søndag den 11. september 2011

Kartoffelhøsten


Skrevet af Lars Stubkjær Barslev, lærer 7. årgang.

Jeg står sammen med Ina og fire elever fra 7. årgang på en højtliggende mark i Hjortshøj. Solen skinner og himlen er blå som kun i september. Det er høsttid. Den lerede jord under os gemmer på resultatet af en langstrakt læreproces, der startede med en kasse forspirede kartofler som vi lagde i jorden før sommerferien. Nu står vi her med vores cykelvogn og en greb – vi er fulde af forventning og klar til snart at høste kilovis af velsmagende kartofler.

Jordstykket tilhører Andelssamfundet i Hjortshøj. Her bor nogle mennesker der praktiserer en holdning til naturen ved bl.a. at dyrke økologiske grøntsager og bygge energirigtigt. Ina, Laila og Søren har taget os med i deres praksisfællesskab, så vi har kunnet få konkrete og virkelige erfaringer der kan knytte an til abstrakte begreber som fødevareproduktion, bæredygtighed og biodiversitet.
I de tidlige sommerdage gik 7. årgang i marken sammen med Søren, der er uddannet økologisk landmand. Vi knoklede på skift med spade og kultivator for at vende og løsne jorden og tilføre den en gødningsblanding af komposteret komøg og halm. "Det rene guf for regnorme"
Ind imellem stoppede vi op... "Kan I se den her larve - den spiser en masse bladlus og dem vil vi gerne undvære, så det er fint!", "...og fuglene tager larverne, så vi har mange forskellige fugle i vores marker."
Med omhyggelige 30cm mellemrum satte vi de grønne kartoffelplanter i jorden, hyppede mulden godt op omkring og vandede til sidst spandevise vand båret op fra søen.
"Hvorfor er der ikke korn på den der mark?", spørger ét af børnene og Søren forklarer om sædskifte og kløveret der laver "kvælstof-madpakker" til planterne og han beskriver de grønne blade som "solfangere" der leverer energien til fotosyntesen. Oppe i børnenes hjerner knytter "solfanger" "madpakker" og "fotosyntese" an til kropslige sanseerfaringer, der under de rette betingelser vokser som små kartofler til helstøbte forståelser.

Fotosyntesen har gjort sit arbejde. Den ellers så grønne kartoffelplante er visnet hen og ligner til forveksling de ukomposterede halmstrå. Vi søger i mulden efter jordens æbler som var de små guldklumper, og der strækker sig et naturfagligt undersøgelseslandskab for vores fødder: Vi vejer udbyttet fra hver plante: 231g, 511g, 85g...skriver data udenpå frostposerne og lægger dem i rækker langs midterrabatten der løber langs marken.
Der er tydeligvis forskel på de planter der har fået komøg og dem der ikke har...konklusionen er enkel og næsten banal; gødning giver et større udbytte! Men der er en erfaringsverden til forskel på  at læse i biologibogen, at planten har brug for næringsstoffer for at vokse...og så at stå med jorden under neglene, regnorme der vrider sig ud af de lerede jordknolde og ved selvsyn opdage næringsstoffernes betydning.

Vi har nogle fantastiske timer sammen mens vi høster vigtige pointer, lægger nye ideer og intuitive forståelser til forspirring og aner den store sammenhæng i glimt. Ina har lavet kaffe og saftevand, vi har købt brød og økologisk smør (naturligvis!)...og der ligger nyplukkede hindbær på et rabarberblad. I denne Morten Korch'ske idyl oplever vi en anderledes skoledag der er fuld af mening: "Tænk, at lort kan gøre så meget" bemærker ét af børnene tørt. Da vi kommer op til vores cykler sidder der 5 nyvaskede gulerødder med top på bagagebæret - man bliver bare glad indeni!

Cykeltraileren fuld af egne nyopgravede, økologiske kartofler. Mon ikke de smager bedre end supermarkedets konventionelle?...selvfølgelig gør de det!

tirsdag den 6. september 2011

Værdierne lever


På N. Kochs Skole står fællesskabet i centrum. Det er rummeligt med respekt for de enkelte individer og deres forskelligheder.
-Sådan indledes vores værdigrundlag.

Denne formulering er vi stolte af og vi refererer ofte til den, fordi den både indeholder respekten for den enkelte og samtidig forståelse for, at vi intet er uden fællesskabet.

