Hvad med fagligheden?

Fredag d. 12. august bød jeg velkommen til en flok lidt betuttede og meget forventningsfulde nye børn, der skulle starte i 0. klasse.

Forældrene virkede mindst ligeså forventningsfulde.

Jeg havde lejlighed til at snakke med en del af dem i de to timer, der gik, mens børnene var rigtigt i skole uden mor og far for første gang.

Alle gav udtryk for, at de var meget glade for, at deres barn skulle starte på N. Kochs Skole.

En del af forældrene havde ”første skoledag” på N. Kochs Skole for 2. 3. eller 4. gang. De ved godt, hvad de går ind til og hvad der gør, at de er glade for, at deres barn starter på Kochs.

Men der sad også nogle, der var helt nye forældre på N. Kochs Skole. Hvilke forventninger har de? Hvorfor valgte de N. Kochs Skole, og hvad håber og tror de at de og deres børn får med herfra? Og lever vi op til disse forventninger?

Jeg håber ikke, at forældrene vælger N. Kochs Skole for at slippe for den lokale folkeskole. De fleste folkeskoler er efter min overbevisning gode med dygtige og engagerede lærere.

Jeg håber, at valget af N. Kochs Skole er et tilvalg af præcis de værdier, vi vægter hos os.

’På N. Kochs Skole står fællesskabet i centrum’ står der i første linje i vores værdigrundlag. Vi nævner åbenhed, omsorg, ansvar, tolerance og gensidig respekt som vigtige begreber i dagligdagen på skolen.

Vi ønsker ikke blot at børnene skal blive til noget. De skal også blive til nogen.

Alt dette fremhæver vi ofte, fordi det er så centralt for os.

Ind imellem bliver jeg så mødt af spørgsmålet: Jamen, hvad med fagligheden? De skal vel også lære noget. Sagt på en anden måde: Det er fint, at I vægter det sociale, men hvordan klarer de sig til afgangsprøven?

Jeg tror det er rigtigt, at vi forsømmer at fortælle dét, fordi det er så selvfølgeligt for os, at børnene naturligvis også skal rustes fagligt.

Heldigvis står et godt fagligt udbytte jo ikke i modsætning til fællesskab, respekt for hinanden, trivsel, samarbejdsevne, selvværd, rummelighed og de mange andre ting, vi vægter højt.

Vi tænker tvært imod, at disse værdier er en forudsætning for at kunne klare sig godt fagligt.

Dagen efter 0. klasses skolestart offentliggjorde undervisningsministeriet den nye rangliste over skoler.

N. Kochs Skole ligger rigtig fint på den liste - og den bekræfter os i, at vores børn har et højt fagligt niveau.

For første gang opstilles skolernes resultater ikke ud fra hvilken skole, der har fået det højeste gennemsnit. Men ud fra hvilken skole der klarer sig bedst i forhold til hvad, man kunne forvente, når man tager højde for elevernes køn, etnisk oprindelse, forældrenes uddannelse, arbejde, indkomst og civilstand.

Alle undersøgelser viser at børn af ressourcestærke forældre klarer sig bedre i skolen. Det tager denne rangliste højde for i det omfang, man kan indfange det.

Vi er blandt de 10 skoler i Århus, der har klaret sig bedst i forhold til hvad, man kunne forvente. Og vi er vel at mærke den skole i Århus, som man har næsthøjest forventninger til.

Efterfølgende har rigtig mange politikere og skolefolk udtalt sig om denne rangliste. Om hvor fantastisk et redskab den er eller hvor mangelfuld og ubrugelig den er.

Og ja. Den er mangelfuld.

Dels selvfølgelig fordi den meget snævert vurderer en skole ud fra skolens prøveresultater. Og dels fordi man i en statistik selvfølgelig ikke kan tage højde for alle faktorer. Så naturligvis giver listen ikke et entydigt billede af, om en skole er god eller dårlig til at løfte det faglige niveau.

Men hvis man vil se, hvordan skolen klarer sig fagligt, er dette nok det bedste værktøj, der har været indtil nu.

Og det vil vi gerne. For det hører med til billedet af en skole.

Vi ved jo godt at faglighed og gode prøveresultater kun er en lille del af alt det, vi gerne vil og at listen derfor slet ikke giver det fulde billede af alt det vi kan, vil og gør.

/Lisbeth

Frugtbare diskussioner og små og store beslutninger

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Et nyt skoleår er skudt i gang og man kan næsten mærke, hvordan det alle steder summer af forventninger, sommerferieoplevelser der skal deles og masser af ny energi.

