Sommerferietanker

Jeg sidder på et meget stille kontor på en helt tom skole.
Der er kun larmen fra kranen, der kører i skolegården og håndværkerne, der er i gang med at sætte nye vinduer i hele hovedbygningen.

Jeg har lige sendt de sidste mails, samlet op på de sidste møder, afsluttet en vigtig forhandling og ryddet lidt op i papirbunkerne.
Så dette blog-indlæg bliver den sidste gerning, før jeg går på ferie efter mit første hele skoleår som skoleleder på N. Kochs Skole.
Et travlt men først og fremmest udfordrende, sjovt og spændende år.

Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg løbende har slettet de mange opgaver, jeg har skrevet ind i min ”to-do-liste” på min telefon, i stedet for at arkivere dem. Det kunne have givet et fantastisk billede af alt det, jeg har lavet i løbet af året.
Men måske er det helt ligegyldigt. Det vigtige er vel de ting, der har printet sig i hukommelsen og som er synlige uden en liste.
De ting som gør en forskel for børn, forældre og medarbejdere.

Hvad gør en forskel for jer?
Det kan være svært på sådan et stort sted, med så mange mennesker at vide hvad I synes og tænker.
Vi har i bestyrelsen ønsket at opprioritere kommunikationen med jer.
Dels gennem den nye hjemmeside, en facebookside og denne blog.
Her vil vi gerne fortælle de mange gode historier fra hverdagen på skolen.
Men vi arbejder også på nogle andre tiltag, der skal styrke dialogen mellem forældre og skole. En dialog der meget gerne skal gå begge veje, så vi også bliver klogere på, hvad I mener.
Heldigvis er der allerede nu mange, der sender en mail, stopper mig til et fællesarrangement eller kigger ind på mit  kontor for at snakke. Det sætter jeg stor pris på!
Jeg håber også at mange har lyst til at møde op til årsmødet den 13. oktober. Det er bl.a. her, I har mulighed for at komme med input til bestyrelsens arbejde og tilkendegive, hvad I synes er vigtigt på skolen.
Vi påtænker i år at ændre lidt på formen på årsmødet. Der vil i højere grad end tidligere blive lagt op til at vi debatterer nogle emner.

Vi har som tidligere nævnt brugt en stor del af tiden i bestyrelsen i år på at sætte ord på, hvad der gør N. Kochs Skole til noget særligt. Det kan I bl.a. læse om i de to seneste blog-indlæg.
Vi, der er en del af skolen, ved og mærker at det er noget særligt.
Men hvordan kommunikerer vi det ud? Hvad svarer man, når nogle spørger, hvorfor de skal vælge N. Kochs Skole til deres barn?
Vi påtænker at lave en profilanalyse af skolen, der skal indfange, hvad det er, vi gerne vil og hvad vi er gode til.
Vi vil gerne være en skole med højt fagligt niveau. Men vi vil så meget andet, der ikke umiddelbart er til at måle eller læse ud af statistikker.
Hvordan forklarer man udefrakommende hvad fællesskab, respekt for hinanden, traditioner, fællesarrangementer, samarbejdsevne, selvværd, rummelighed osv. betyder for børnenes skolegang, uden at det bliver til floskler?

Meget af mit arbejde har i år været præget af de trangere økonomiske vilkår, vi har fået at drive skole under.
Vi har været nødt til at planlægge besparelser.
Men netop i den kontekst, er det også vigtigt at have fokus på, hvad det er for en skole, vi gerne vil have. Vi må ikke spare på en måde, hvor vi sætter det unikke over styr. Det særlige der gør, at vi er glade for og stolte over Kochs Skole.
Det gælder selvfølgelig vores værdier og vores pædagogiske tilbud. Men det gælder også de fysiske rammer, som vi fortsat skal investere i.

Jeg er fantastisk stolt over vores nyrenoverede Askesal. Den giver os en masse nye muligheder for idræt, teater, musik og fester. Det var fx helt tydeligt, da vi kunne afholde et imponerende vårmarked på forårets eneste regnvejrsdag!
Og nu får vi nye vinduer i hele hovedbygningen. En nødvendig investering der højner bygningens værdi og forbedrer indeklimaet og forhåbentlig medfører en betydelig besparelse på varmeregningen.
Vi skal blive ved med at investere, sætte ting i gang og udvikle os på alle områder.

