Lejrskole – hvad er den værd?

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, forælder og medlem af Fællesbestyrelsen

Rigtig meget af det vi diskuterer i bestyrelsen handler om økonomi. Og rigtig meget af det vi diskuterer handler om, hvad det er for en skole, vi ønsker, at N. Kochs Skole skal være.

Når økonomien halter, kan det være nødvendigt at skære ned på forbruget. Uanset hvordan man vender og drejer besparelser, vil de altid have konsekvenser. Men hvornår sparer vi på noget, som betyder, at vi rykker os væk fra at være den skole, vi gerne vil være?

 

En af de ting, som vi bestyrelsen har vendt flere gange er vores lejrskoler. Det er ressourcekrævende med de mange og lange lejrskoler. Men netop lejrskolerne er også noget af det, som i høj grad er med til at tegne skolen. Børnene ser frem til turen og taler om den både længe før de skal af sted og længe efter de er kommet hjem. Det er en tur, der betyder noget for samværet i klassen. Her er tid til bare at være sammen – længe og uden en stram agenda.

 

Hvad lejrskolen er værd er svært at gøre op i kroner og ører. Men spørger man børnene er der ingen tvivl – den er det hele værd og er absolut uundværlig! Som forældre er det også den oplevelse man får, når hele etagen summer af energi og forventningsfulde børn, der med armene fulde af telte, kager, dolke, vandpistoler og bamser er klar til at rykke med vennerne ud i landet.

 

Det er derfor vigtigt, at vi også i fremtiden værner om det, der gør N. Kochs Skole til den skole, vi ønsker. Og bliver ved med at diskutere, hvad det så er for en skole. Men for nu er der ingen tvivl – N. Kochs Skole er en skole med mange og lange lejrskoler.     

Så er vi heldigvis i gang

Lisbeth Qvortrup, skoleleder

-->

Skønt at skolen nu igen er fuld af børn og lærere.

Jeg var på skolen mandag morgen kl. 7.15. Det var en dejlig oplevelse at se de smil, der bredte sig hos både børn, forældre og lærere ved gensynet.

Det var fantastisk at være til Kochs Samling og høre 600 glade børn og voksne synge ”Alle børn har ret”.

Som jeg skrev på skolens Facebook side: Så var man ikke i tvivl om, hvad vi har savnet og hvad lærerne har kæmpet for.

Nu har vi fået en ny overenskomst, og jeg er sikker på, at vi fortsat kan lave verdens bedste skole for vores børn med udgangspunkt i den.

Vi har en lang og god tradition for at tale sammen om tingene her på skolen, og det åbner den nye arbejdstidsaftale mulighed for, at vi fortsat kan gøre.

Den nye aftale gælder først fra sommeren 2014, så vi har heldigvis god tid til at tænke os om og god tid til at lave en ny.

Lige nu gælder det om at komme godt i gang efter lockouten. Vi har selvfølgelig særlig fokus på at hjælpe 9. og 10. klasserne igennem deres afgangsprøver. Lærerne står klar og gør et kæmpe indsats.

Men det siger sig selv, at en måneds skolelukning lige op til en afgangsprøve er en kæmpe udfordring for både elever og lærere.

Lige nu glæder vi os over at være i gang igen. Det er det allervigtigste!

Mere lockout...

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, medlem af Fællesbestyrelsen

 

Også denne gang kommer indlægget her på bloggen til at handle om lockout – desværre. Det kunne have været rart, hvis der var en helt almindelig skoledag at tage udgangspunkt i. Det er der ikke, og desværre ser det heller ikke ud til, at der bliver det i denne uge.

 

Det er efterhånden ved at trække tænder ud. De pasningsmuligheder der kunne bruges i de første uger, er måske er ved at være udtømte, det samme er feriedagskontoen – og tålmodigheden. Og børnene savner kammerater, lærerne og deres hverdag.

 

I bestyrelsen savner vi også hverdagen og en del af de punkter, der egentlig skulle være behandlet på det seneste bestyrelsesmøde blev udskudt til lærerrepræsentanterne igen får mulighed for at deltage. I stedet var dagsordenen præget af lockout, og de mulige konsekvenser som lockouten kan få.