Også forældrebestyrelsen er atter trukket i arbejdstøjet og der er nok at tage fat på. Årsmødet er lige om hjørnet og det første bestyrelsesmøde efter ferien blev blandt andet brugt på en god diskussion om, hvorvidt årsmødet skal have en ny struktur. Det resulterede i en udbytterig snak om, hvad det egentlig er vi vil med årsmødet – vil vi andet end afholde den generalforsamling, vi er forpligtet til? Er det et succeskriterium, at der kommer mange? Eller betyder det mere, at dem der kommer, er reelt interesserede i indholdet? Hvordan skal vi markedsføre mødet og skal det peppes op med indlæg, gruppediskussioner, eller hvad? Mulighederne er talrige og som det ofte er tilfældet, viser det sig, at der er stort set lige så mange meninger, som der er medlemmer i bestyrelsen.

Snakken bliver lang og der kommer mange argumenter på bordet for både den ene, den anden og den tredje model. Alle taler deres sag. Her er det ok at mene noget – også selvom det ikke er flertallets holdning, og som der er tradition for, ender vi efter en frugtbar diskussion med at tage en beslutning, som alle kan stå inde for og bakke op om. Faktisk kender jeg ikke til en eneste episode (har hverken oplevet eller hørt om), hvor det har været nødvendigt at igangsætte en afstemning for at træffe et valg. Det er altid lykkedes bestyrelsen at diskutere sig frem til en fælles beslutning. Også selvom bestyrelsen igennem året når omkring rigtig mange emner og træffer rigtig mange beslutninger – både sjove, glædelige, triste, svære og alvorlige.

Men en ting er sikkert – det bliver aldrig kedeligt. Der er masser af engagement, glæde, humor og respekt. Det giver mening og ikke mindst masser af energi, som man kan bruge når man næste gang kaster sig ud i en frugtbar diskussion om et nyt emne – hvad enten det handler om nye vinduer, sparerunder, årsmøder, emner for 10. klasser, madordning, elevator, for små stole, smartboards, værdier, elevantal eller…  

Og så til slut naturligvis en opfordring til at sætte et kryds i kalenderen til det kommende årsmøde torsdag den 13. oktober :-)

Projekt kollegial omsorg

Hvad kan DU gøre for at øge arbejdsglæden på N. Kochs Skole?

Når man stiller dét spørgsmål til 70 medarbejdere på én gang, så sker der noget!

Alle skolens medarbejdere mødtes på den første arbejdsdag efter ferien i Risskov for at sparke projekt Kollegial Omsorg i gang.

 Vi har i det kommende skoleår ønsket at sætte fokus på N. Kochs Skole som arbejdsplads. Hvordan kan vi mindske stres og sygefravær og hvordan kan vi øge arbejdsglæden?

Vi har arbejdet sammen med konsulentfirmaet ”Go’ Proces” om at formulere et projekt, der skal sikre, at det ikke blot bliver ved snakken, men munder ud i konkrete ændringer og dermed mærkbart færre sygedage og større arbejdsglæde.

Vi har søgt forebyggelsesfonden om midler, og de har valgt at støtte os og øremærket over 1/2 mio kr. til dette projekt.

Det giver naturligvis nogle ekstraordinært gode muligheder for at sætte nogle konkrete tiltag i værk.

Men opgaven, som konsulenterne stillede os den første dag, var at kigge ud over dét, man kan købe sig til eller dét, man gerne vil have andre til at gøre for sig.

Opgaven var at finde ud af hvordan vi sammen kan løfte Kochs Skole op til at blive en bedre arbejdsplads.

For nogle år siden blev der på skolen lavet en medarbejder-tilfredshedsundersøgelse.

Denne undersøgelse viste, at medarbejderne generelt er rigtig glade for at være ansat på Kochs Skole. Men den pegede også på, at det kan være stressende at være en del af et innovativt miljø blandt dygtige og engagerede kolleger, hvor alle gerne vil bidrage til udvikling.

Det kan være hårdt at være en del af en kultur, hvor man er glad for sin arbejdsplads og gerne vil strække sig langt for den.

 Vi skal ikke fjerne engagementet og lysten til at gøre en ekstra indsats.

Men vi skal skabe en kultur, hvor der er åbenhed om- og opmærksomhed på faren ved dette.

I undersøgelsen pegede medarbejderne selv på at anerkendelse, omsorg og opmærksomhed kan være en hjælp.

Jeg håber at projektet her, kan give os nogle værkstøjer til det. Værktøjer som vi vil få glæde af også når projektet er forbi.

Vores første projektdag i Risskov affødte er række gode ideer, som vi nu skal prøve af, evaluere og videreudvikle i løbet af året.

Det drejer sig bla om:

Mulighed for fælles samvær, hygge og forkælelse for medarbejderne. Fx i pauserne.

Mere fysisk aktivitet for både børn og vokse.