Næste skoleår har vi bl.a. valgt at sætte fokus på medarbejdernes trivsel.
Vi har søgt Forebyggelsesfonden om midler til et projekt, hvor vi i samarbejde med to konsulenter, bl.a. skal forsøge at mindske medarbejdernes oplevelse af stressbelastninger i hverdagen og give dem nogle redskaber til at tackle de stressbelastende udfordringer.
Vi har netop fået svar fra Forebyggelsesfonden, der har valgt at støtte projektet. Det er jo helt fantastisk.
Vi igangsætter projektet allerede fra skoleårets start.
Det ser jeg meget frem til og håber vi får en masse ud af det.
Også til gavn for børnene.

I det hele taget er det jo sådan, at størstedelen af min tid går med ting, der kun indirekte har med børnene at gøre. Men som forhåbentlig i sidste ende er til glæde for dem.

Heldigvis møder jeg dagligt de glade børn på skolen, der minder mig om, at det er dem jeg er her for.
Det er for børnenes skyld, jeg holder møder, lægger budgetter, bygger om, skriver ansøgninger, har samtaler, lægger strategiplaner, skriver breve, forhandler, deltager i konferencer osv. Det prøver jeg hele tiden at have i baghovedet.

Og jeg synes, vi laver en rigtig god skole for vores børn.
Jeg nyder at gå hen ad gangen eller gennem skolegården og opleve det liv der er blandt børnene på skolen og den gode tone, jeg synes der er i mellem dem. Og mellem børn og voksne.
Jeg bliver glad, når børnene siger hej, når jeg kommer forbi eller når de lige vil fortælle mig en historie.
Det er deres historier, der gør, at travlheden og de hårde dage overskygges af glæde ved jobbet og troen på at vi gør det godt.

Og så slutte året af med at stå på amfiscenen og se ud over 500 glade børn, der brøler ”Alle børn har ret”.
Så tænker jeg at Stig havde ret, da han sagde til mig den dag, jeg startede som skoleleder:  Det her, det er verdens bedste job!

Tusind tak for i år til jer alle, børn, forældre og medarbejdere.
Rigtig god sommer. Nyd ferien og på glædeligt gensyn 10. august.

Kærlig hilsen Lisbeth

Bestyrelsen på arbejdsdøgn

 
Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af skolebestyrelsen og mor til 2 børn i kommende 3.b

Det meste arbejde i bestyrelsen foregår meget traditionelt med møder på skolen med dagsorden, franskbrød med ost, en ordstyrer osv. Men én gang om året drager hele bestyrelsen på weekend og fordyber sig i et eller flere emner. Helst et sted i skøn natur med dårlig mobildækning, så al opmærksom bliver dedikeret til emnet – når man da ikke lige går en tur i skoven, rundt om søen eller hvad der nu er i nærheden.

Det er stort privilegium at bruge en hel weekend på et emne, og ikke bare de sædvanlige 15 – 20 minutter, som de fleste punkter får til de traditionelle møder. Måske kommer der oplæg ude fra – fra konsulenter, lærere, forældre eller andre, vi diskuterer i grupper, vi hæver os op i helikopteren, graver os ned i enkelte emner, kommer med de vilde ideer og får vendt og drejet en masse problemstillinger.

I 2011 handlede arbejdsdøgnet om hvem N. Kochs Skole er, hvad det betyder at være verdens bedste skole for børn, hvad vores kerneværdier er, hvad vores visioner er, og hvordan vi ser skolen i fremtiden. Til dagen havde Lisbeth bedt både børn og forældre komme med deres bud på, hvad N. Kochs Skole betyder for dem. Det var der kommet nogle helt fantastiske beskrivelser ud af, og vi var alle i den grad klare og parate efter Lisbeth, som det første indslag på dagen, læste et par udvalgte eksempler op. Det gav fantastisk energi til dagens arbejde at høre børn og forældres bud på, hvad det egentlig er ved N. Kochs Skole, som er vigtigt for dem. Og en kæmpe glæde og stolthed over, at skolen i den grad sætter sig spor og rent faktisk formår at leve et liv, hvor værdierne ikke bare eksisterer på papiret, men bliver omsat i praksis.

Outputtet fra arbejdsdøgnet var en lang stribe ideer, som i første omgang er kategoriseret under tre overskrifter – ideer der allerede er i gang, ideer som det er oplagt at arbejde videre med i bestyrelsen samt ideer som i første omgang bliver gemt – men ikke glemt. Det bliver spændende at følge, hvordan ideerne bliver realiseret og er med til at skabe den konstante fremdrift og udvikling, som er et af N. Kochs Skoles væsentligste kendetegn. Men først skal der holdes sommerferie, inden vi igen kaster os over det spændende arbejde med at gøre N. Kochs Skole til verdens bedste skole for børn.

God sommer til alle! 

