammen skaber Kochs Skole.

Skolens værdigrundlag er dét, der sætter rammen for de mange aktiviteter og på den måde sikrer, at de ikke trækker i hver sin retning men udvikler børn og skole i dén retning, vi på skolen er enige om, er vigtig. Den retning I som forældre har valgt, da I valgte at jeres barn skal gå på Kochs Skole.
Værdierne må vi aldrig give køb på.

Siden jeg startede for godt 2 år siden, har økonomien været en stor udfordring.
Vi har som alle andre steder i samfundet været udsat for nedskæringer.
Når vi har drøftet budgetter og økonomiske prioriteringer i bestyrelsen, har der været enighed om hele tiden at have værdierne for øje.

Vi har gjort, hvad vi kunne for at tilpasse økonomien til de nye økonomiske vilkår på en måde, der rører mindst muligt ved vores pædagogiske tilbud.
Og det synes vi faktisk er lykkedes; ikke mindst pga af konstruktivt medspil fra medarbejderne.

Det seneste år har vi mødt en ny udfordring, der muligvis også er en udløber af den økonomiske krise.
Hvor vi tidligere var så privilegerede, at der ”helt af sig selv” var lange ventelister til at komme ind på skolen, oplever vi nu, at forældrene er langt mere afventende og langt mere kritiske i deres skolevalg.
De har ofte skrevet sig op på mange skoler og tager så rundt og spørger, hvad netop den enkelte skole kan tilbyde dem.

Det skal vi tage som en udfordring og som en kærkommen lejlighed til at blive skarpe på at forklare, hvem vi er, og hvad vi vil.

Vi skal ikke give køb på vores værdier for at lefle for potentielle kunder. Vi behøver ikke lave om på os selv for at kunne klare os i konkurrencen med de andre skoler. Men det er ikke tilstrækkeligt, at vi selv ved, hvem vi er, hvad vi kan og hvad vi vil. Vi skal kunne fortælle om det.

Sidste fredag holdt jeg tale ved sommerafslutningen. Jeg talte om fællesskabet. (Talen kan findes via hjemmesiden: Arkiv -> taler -skolestart og afslutning)
Den respons, jeg har fået på den tale, fortæller mig, at børn, forældre og medarbejdere bakker op om vores værdier, og at de synes, det er vigtigt, at vi taler om dem.
De fleste, der er en del af Kochs Skole har en grundlæggende forståelse for værdierne og er stolte af dem.
Men ofte kommer vi til kort, når vi skal fortælle om dem til andre.
Bestyrelsens arbejdsdøgn handlede i år om evt. at lave en profilanalyse, der skal sætte fokus på hvem vi er, og om vi rent faktisk er den skole vi gerne vil være? Om vi udlever værdierne, sådan som vi selv tror.
Jeg håber meget, det lykkes os at få sat det i værk i løbet af næste år, fordi jeg tror, vi bliver en endnu bedre skole af at holde hinanden op på, hvem vi er og hvad vi vil.

Vi arbejder også på at forbedre den daglige kommunikation. Jeg fornemmer at kommunikationen mellem lærere og forældre via forældreintra går rigtig godt. Men den overordnede kommunikation fra skolen skal vi optimere.
Vi er i gang med at udforme en ny hjemmeside, der forhåbentlig vil være klar i starten af det nye skoleår. Vi er blevet mere aktive på facebook og via bloggen. Vi taler om at revidere folderen osv, osv.

Vi vil meget gerne skridtet videre og ikke blot forholde os til, hvordan vi kan kommunikere til jer, men også hvordan vi i højere grad kan komme i dialog med jer.
Vi modtager gerne ideer til, hvordan denne dialog kan styrkes.
I er i første omgang er I velkomne til at give respons på blog-indlæg mv. Vi er meget interesserede i at vide, hvad I tænker og mener.

Heldigvis lever værdierne i dagligdagen, uanset hvor gode vi er til at kommunikere det ud og uafhængigt af, at vi sidder og tænker store tanker om dem.
Værdierne og de gode intentioner viser sig i de små oplevelser, i samværet og i ideerne til nye tiltag.
Jeg var på skolen hele sidste uge. Der havde ferien bestemt ikke indfundet sig endnu. Det vrimlede med lærere, der gjorde klar, lavede årsplaner, bestilte bøger hjem osv. for at være klar til at lave en god skole for børnene, når de vender tilbage efter en velfortjent ferie.

Og der er masser af ideer i støbeskeen til endnu et fantastisk skoleår.
Vi fik igen i år mange ansøgninger fra lærerne til vores kursus-udviklingspulje, så vi kan se frem til mange spændende udviklingsforløb samt lærere der bliver inspirerede på diverse kurser.

I september skal hele skolen deltage i et fælles madprojekt i samarbejde med Madkulturen, Frugtformidlerne og Danish Crown.
Tre dage i uge 38 kommer til at stå i madens tegn. Fredag d. 21. september skal alle skolens 570 børn lave mad i Danish Crowns store køkken, der bliver sat op i Askesalen.
Jeg er sikker på, det bliver et fantastisk projekt.

Nu holder jeg en tiltrængt sommerferie, efter endnu et intenst og fantastisk skoleår med masser af gode oplevelser, der gør mig glad og stolt over den her skole.
Tusind tak til jer alle for at have bidraget til det.

- Tak for indsatsen til medarbejderne. Det har været et særligt år for medarbejderne, hvor vi via midler fra forebyggelsesfonden har arbejdet på at gøre Kochs Skole til en endnu bedre arbejdsplads for alle. Vi har ikke evalueret projektet endnu, og det er ikke sikkert, at det er måleligt fx, på sygefraværet lige nu, men jeg får masser af positive tilkendegivelser om, at det har været med til at skabe et bedre arbejdsmiljø og fællesskab mellem medarbejderne, hvilket blev cementeret af en dejlig tur til Island i Kr. Himmelfartsferien.

Vi har sagt farvel til Mette Mygind, der af helbredsmæssige grunde har valgt at stoppe efter 30 år på skolen. Tusind tak til Mette for en fantastisk indsats.
Vi har pr. 1. august ansat Lasse Overgaard, der igennem et par år har været tilknyttet skolen i skiftende vikariater. Nu er han blevet fastansat.
Pr. 1. august stopper Bo Larsen som afdelingsleder på Gul. Dette job overtages af Kim Frandsen. Bo bliver på gul som almindelig lærer.

- Tak til forældre for jeres engagement og for den tillid I viser os ved at ville være en del af skolen og ved at lukke skolen ind i jeres liv.

- Tak for godt, hyggeligt og konstruktivt samarbejde med bestyrelsen der frivilligt og ulønnet lægger en masse tid og energi i det arbejde.

- Og en helt særlig tak til alle børnene. Deres engagement og glæde er det allervigtigste.

Jeg glæder mig rigtig meget til at tage fat på de mange nye udfordringer næste år og sammen med jer alle sammen fortsætte arbejdet med at de gode værdier, der kan skabe verdens bedste skole for børn!

Rigtig god sommer til jer alle.
På gensyn 13. august.
Kærlig hilsen Lisbeth