Nyindrettet arbejdsrum.

Bedre kendskab på tværs af afdelingerne. Jobrotation.

Fællessamlinger for alle. Mere fællessang på skolen.

Hilsepligt. Alle forpligter sig til at være imødekommende og smilende og hilse på alle på skolen.

Jeg er fantastisk glad for, at vi har igangsat dette projekt, fordi jeg er helt overbevist om, at medarbejdernes trivsel og arbejdsglæde er altafgørende for at lave en god skole.

Og jeg er fantastisk glad for det engagement medarbejderne deltog med på den første dag. Der var masser af arbejdsglæde;-)

Det kan kun blive godt!
/Lisbeth

Tanker om rummelighed

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

”På min skole skal vi først lære at være gode ved hinanden og at gå i skole. Bagefter lærer vi at læse.” Sådan svarede min datter Asta, da hun gik i første klasse og hendes lidt ældre fætter syntes, det var meget mærkeligt, at hun endnu ikke havde lært at læse. Jeg kom til at tænke på episoden her i sommerferien, hvor jeg har spekuleret en del over, hvad ordet ”rummelighed” egentlig dækker over.

”På N. Kochs Skole står fællesskabet i centrum. Det er rummeligt med respekt for de enkelte individer og deres forskelligheder.” Sådan lyder de første sætninger i skolens værdigrundlag. Det er store ord og lyder flot. Men én ting er det skrevne ord i et værdigrundlag, som ligger et eller andet sted på en hjemmeside, en anden ting er, hvordan det bliver udlevet som en naturlig og integreret del af lærerne og elevernes hverdag.

Men hvordan kommer rummeligheden egentlig til udtryk? Hvorvidt det lykkes at efterleve værdigrundlaget er ikke noget man kan læse sig til. Man kan heller ikke sætte sig ned sammen med sine børn og bede dem om at vise, om de nu også er blevet rummelige, som man kan bede dem om at læse højt eller lave et regnestykke og derved vurdere deres niveau i de forskellige discipliner.

Men man får en fornemmelse for niveaet for rummelighed efter en sommerferie der af flere omgange er tilbragt sammen med fætre og kusiner - otte børn i alderen 1-11 år. Når alle leger sammen og ingen bliver holdt uden for, når legene hele tiden bliver udformet, så alle kan deltage og have det sjovt uanset alder og mærkelige ønsker til roller, der ikke umiddelbart passer ind i legen. De store tager sig af de små, og de små kvitterer med uforbeholden beundring af de store. Det bliver man glad af at opleve. Eller når ens barn har forstået, at det er vigtigt at have det godt med hinanden for at man kan lære noget.

Når jeg kommer på N. Kochs Skole får jeg det samme indtryk af børn, der er opmærksomme på hinanden og giver plads til forskellighed. Det oplever man både i forholdet børnene i mellem og i forholdet mellem de voksne og børnene. Der er hele tiden fokus på, at børnene lærer at begå sig sammen med de andre børn, at de respekterer hinandens forskelligheder og skaber et rum, hvor der er plads til alle. Det kommer ikke af sig selv, men kræver en indsats både fra de voksne og fra børnene. Det kræver, at de voksne prioriterer det i hverdagen, og også tør sætte det faglige til side for en stund for at sikre et godt miljø, som i sidste ende sikrer at læring kan finde sted.

Sommerferien er næsten slut og nu venter nye udfordringer, sjov, leg og læring og ikke mindst en masse børn og voksne, der sammen skal skabe den rummelighed, der er med til at gøre N. Kochs Skole til den skole, den er.

God arbejdslyst til både børn og voksne.

Sommerferietanker

Jeg sidder på et meget stille kontor på en helt tom skole.
Der er kun larmen fra kranen, der kører i skolegården og håndværkerne, der er i gang med at sætte nye vinduer i hele hovedbygningen.

Jeg har lige sendt de sidste mails, samlet op på de sidste møder, afsluttet en vigtig forhandling og ryddet lidt op i papirbunkerne.
Så dette blog-indlæg bliver den sidste gerning, før jeg går på ferie efter mit første hele skoleår som skoleleder på N. Kochs Skole.
Et travlt men først og fremmest udfordrende, sjovt og spændende år.

Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg løbende har slettet de mange opgaver, jeg har skrevet ind i min ”to-do-liste” på min telefon, i stedet for at arkivere dem. Det kunne have givet et fantastisk billede af alt det, jeg har lavet i løbet af året.
Men måske er det helt ligegyldigt. Det vigtige er vel de ting, der har printet sig i hukommelsen og som er synlige uden en liste.
De ting som gør en forskel for børn, forældre og medarbejdere.