I bestyrelsen og blandt medarbejderne har vi i den seneste tid haft fokus på vores værdier.
Får vi omsat værdierne så børn, forældre og medarbejderne oplever det i hverdagen?  Værdier skal mærkes og leves ellers er de ingenting værd.
Hvordan formidler vi vores værdier til omverdenen, så de tror på, at det er andet og mere end flotte ord på papir?

Mandag fejrede vi skolens 145 års fødselsdag.
Jeg stod på gangbroen i skolegården og så hvordan holdene til det traditionsrige fødselsdagsløb fandt sammen. Hold med børn blandet fra klasserne. Børn fra 0. var sammen med børn fra 4. og 8. osv.
Jeg stod og så, hvordan de store hjalp de små.
Hele formiddagen fulgtes holdene rundt på skolen og løste opgaver sammen.
De små var stolte over at være sammen med de store. De store tog sig omsorgsfuldt af de små. Vi har gennem mange år fejret skolens fødselsdag sådan, og de store har selv prøvet at være små og afhængige af omsorgsfulde kammerater.
Klokken 12 havde vi besøg af ”Kong Gulerod” i Askesalen. Der var forskellige børn med på scenen, de andre klappede og alle sang og dansede sammen.

Tirsdag aften havde vi lærermøde med bla. værdier på dagsordenen.
Lærerne havde utallige eksempler på, hvor de oplever fællesskabet og rummeligheden i dagligdagen: Når de er på lejr; når der er emneuger; når vores små ”engle-gårdvagter” fra 4. klasse hjælper kammeraterne med at løse konflikter; når hele klassen anerkender, når den svage læser, læser højt og når de i klasserne taler med børnene om, at det er et fælles ansvar, at alle i klassen har det godt. Og når forældrene inddrages i dette ansvar.

Torsdag morgen indledte vi en ny tradition på skolen. Fælles morgensang.
Alle havde på forhånd øvet sig på Marken er mejet og Sensommervise. Det var en fantastisk oplevelse at høre 580 børn og 50 voksne synge.
2.b optrådte med et dukketeater. Alle andre -små og store- lyttede respektfuldt.

Sådan en uge er man ikke i tvivl. Værdierne lever.

/Lisbeth

fredag den 26. august 2011

Hvad med fagligheden?

Fredag d. 12. august bød jeg velkommen til en flok lidt betuttede og meget forventningsfulde nye børn, der skulle starte i 0. klasse.
Forældrene virkede mindst ligeså forventningsfulde.
Jeg havde lejlighed til at snakke med en del af dem i de to timer, der gik, mens børnene var rigtigt i skole uden mor og far for første gang.
Alle gav udtryk for, at de var meget glade for, at deres barn skulle starte på N. Kochs Skole.
En del af forældrene havde ”første skoledag” på N. Kochs Skole for 2. 3. eller 4. gang. De ved godt, hvad de går ind til og hvad der gør, at de er glade for, at deres barn starter på Kochs.
Men der sad også nogle, der var helt nye forældre på N. Kochs Skole. Hvilke forventninger har de? Hvorfor valgte de N. Kochs Skole, og hvad håber og tror de at de og deres børn får med herfra? Og lever vi op til disse forventninger?

Jeg håber ikke, at forældrene vælger N. Kochs Skole for at slippe for den lokale folkeskole. De fleste folkeskoler er efter min overbevisning gode med dygtige og engagerede lærere.
Jeg håber, at valget af N. Kochs Skole er et tilvalg af præcis de værdier, vi vægter hos os.

’På N. Kochs Skole står fællesskabet i centrum’ står der i første linje i vores værdigrundlag. Vi nævner åbenhed, omsorg, ansvar, tolerance og gensidig respekt som vigtige begreber i dagligdagen på skolen.
Vi ønsker ikke blot at børnene skal blive til noget. De skal også blive til nogen.

Alt dette fremhæver vi ofte, fordi det er så centralt for os.
Ind imellem bliver jeg så mødt af spørgsmålet: Jamen, hvad med fagligheden? De skal vel også lære noget. Sagt på en anden måde: Det er fint, at I vægter det sociale, men hvordan klarer de sig til afgangsprøven?

Jeg tror det er rigtigt, at vi forsømmer at fortælle dét, fordi det er så selvfølgeligt for os, at børnene naturligvis også skal rustes fagligt.