 

Vi diskuterede forskellige scenarier. Beslutninger er det svært at træffe, før vi kender de endelige betingelser og konsekvenser. Spørgsmål er der ellers rigeligt af; Hvad sker der med de klaser, der ikke kommer på lejrskole? Bliver der udbetalt statstilskud i lockout perioden? Skal de klasser, der skal til eksamen have erstatningstimer? Skal alle elever have et ekstra modul til næste år? Skal der kompenseres for aflyste samtaler og forældremøder?

 

Forhåbentligt ved vi mere til næste bestyrelsesmøde, så vi kan træffe de rigtige beslutninger, der giver børn, medarbejdere og ledelse de bedste betingelser for den hverdag, der kommer.

Vi krydser alle sammen fingre for, at vi snart får vores skole og hverdag tilbage. Og ikke mindst får nogle retningslinjer, som vi kan handle efter.  

LOCKOUT

Lisbeth Qvortrup, skoleleder

Efter en uge helt uden børn på skolen, var der i dag en lille flok børn på gul etage.

Jeg sad på mit kontor med åben dør og hørte på, at de legede ude på gangen. ”Når I har lavet den her matematikopgave, må I gerne gå ud og holde frikvarter”, sagde Benjamin.  De legede skole og Benjamin var læreren.

Jeg tror, at de savner os. Vi savner i hvert fald både børnene og lærerne, og håber inderligt, at der snart findes en løsning på den her konflikt.

Desværre ser det jo ikke ligefrem ud til at en lockout fremmer forhandlingsviljen. Tvært imod bliver fronterne trukket skarpere og skarpere op.

Situationen er selvfølgelig frustrerende for børn og forældre og giver anledning til uvished og en hel masse bøvl.

Forældrene her på skolen har taget det fantastisk. Det beundrer jeg og er taknemmelig for.

De få forældrehenvendelser vi har fået, har alle været konstruktive og velmenende. Tak for det.

Det er vigtigt for os og ikke mindst for lærerne, at I ved, at det ikke er en situation, vi ønsker, men at vi er nødt til at følge spillereglerne, omend de kan virke uforståelige og urimelige, når de nu fx kan være skyld i, at en lejr skal aflyses.

Jeg håber fortsat, I kan holde modet oppe og have forståelse for lærernes kamp, der jo grundlæggende handler om, at de gerne vil kunne give børnene en god undervisning.

Det kan for udenforstående være svært at holde styr på hvad konflikten drejer sig om: Heldagsskole, normalisering af lærernes arbejdstid, den danske model, den finske model, aftaleretten, forberedelsestid, ny folkeskolereform, centralt bestemte aftaler, ledelsesretten osv. osv.

Både emner og kasketter blandes godt og grundigt sammen.

Jeg vil et kort øjeblik prøve at holde fokus på dét, som denne lockout i bund og grund bør handle om, nemlig en ny arbejdstidsaftale for lærerne.

Jeg er ikke sikker på, at den nuværende arbejdstidsaftale er den bedste for hverken skolen eller lærerne.

Men hvem er det, der laver den kortslutning, at den eneste måde, hvorpå man kan få mere fornuftige arbejdstidsaftaler, er den, som KL foreslår, at ledelsen laver individuelle aftaler med den enkelte lærer?

Vi har hos os tradition for at samarbejde med lærerne om at få lavet nogle lokale aftaler, der passer godt til os og vores måde at lave skole på.

Denne ordning må meget gerne udvides og omfatte flere dele af arbejdstiden, men jeg vil rigtig gerne fortsat samarbejde med lærerne om det.

Som Steen Hildebrandt siger: ”To ting er helt sikket: Man skaber ikke stærke medarbejdere ved at banke dem på plads og man skaber ikke stærke ledere af arbejdstidsaftaler, der ligner noget fra Nordkorea”

Vi har brug for BÅDE stærke medarbejdere og stærke ledere for at skabe en stærk skole for vores børn.

Det er klart, at vi ind i mellem har forskellige interesser, men i bund og grund ved lærerne jo godt, at aftalerne skal laves indenfor visse rammer ligesom lederne selvfølgelig har en forståelse for, at en god skole kræver medarbejdere, der er glade for deres arbejde.