Verdens bedste skole.... for hele familien

At være verdens bedste skole for børn, betyder for os, at de børn og forældre der er på skolen ikke kunne tænke sig nogen bedre skole for dem.

Jeg bad i foråret børn og forældre prøve at sætte ord og billeder på hvad der er særligt ved N. Kochs Skole. Hvad er verdens bedste skole for dem.

En forældre fortæller i dette fantastiske essay, hvordan Kochs skole gennem 10 år er blevet en del af familien. Fordi familien har valgt at være en del af Kochs Skole:

En fortælling om en skole, nogle børn og en helikopter

Et essay af Cathrine Illeborg Gad (mor til Rose i 7.ende og Sofia i 9.ende)

Lidt tilfældigt brugte jeg en fridag for 7 år siden sammen med min datters klasse.

Klassen skulle lære noget matematik i skoven. Det var fantastisk vejr.

Ungerne var udstyrede med snore, som de havde opmålt hjemmefra. De havde udstyr til registrering og fik konkrete opgaver. De løb fra træ til træ og lavede målinger. Lærerne var 100% rettet mod børnenes arbejde og fastholdt klassens opmærksomhed i dette intense læringsrum i meget lang tid. Ind imellem var der pauser med tid til leg og madpakker - så var der børnesamling med vurdering af resultater og vilde perspektiver. Nogle børn blev fanget af matematikken og blev tæt omkring læreren for at få flere hovedbrud. Størstedelen af børnene susede rundt og legede med hinanden i skoven. Og så gik det hjem mod skolen igen.

Jeg gik hjem alene, for mine børn var i den periode ikke til at drive hjem fra skole. Og den stemning, der ramte mig var en fornemmelse af frihed og dyb taknemmelighed. Når man forbinder frihed med skoleoplevelser, gør det stort indtryk. Det er svært at sætte ord på.

Institutionalisering er da et grimt ord

Det er et begreb, som betegner en bevægelse mod at blive mere institution - altså en retning mod at ordne, systematisere og styre.

Vi taler om, at leg og bevægelse institutionaliseres, når vi i sportens navn begynder at finde på regler og sætte i system. Vi laver en forening, nogle regler og en konkurrence. Den samme bevægelse sker, når de børn man har skabt, skal møde institutionslivet. Institutionalisering af familien. Børnene skal tilpasse sig et nyt system en ny hverdag. Hele familien skal afkode og lære at indordne sig under nogle regler, som er bestemt af andre. Og der gives faktisk vigtige point for gode resultater. Den proces kræver tillid. Tør man tro på, at der gemmer sig noget godt bag reglerne. Har man en grundlæggende tillid til, at der er fornuftige argumenter bag institutionens regelsæt, lærernes ideer, mødeindkaldelser med fastlagte dagsordner, skemaer, budskaber og visioner, der meldes ud?

Det fænomen, som hjælper os med at overgive os til institutionaliseringen, kan vi kalde narrationens kraft. I mødet med skolen er vi ekstremt modtagelige for fortælling. Vi lytter, fortolker signaler, forsøger at afkode mængden af information.  Føler vi os trygge? Forstår vi budskaberne? Hvis vi har tillid, er vi hurtigt i færd med at indskrive os selv i den fortælling, som institutionen vælger at fortælle. Vi lytter til alle historierne, som omgiver os, vi er modtagelige for små input som indskrives i den igangværende fortælling om institutionen. Vi fortæller selv videre på historien - eller er aktive i at skabe fortællingen. Hvad er en god skole? Svaret ændrer sig hele tiden, i takt med at vi erfarer mere og mere. Hvad sagde lærerne til forældremødet? Hvilke signaler blev sendt til informationsmødet? Hvordan passer vi ind? Vi mærker andres energi og idérigdom. Et forældrepar køber bolde til klassen - de tager initiativ, de sætter noget på spil. Det er en fantastisk idé. Andre forældre arrangerer fællesspisning, hvor børnene leger og de voksne snakker og hygger - det gør vi igen! Børnene reagerer positivt, forældrene reagerer ved at vise tegn på tryghed og fællesskab - der sker noget. Fortællingen blomstrer. Hvad er det, der gør at en skole er verdens bedste for børn? Er det point og resultater eller er det et spørgsmål om, hvor glade og livskloge børnene er? Vi er hele tiden med til at forstærke eller tynde fortællingen ud. Vi træffer aktive valg som meddigtende fortællere. Vi har narrationens urkraft i os.

Verdens bedste?