Heldigvis står et godt fagligt udbytte jo ikke i modsætning til fællesskab, respekt for hinanden, trivsel, samarbejdsevne, selvværd, rummelighed og de mange andre ting, vi vægter højt.
Vi tænker tvært imod, at disse værdier er en forudsætning for at kunne klare sig godt fagligt.

Dagen efter 0. klasses skolestart offentliggjorde undervisningsministeriet den nye rangliste over skoler.
N. Kochs Skole ligger rigtig fint på den liste - og den bekræfter os i, at vores børn har et højt fagligt niveau.

For første gang opstilles skolernes resultater ikke ud fra hvilken skole, der har fået det højeste gennemsnit. Men ud fra hvilken skole der klarer sig bedst i forhold til hvad, man kunne forvente, når man tager højde for elevernes køn, etnisk oprindelse, forældrenes uddannelse, arbejde, indkomst og civilstand.
Alle undersøgelser viser at børn af ressourcestærke forældre klarer sig bedre i skolen. Det tager denne rangliste højde for i det omfang, man kan indfange det.

Vi er blandt de 10 skoler i Århus, der har klaret sig bedst i forhold til hvad, man kunne forvente. Og vi er vel at mærke den skole i Århus, som man har næsthøjest forventninger til.

Efterfølgende har rigtig mange politikere og skolefolk udtalt sig om denne rangliste. Om hvor fantastisk et redskab den er eller hvor mangelfuld og ubrugelig den er.

Og ja. Den er mangelfuld.
Dels selvfølgelig fordi den meget snævert vurderer en skole ud fra skolens prøveresultater. Og dels fordi man i en statistik selvfølgelig ikke kan tage højde for alle faktorer. Så naturligvis giver listen ikke et entydigt billede af, om en skole er god eller dårlig til at løfte det faglige niveau.

Men hvis man vil se, hvordan skolen klarer sig fagligt, er dette nok det bedste værktøj, der har været indtil nu.
Og det vil vi gerne. For det hører med til billedet af en skole.
Vi ved jo godt at faglighed og gode prøveresultater kun er en lille del af alt det, vi gerne vil og at listen derfor slet ikke giver det fulde billede af alt det vi kan, vil og gør.

/Lisbeth

søndag den 21. august 2011

Frugtbare diskussioner og små og store beslutninger

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Et nyt skoleår er skudt i gang og man kan næsten mærke, hvordan det alle steder summer af forventninger, sommerferieoplevelser der skal deles og masser af ny energi.

Også forældrebestyrelsen er atter trukket i arbejdstøjet og der er nok at tage fat på. Årsmødet er lige om hjørnet og det første bestyrelsesmøde efter ferien blev blandt andet brugt på en god diskussion om, hvorvidt årsmødet skal have en ny struktur. Det resulterede i en udbytterig snak om, hvad det egentlig er vi vil med årsmødet – vil vi andet end afholde den generalforsamling, vi er forpligtet til? Er det et succeskriterium, at der kommer mange? Eller betyder det mere, at dem der kommer, er reelt interesserede i indholdet? Hvordan skal vi markedsføre mødet og skal det peppes op med indlæg, gruppediskussioner, eller hvad? Mulighederne er talrige og som det ofte er tilfældet, viser det sig, at der er stort set lige så mange meninger, som der er medlemmer i bestyrelsen.

Snakken bliver lang og der kommer mange argumenter på bordet for både den ene, den anden og den tredje model. Alle taler deres sag. Her er det ok at mene noget – også selvom det ikke er flertallets holdning, og som der er tradition for, ender vi efter en frugtbar diskussion med at tage en beslutning, som alle kan stå inde for og bakke op om. Faktisk kender jeg ikke til en eneste episode (har hverken oplevet eller hørt om), hvor det har været nødvendigt at igangsætte en afstemning for at træffe et valg. Det er altid lykkedes bestyrelsen at diskutere sig frem til en fælles beslutning. Også selvom bestyrelsen igennem året når omkring rigtig mange emner og træffer rigtig mange beslutninger – både sjove, glædelige, triste, svære og alvorlige.