Al erfaring viser, at hvis man vil have medarbejderne til at bidrage engageret og konstruktivt, skal de opleve mening og sund fornuft. Normalt er der faktisk ikke så stor forskel på, hvad lærerne og jeg synes er sund fornuft, så jeg er slet ikke bange for at invitere dem med ind og være med til at aftale, hvordan vi bedst tilrettelægger arbejdet, så vi laver den bedst mulige skole for vores børn.

Tvært imod er jeg bange for at lade være.

Gå nu tilbage til forhandlingsbordet og lav en fornuftig aftale der ikke forringer lærernes samlede forberedelsestid. Lad der gerne være et stort råderum til fleksible lokale aftaler, som kan forhandles på den enkelte skole.

Og gør det inden grøfterne bliver dybere.

Forhåbentlig kan vi bagefter få en mere nuanceret debat om skolereform, heldagsskole osv., når det ikke indgår som en del af diskussionen om lærernes arbejdstid.

 Lisbeth

Undervisning af mor og far

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af skolebestyrelsen 

Økonomi er – naturligvis - et tilbagevendende punkt på bestyrelsesmøderne. Kochs skole har heldigvis altid haft en sund økonomi, og det betyder blandt andet, at det er en skole i konstant udvikling.

Desværre bliver privatskolerne af forskellige årsager mere og mere pressede på økonomien. Derfor har vi i bestyrelsen brugt rigtig meget tid på at få pengene til at slå til, uden at det kommer til at gå ud over det pædagogiske tilbud.

For at få pengene til at række er det blandt andet besluttet, at forældrene skal overtage undervisningen én dag om året, hvor lærerne er ude af huset på pædagogisk udviklingsdag. Det betyder, at der ikke skal bruges penge på vikarer den dag.

Som i mange andre skolerelaterede sammenhænge kræver det noget af forældrene. Men det er også en spændende mulighed for at opleve børnene på en anden måde – og ikke mindst give børnene en anderledes oplevelse.

For rød og gul etage har børnene haft gode dage, og tilbagemeldinger fra både børn og voksne vidner om en hyggelig og anderledes dag.

Desværre er det ikke lykkes at finde forældre til at overtage undervisningen for 6. og 7. årgang, når deres lærere skal af sted. Det kan der være flere grunde til. Men det ændrer ikke på, at vi i bestyrelsen synes det er ærgerligt, at det ikke her kan lykkes at overdrage undervisningen til forældrene en enkelt dag. Dagen bliver nu dækket ind med vikarer – men det betyder så også, at den forventede besparelse på vikartimer skal findes et andet sted.

Kochs skole stiller store krav til forældrene. Der foregår rigtig mange ting, som forældrene forventes at deltage i. Måske også for mange – er det mon et udtryk for at et mætningspunkt er nået, når ingen forældre melder sig. Eller er der en anden grund.

Stiller Kochs skole for store krav, når der bliver lagt op til at forældrene skal overtage undervisningen én dag om året?

Inklusion

Lisbeth Qvortrup, skoleleder

Alle taler om inklusion. Børn med særlige behov skal inkluderes i en almindelig klasse.

Det gælder folkeskolen, men hvad med de frie skoler? De kan jo bare sige nej tak og lade folkeskolen bøvle med det besværlige.

Ja. Det kunne vi faktisk godt; men det vil vi ikke og det gør vi ikke.

Mange skyder privatskolerne i skoene, at vi vil slippe for alt det, der er besværligt. Men det er ikke rigtigt. Vi vil lave en god skole med udgangspunkt i vores værdigrundlag.

Den skole er for alle dem, der gerne vil være med, også dem der kræver lidt ekstra hjælp, fordi det netop er i tråd med vores værdier.

Jamen er der ikke grænser for hvem, I kan rumme?

Det er der selvfølgelig, ligesom der er grænser for inklusion i folkeskolen. Nogle børn har brug for et helt andet tilbud.

Men grænserne for inklusion er ikke alene et spørgsmål om, hvorvidt skolen og lærerne kan magte opgaven. Det handler i høj grad også om, hvor rummelige de andre børn og deres forældre er. Inklusion kræver at alle vil.

Derfor har vi valgt at tage emnet op i vores bestyrelse hvor skolens forældre er repræsenteret, og har netop brugt et arbejdsdøgn på behandle det.

Som der tidligere er beskrevet her på bloggen, havde vi i bestyrelsen på et møde i januar besøg af en inklusionskonsulent, der holdt et oplæg, der rykkede ved bestyrelsens syn på inklusion.