Når en institution har et stærkt motto, vækker det opsigt. Et provokerende motto, vækker nysgerrighed og analytisk tæft. Vi får lyst til at afprøve det motto, det tirrer os - vi holder vågent øje med beviser, som bekræfter og afkræfter påstanden. Det er godt at holde øje med og være nysgerrig i forhold til en skole. Jeg finder det særligt spændende, fordi det i bund og grund tvinger os til at holde helikopterblikket i stedet for at trykke på zoomknappen og fokusere på vores egne børn. Helikopteren er svær at sidde i og forsøge at overskue skolen som helhed?  Men, den har en særlig egenskab - den får os til se de signaler, som ikke umiddelbart vedrører os. Vi udvider fortællingen om institutionen til også at omfatte historierne, som kommer fra forældre med ældre eller yngre børn på skolen. Vi forholder os til de aktiviteter andre lærere sætter igang. Vi er mere sensible for at aflæse stemninger, når der er fællesarrangementer på skolen. Til vårmarked er forældrene på 8.ende årgang i samlet flot og i fuld sving med at hjælpe deres børn med at lave sjove happenings. Hvorfor er de det? Hvor kommer alle de spændende boder fra? Hvem havde massagebrikse og lavalamper med? Hvor kom de store gryder fra? Hvem havde bagt de lyserøde kager? Man finder talen særlig god, fordi den tog udgangspunkt i noget helt aktuelt i Verdenshistorien. Det er godt at alle vore børn omgives af disse voksne, som tager aktiv del i den store verden. Og så kan vi bagefter, med ro i sindet, zoome ind på egne børn og lytte til deres fortællinger. Er der mon fællestræk mellem fortællingerne? Hvilken højde tog børnene stemningen ind fra? ...Der var slåskamp - en dreng var ked af det. Jeg skulle tisse. Det var sjovt at synge sammen på scenen. Jeg købte Hjaltes bamse. Det var verdens bedste dag i dag.

At stikke øret helt ind til døren og lytte til skolens fortælling, giver kildren i maven

Når man oplever en étage ændre sig en hel uge til én stor bazar med handel, spil, kugler som betalingsmiddel, store og små sammen om at regne og finde på smarte regnefiduser i det selvskabte parallelunivers, så melder ydmygheden sig. Når man præsenteres for en lille sød tøs, som er "min lille-ven" og man mærker ægtheden i den store ære og nænsomhed, som forholdet mellem stor og lille udtrykker, så melder ydmygheden sig. Når man finder ud af, at barnet i flere måneder har gået både til guitar og drama i næsten samme tidsrum...og at de voksne har støttet og set igennem fingre med tidsproblemet, fordi pigen skulle have tid til at bestemme sig ordentligt, så bliver man blød og ydmyg igen. Når man får grundigt referat fra endnu et pigemøde i klassen, og tænker "uha uha - hvem kan holde ud at høre på dette igen og igen? Så melder ydmygheden sig. Når familien hver tirsdag får beskidte børn hjem med lugt af røg i hår og tøj, så er man stille og ydmyg. Når man har en hel flok børn til aftensmad og lytter til dem og kigger på deres udstråling og store fornemmelse for sig selv og hinanden, så er man ydmyg og en smule misundelig. Børnene artikulerer én lang fortælling om deres skole og den betyder uendelig meget for dem. Når man for 10ende gang modtager invitation til en skøn forestilling, hvor børn og voksne har knoklet i talrige timer og man så kigger rundt og ser personale, skoleleder, mænd og koner og søskende hjælpe hinanden med at rose børnene og rydde op sammen. Så kan jeg næsten ikke rumme mere. Ydmygheden for fællesskabets naturlighed sidder i øjenkrogen. Det er enestående. Tænk at mine børn har lov at opleve dette hver dag. Ydmyghed kan ikke tillæres, det skal føles.

En lille historisk begivenhed

 Jeg har været draget af fortællingen om skolelederskiftet på Kochs skole. Det har for mig været et enestående eksempel på, hvor kraftfulde fortællinger er. Skolen har vist evne til at skabe et magisk rum omkring den begivenhed. Alle har været engagerede. Der har været fest, blevet skrevet og holdt taler, tegnet tegninger, skabt nye ritualer, lavet gaver, skrevet og sunget sange og grædt tårer. Festen har haft to ansigter. Den har rummet farvel og goddag. Afsked og velkomst. Ældre og ung. Gammel erfaring og ung erfaring.  Det at dele erfaringer har været aktualiseret i fasen, hvor den afgående og den kommende skoleleder delte kontor og arbejdsliv. En smuk overgang set fra helikopteren eller fra barnets perspektiv. En historisk begivenhed. Vi får øje på livets gang, vi taler om og lytter til formuleringer af værdier og visioner. Børn og voksne lærer deres skole at kende. Vi mærker at det er skønt at holde fest med indhold. Vi mærker i fællesskabet fortællingen om skolen i fortid, nutid og fremtid.