Men en ting er sikkert – det bliver aldrig kedeligt. Der er masser af engagement, glæde, humor og respekt. Det giver mening og ikke mindst masser af energi, som man kan bruge når man næste gang kaster sig ud i en frugtbar diskussion om et nyt emne – hvad enten det handler om nye vinduer, sparerunder, årsmøder, emner for 10. klasser, madordning, elevator, for små stole, smartboards, værdier, elevantal eller…  

Og så til slut naturligvis en opfordring til at sætte et kryds i kalenderen til det kommende årsmøde torsdag den 13. oktober :-)

mandag den 15. august 2011

Projekt kollegial omsorg

Hvad kan DU gøre for at øge arbejdsglæden på N. Kochs Skole?
Når man stiller dét spørgsmål til 70 medarbejdere på én gang, så sker der noget!
Alle skolens medarbejdere mødtes på den første arbejdsdag efter ferien i Risskov for at sparke projekt Kollegial Omsorg i gang.

 Vi har i det kommende skoleår ønsket at sætte fokus på N. Kochs Skole som arbejdsplads. Hvordan kan vi mindske stres og sygefravær og hvordan kan vi øge arbejdsglæden?
Vi har arbejdet sammen med konsulentfirmaet ”Go’ Proces” om at formulere et projekt, der skal sikre, at det ikke blot bliver ved snakken, men munder ud i konkrete ændringer og dermed mærkbart færre sygedage og større arbejdsglæde.


Vi har søgt forebyggelsesfonden om midler, og de har valgt at støtte os og øremærket over 1/2 mio kr. til dette projekt.
Det giver naturligvis nogle ekstraordinært gode muligheder for at sætte nogle konkrete tiltag i værk.

Men opgaven, som konsulenterne stillede os den første dag, var at kigge ud over dét, man kan købe sig til eller dét, man gerne vil have andre til at gøre for sig.
Opgaven var at finde ud af hvordan vi sammen kan løfte Kochs Skole op til at blive en bedre arbejdsplads.

For nogle år siden blev der på skolen lavet en medarbejder-tilfredshedsundersøgelse.
Denne undersøgelse viste, at medarbejderne generelt er rigtig glade for at være ansat på Kochs Skole. Men den pegede også på, at det kan være stressende at være en del af et innovativt miljø blandt dygtige og engagerede kolleger, hvor alle gerne vil bidrage til udvikling.
Det kan være hårdt at være en del af en kultur, hvor man er glad for sin arbejdsplads og gerne vil strække sig langt for den.

 Vi skal ikke fjerne engagementet og lysten til at gøre en ekstra indsats.
Men vi skal skabe en kultur, hvor der er åbenhed om- og opmærksomhed på faren ved dette.
I undersøgelsen pegede medarbejderne selv på at anerkendelse, omsorg og opmærksomhed kan være en hjælp.

Jeg håber at projektet her, kan give os nogle værkstøjer til det. Værktøjer som vi vil få glæde af også når projektet er forbi.
Vores første projektdag i Risskov affødte er række gode ideer, som vi nu skal prøve af, evaluere og videreudvikle i løbet af året.

Det drejer sig bla om:
Mulighed for fælles samvær, hygge og forkælelse for medarbejderne. Fx i pauserne.
Mere fysisk aktivitet for både børn og vokse.
Nyindrettet arbejdsrum.
Bedre kendskab på tværs af afdelingerne. Jobrotation.
Fællessamlinger for alle. Mere fællessang på skolen.
Hilsepligt. Alle forpligter sig til at være imødekommende og smilende og hilse på alle på skolen.

Jeg er fantastisk glad for, at vi har igangsat dette projekt, fordi jeg er helt overbevist om, at medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde er altafgørende for at lave en god skole.
Og jeg er fantastisk glad for det engagement medarbejderne deltog med på den første dag. Der var masser af arbejdsglæde;-)

Det kan kun blive godt!
/Lisbeth



torsdag den 4. august 2011

Tanker om rummelighed

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

”På min skole skal vi først lære at være gode ved hinanden og at gå i skole. Bagefter lærer vi at læse.” Sådan svarede min datter Asta, da hun gik i første klasse og hendes lidt ældre fætter syntes, det var meget mærkeligt, at hun endnu ikke havde lært at læse. Jeg kom til at tænke på episoden her i sommerferien, hvor jeg har spekuleret en del over, hvad ordet ”rummelighed” egentlig dækker over.

”På N. Kochs Skole står fællesskabet i centrum. Det er rummeligt med respekt for de enkelte individer og deres forskelligheder.” Sådan lyder de første sætninger i skolens værdigrundlag. Det er store ord og lyder flot. Men én ting er det skrevne ord i et værdigrundlag, som ligger et eller andet sted på en hjemmeside, en anden ting er, hvordan det bliver udlevet som en naturlig og integreret del af lærerne og elevernes hverdag.