En af de vigtige pointer, vi fik med fra den dag, var citatet af Maja Rønn Larsen:

”Vi har været vant til at arbejde med de børn, der faldt ud af fællesskabet, men vi har ikke arbejdet med det de faldt ud af”.

Inklusion handler ikke blot om at være fysisk tilstede. Man er kun inkluderet i fællesskabet, hvis man oplever at være inkluderet i kraft af, at man har nogle relationer. At være en inkluderende skole er en aktiv handling.

Det kræver at alle, lærere, børn og forældre VIL det og er klar til at gøre en indsats for det.

Det har vores bestyrelse sagt klart og tydeligt SELVFØLGELIG til på arbejdsdøgnet.

Heldigvis var det også forældrenes klare opfattelse, at vi gør det allerede og vi er gode til det.

Men vi kan blive endnu bedre og vi kan blive endnu bedre til at kommunikere hvad vi gør, og hvad vi vil.

God vilje er afgørende, men det gør det ikke alene. Vi skal naturligvis også have fokus på at sætte ting i gang, der kan hjælpe os med at det lykkes:

Uddannelse af personale, de fysiske rammer, udvikling af nye strukturer, åbenhed og kommunikation.

Vi har valgt at inklusion skal være skolens fælles fokuspunkt i næste skoleår og derfor vil kurser og udviklingsprojekter, der relaterer sig til dét, blive prioriteret højt, når vi her i marts skal bevilge midler fra vores kursus-udviklingspulje.

Der er meget at tage fat på, og der er endnu meget at tale om.

Foreløbig har vi valgt, hvilke briller vi ønsker at have på i det videre arbejde.

Bro, Bro, Brille...

Skrevet af Johanne Sønderlund Birn, medlem af Fællesbestyrelsen

Det kræver ikke den vilde legeplads for at kunne tage en omgang Bro, Bro, Brille – en lille asfaltplads kan vel klare det – til gengæld kan det måske være vanskeligt at motivere børnene til et aktivt frikvarter, hvis de skal få tiden til at gå på en lille asfalteret plads uden legeredskaber og udfordringer.

Kochs Skole har en legeplads med masser af muligheder for leg og bevægelse med redskaber af alverdens slags. Her er plads til en basketkamp, mad på bål, balancegang, en tur på gyngerne eller i spiderweb og meget mere. Men det betyder samtidig, at der også er en risiko for at børnene kommer til skade.

 

Vi skal derfor gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at vores legeplads er så sikker, som den kan blive uden at vi går alt for meget på kompromis med den legeplads, som giver børnene udfordringer og sjove frikvarterer.

 

Derfor har vi i bestyrelsen bedt Teknologisk Institut om at tage ”sikkerhedsbrillerne” på og gennemgå vores legeområder. Det er der kommet en diger rapport ud af, som med fotos med røde pile peger på, hvor vi skal være opmærksommen. Rapporten peger på alt fra møtrikker, der stikker lidt ud og ru træoverflader, som kan give en splint i fingeren, til revner og sprækker hvor en anoraksnor på vildveje kan betyde kvælningsfare.

 

Næste skridt bliver nu at lægge en plan for, hvordan vi bruger rapporten aktivt. Der er en risiko ved al leg, og langt de fleste ulykker i skoleskolen er faldulykker på asfalten. Hvis tingene kan gøres mere sikre uden at ændre på udfoldelsesmulighederne er det fint. Hvis ikke, vil vi bruge rapporten til at blive bevidste om de farlige steder og derved kunne gøre børnene opmærksomme på, hvor de skal passe på.

 

Børnene er rigtig glade for gangbroen, men det er klart, at der kan være en risiko ved at hænge i benene ned fra broen. Det skal børnene vide, så de kan passe på. Lige som der også kan være enkelte ting, som det giver mening at lave et decideret forbud mod.  

 

Uanset hvordan vi griber det an, kan vi ikke lave en fuldstændig ulykkesfri legeplads. Ligesom den resterende verden heller aldrig bliver fuldstændig ulykkesfri. Men vi kan tage en række forholdsregler, der sikrer, at vi fortsat har den legeplads børnene gerne vil have, hvor der både er plads til Bro, Bro Brille og vilde lege – og som samtidig er så sikker som mulig.