Familieliv og institution

Det er meget interessant, når institutionalisering kan mærkes på en familie. Jeg har altid tænkt begrebet anvendt i større perspektiv - på kulturelle tendenser over langstrakte tidsperioder. Nu tror jeg begrebet kan beskrive den proces min familie har oplevet fra mødet med Kochs skole og til nu - næsten 10 år efter. Vi er en del af institutionen. Vi har formet os efter institutionen på godt og ondt. Vi har som familie lært en masse af fællesskabet, regler og ideer, diskussioner om værdier. Vi har også formet institutionen. Med alt det som vi har været med til at fortælle. Alt det vi har været med til at opleve og påvirke i det små. Men havde vi ladet os institutionalisere, hvis ikke fortællingen var god? Havde vi så ikke sat hælene i og adskilt hjemmeliv og skole noget mere?

I close-up kan vi ikke besvare spørgsmålet

Det er vigtigt, at det er mange forskellige stemmer, som bidrager til at fortælle om Kochs skole. Mange vinkler giver mangfoldighed. Det skaber rummelighed. Og dermed er det ikke svært at finde eksempler på, at skolen er helt fantastisk. Men det er særlig vigtigt, at det til stadighed siges højt, at der faktisk er noget, der ikke er plads til. For eksempel er der, som jeg ser det, på Kochs skole dårligt plads til det konforme og det smålige. Det gør forskellen. Det kan man høre, når man lytter til fortællingen om Kochs. Sådan praktiseres hverdagen på skolen, og det understreges i taler, sangvalg, og så videre. Disse signaler giver den gode fortælling om skolen ekstra gode vilkår. Og jeg tror netop, at smålighed kan sløre vores blik, så vi ikke kan føle ydmygheden. Så vi ikke tør tage en tur i helikopteren. Så vi i stedet helt automatisk kommer til at zoome ind på egne børn og egen livsverden. Med sådan et close-up på ”sit eget” får man aldrig øje på, om børnenes skole faktisk er "Verdens bedste skole for børn"? Man lader sig slet ikke provokere af spørgsmålet. Måske tror man oven i købet, at man kan forlange eller kan købe sig til Verdens bedste skole for børn, uden selv at være med til at skabe fortællingen?

Velkommen

Så er den nye hjemmeside i luften.

Tanken er at den gennem mange små historier skal fortælle historien om Kochs.
Vise hvem vi er, hvad vi laver og hvad vi tænker om at ville være verdens bedste skole for vores børn.
Vise med konkrete eksempler at vores værdigrundlag er mere end fine ord.
Der vil løbende komme historier og tanker.
Foreløbig ligger der et par indlæg. Og efterhånden vil der vise sig et mangfoldigt billede af de mange ting, der sker på skolen. Små og store.

På siden har vi også lavet denne blog, hvor jeg ind i mellem vil skrive mine tanker om arbejdet med at lave verdens bedste skole for vores børn.
Desuden vil der på bloggen komme indlæg fra en forældre. Johanne Birn, der har børn i 2.b. Og som desuden sidder i bestyrelsen.
Henad vejen vil jeg også inddrage elever og medarbejdere, der også kan bidrage med deres vinkel.
Hvis I sidder med ideer til emner, vi skal skrive om, eller selv har lyst til at bidrage, så send mig en mail på lq@kochs.dk.
Kommentarer, spørgsmål, sjove oplevelser, undren, gode historier, refleksioner osv.
Jeg håber meget, at I har lyst til at bidrage til en levende hjemmeside.

Vi er slet ikke færdige med at udvikle siden. Nu er den i gang, og så må vi se, hvor den bringer os hen.

Det vil være muligt at finde alle de praktiske oplysninger, hvis du klikker ind på linksne til venstre.
Informationer der henvender sig til nuværende forældre vil senere blive flyttet til forældreintra.

Vi har også oprettet en Facebook-side. Her vil der komme besked, når der kommer nye historier på hjemmesiden.
Desuden vil vi bruge den til beskeder, vi skal have bredt ud. Invitationer mv.
Er du facebookbruger: Klik dig ind på vores side: http://www.facebook.com/home.php#!/pages/N-Kochs-Skole/160928943960203 og ”syns godt om”.
Og inviter gerne alle du kender, der også synes godt om N. Kochs Skole.

Håber I vil tage godt i mod vores nye hjemmeside. Ris, ros og gode ideer modtages med tak!
/Lisbeth