Men hvordan kommer rummeligheden egentlig til udtryk? Hvorvidt det lykkes at efterleve værdigrundlaget er ikke noget man kan læse sig til. Man kan heller ikke sætte sig ned sammen med sine børn og bede dem om at vise, om de nu også er blevet rummelige, som man kan bede dem om at læse højt eller lave et regnestykke og derved vurdere deres niveau i de forskellige discipliner.

Men man får en fornemmelse for niveaet for rummelighed efter en sommerferie der af flere omgange er tilbragt sammen med fætre og kusiner - otte børn i alderen 1-11 år. Når alle leger sammen og ingen bliver holdt uden for, når legene hele tiden bliver udformet, så alle kan deltage og have det sjovt uanset alder og mærkelige ønsker til roller, der ikke umiddelbart passer ind i legen. De store tager sig af de små, og de små kvitterer med uforbeholden beundring af de store. Det bliver man glad af at opleve. Eller når ens barn har forstået, at det er vigtigt at have det godt med hinanden for at man kan lære noget.

Når jeg kommer på N. Kochs Skole får jeg det samme indtryk af børn, der er opmærksomme på hinanden og giver plads til forskellighed. Det oplever man både i forholdet børnene i mellem og i forholdet mellem de voksne og børnene. Der er hele tiden fokus på, at børnene lærer at begå sig sammen med de andre børn, at de respekterer hinandens forskelligheder og skaber et rum, hvor der er plads til alle. Det kommer ikke af sig selv, men kræver en indsats både fra de voksne og fra børnene. Det kræver, at de voksne prioriterer det i hverdagen, og også tør sætte det faglige til side for en stund for at sikre et godt miljø, som i sidste ende sikrer at læring kan finde sted.

Sommerferien er næsten slut og nu venter nye udfordringer, sjov, leg og læring og ikke mindst en masse børn og voksne, der sammen skal skabe den rummelighed, der er med til at gøre N. Kochs Skole til den skole, den er.

God arbejdslyst til både børn og voksne.

onsdag den 6. juli 2011

Sommerferietanker

Jeg sidder på et meget stille kontor på en helt tom skole.
Der er kun larmen fra kranen, der kører i skolegården og håndværkerne, der er i gang med at sætte nye vinduer i hele hovedbygningen.

Jeg har lige sendt de sidste mails, samlet op på de sidste møder, afsluttet en vigtig forhandling og ryddet lidt op i papirbunkerne.
Så dette blog-indlæg bliver den sidste gerning, før jeg går på ferie efter mit første hele skoleår som skoleleder på N. Kochs Skole.
Et travlt men først og fremmest udfordrende, sjovt og spændende år.

Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg løbende har slettet de mange opgaver, jeg har skrevet ind i min ”to-do-liste” på min telefon, i stedet for at arkivere dem. Det kunne have givet et fantastisk billede af alt det, jeg har lavet i løbet af året.
Men måske er det helt ligegyldigt. Det vigtige er vel de ting, der har printet sig i hukommelsen og som er synlige uden en liste.
De ting som gør en forskel for børn, forældre og medarbejdere.

Hvad gør en forskel for jer?
Det kan være svært på sådan et stort sted, med så mange mennesker at vide hvad I synes og tænker.
Vi har i bestyrelsen ønsket at opprioritere kommunikationen med jer.
Dels gennem den nye hjemmeside, en facebookside og denne blog.
Her vil vi gerne fortælle de mange gode historier fra hverdagen på skolen.
Men vi arbejder også på nogle andre tiltag, der skal styrke dialogen mellem forældre og skole. En dialog der meget gerne skal gå begge veje, så vi også bliver klogere på, hvad I mener.
Heldigvis er der allerede nu mange, der sender en mail, stopper mig til et fællesarrangement eller kigger ind på mit  kontor for at snakke. Det sætter jeg stor pris på!
Jeg håber også at mange har lyst til at møde op til årsmødet den 13. oktober. Det er bl.a. her, I har mulighed for at komme med input til bestyrelsens arbejde og tilkendegive, hvad I synes er vigtigt på skolen.
Vi påtænker i år at ændre lidt på formen på årsmødet. Der vil i højere grad end tidligere blive lagt op til at vi debatterer nogle emner.

Vi har som tidligere nævnt brugt en stor del af tiden i bestyrelsen i år på at sætte ord på, hvad der gør N. Kochs Skole til noget særligt. Det kan I bl.a. læse om i de to seneste blog-indlæg.
Vi, der er en del af skolen, ved og mærker at det er noget særligt.
Men hvordan kommunikerer vi det ud? Hvad svarer man, når nogle spørger, hvorfor de skal vælge N. Kochs Skole til deres barn?
Vi påtænker at lave en profilanalyse af skolen, der skal indfange, hvad det er, vi gerne vil og hvad vi er gode til.
Vi vil gerne være en skole med højt fagligt niveau. Men vi vil så meget andet, der ikke umiddelbart er til at måle eller læse ud af statistikker.
Hvordan forklarer man udefrakommende hvad fællesskab, respekt for hinanden, traditioner, fællesarrangementer, samarbejdsevne, selvværd, rummelighed osv. betyder for børnenes skolegang, uden at det bliver til floskler?

Meget af mit arbejde har i år været præget af de trangere økonomiske vilkår, vi har fået at drive skole under.
Vi har været nødt til at planlægge besparelser.
Men netop i den kontekst, er det også vigtigt at have fokus på, hvad det er for en skole, vi gerne vil have. Vi må ikke spare på en måde, hvor vi sætter det unikke over styr. Det særlige der gør, at vi er glade for og stolte over Kochs Skole.
Det gælder selvfølgelig vores værdier og vores pædagogiske tilbud. Men det gælder også de fysiske rammer, som vi fortsat skal investere i.

Jeg er fantastisk stolt over vores nyrenoverede Askesal. Den giver os en masse nye muligheder for idræt, teater, musik og fester. Det var fx helt tydeligt, da vi kunne afholde et imponerende vårmarked på forårets eneste regnvejrsdag!
Og nu får vi nye vinduer i hele hovedbygningen. En nødvendig investering der højner bygningens værdi og forbedrer indeklimaet og forhåbentlig medfører en betydelig besparelse på varmeregningen.
Vi skal blive ved med at investere, sætte ting i gang og udvikle os på alle områder.

Næste skoleår har vi bl.a. valgt at sætte fokus på medarbejdernes trivsel.
Vi har søgt Forebyggelsesfonden om midler til et projekt, hvor vi i samarbejde med to konsulenter, bl.a. skal forsøge at mindske medarbejdernes oplevelse af stressbelastninger i hverdagen og give dem nogle redskaber til at tackle de stressbelastende udfordringer.
Vi har netop fået svar fra Forebyggelsesfonden, der har valgt at støtte projektet. Det er jo helt fantastisk.
Vi igangsætter projektet allerede fra skoleårets start.
Det ser jeg meget frem til og håber vi får en masse ud af det.
Også til gavn for børnene.

I det hele taget er det jo sådan, at størstedelen af min tid går med ting, der kun indirekte har med børnene at gøre. Men som forhåbentlig i sidste ende er til glæde for dem.

Heldigvis møder jeg dagligt de glade børn på skolen, der minder mig om, at det er dem jeg er her for.
Det er for børnenes skyld, jeg holder møder, lægger budgetter, bygger om, skriver ansøgninger, har samtaler, lægger strategiplaner, skriver breve, forhandler, deltager i konferencer osv. Det prøver jeg hele tiden at have i baghovedet.

Og jeg synes, vi laver en rigtig god skole for vores børn.
Jeg nyder at gå hen ad gangen eller gennem skolegården og opleve det liv der er blandt børnene på skolen og den gode tone, jeg synes der er i mellem dem. Og mellem børn og voksne.
Jeg bliver glad, når børnene siger hej, når jeg kommer forbi eller når de lige vil fortælle mig en historie.
Det er deres historier, der gør, at travlheden og de hårde dage overskygges af glæde ved jobbet og troen på at vi gør det godt.

Og så slutte året af med at stå på amfiscenen og se ud over 500 glade børn, der brøler ”Alle børn har ret”.
Så tænker jeg at Stig havde ret, da han sagde til mig den dag, jeg startede som skoleleder:  Det her, det er verdens bedste job!

Tusind tak for i år til jer alle, børn, forældre og medarbejdere.
Rigtig god sommer. Nyd ferien og på glædeligt gensyn 10. august.

Kærlig hilsen Lisbeth