Hvad gør en forskel for jer?
Det kan være svært på sådan et stort sted, med så mange mennesker at vide hvad I synes og tænker.
Vi har i bestyrelsen ønsket at opprioritere kommunikationen med jer.
Dels gennem den nye hjemmeside, en facebookside og denne blog.
Her vil vi gerne fortælle de mange gode historier fra hverdagen på skolen.
Men vi arbejder også på nogle andre tiltag, der skal styrke dialogen mellem forældre og skole. En dialog der meget gerne skal gå begge veje, så vi også bliver klogere på, hvad I mener.
Heldigvis er der allerede nu mange, der sender en mail, stopper mig til et fællesarrangement eller kigger ind på mit  kontor for at snakke. Det sætter jeg stor pris på!
Jeg håber også at mange har lyst til at møde op til årsmødet den 13. oktober. Det er bl.a. her, I har mulighed for at komme med input til bestyrelsens arbejde og tilkendegive, hvad I synes er vigtigt på skolen.
Vi påtænker i år at ændre lidt på formen på årsmødet. Der vil i højere grad end tidligere blive lagt op til at vi debatterer nogle emner.

Vi har som tidligere nævnt brugt en stor del af tiden i bestyrelsen i år på at sætte ord på, hvad der gør N. Kochs Skole til noget særligt. Det kan I bl.a. læse om i de to seneste blog-indlæg.
Vi, der er en del af skolen, ved og mærker at det er noget særligt.
Men hvordan kommunikerer vi det ud? Hvad svarer man, når nogle spørger, hvorfor de skal vælge N. Kochs Skole til deres barn?
Vi påtænker at lave en profilanalyse af skolen, der skal indfange, hvad det er, vi gerne vil og hvad vi er gode til.
Vi vil gerne være en skole med højt fagligt niveau. Men vi vil så meget andet, der ikke umiddelbart er til at måle eller læse ud af statistikker.
Hvordan forklarer man udefrakommende hvad fællesskab, respekt for hinanden, traditioner, fællesarrangementer, samarbejdsevne, selvværd, rummelighed osv. betyder for børnenes skolegang, uden at det bliver til floskler?

Meget af mit arbejde har i år været præget af de trangere økonomiske vilkår, vi har fået at drive skole under.
Vi har været nødt til at planlægge besparelser.
Men netop i den kontekst, er det også vigtigt at have fokus på, hvad det er for en skole, vi gerne vil have. Vi må ikke spare på en måde, hvor vi sætter det unikke over styr. Det særlige der gør, at vi er glade for og stolte over Kochs Skole.
Det gælder selvfølgelig vores værdier og vores pædagogiske tilbud. Men det gælder også de fysiske rammer, som vi fortsat skal investere i.

Jeg er fantastisk stolt over vores nyrenoverede Askesal. Den giver os en masse nye muligheder for idræt, teater, musik og fester. Det var fx helt tydeligt, da vi kunne afholde et imponerende vårmarked på forårets eneste regnvejrsdag!
Og nu får vi nye vinduer i hele hovedbygningen. En nødvendig investering der højner bygningens værdi og forbedrer indeklimaet og forhåbentlig medfører en betydelig besparelse på varmeregningen.
Vi skal blive ved med at investere, sætte ting i gang og udvikle os på alle områder.

Næste skoleår har vi bl.a. valgt at sætte fokus på medarbejdernes trivsel.
Vi har søgt Forebyggelsesfonden om midler til et projekt, hvor vi i samarbejde med to konsulenter, bl.a. skal forsøge at mindske medarbejdernes oplevelse af stressbelastninger i hverdagen og give dem nogle redskaber til at tackle de stressbelastende udfordringer.
Vi har netop fået svar fra Forebyggelsesfonden, der har valgt at støtte projektet. Det er jo helt fantastisk.
Vi igangsætter projektet allerede fra skoleårets start.
Det ser jeg meget frem til og håber vi får en masse ud af det.
Også til gavn for børnene.

I det hele taget er det jo sådan, at størstedelen af min tid går med ting, der kun indirekte har med børnene at gøre. Men som forhåbentlig i sidste ende er til glæde for dem.

Heldigvis møder jeg dagligt de glade børn på skolen, der minder mig om, at det er dem jeg er her for.
Det er for børnenes skyld, jeg holder møder, lægger budgetter, bygger om, skriver ansøgninger, har samtaler, lægger strategiplaner, skriver breve, forhandler, deltager i konferencer osv. Det prøver jeg hele tiden at have i baghovedet.

Og jeg synes, vi laver en rigtig god skole for vores børn.
Jeg nyder at gå hen ad gangen eller gennem skolegården og opleve det liv der er blandt børnene på skolen og den gode tone, jeg synes der er i mellem dem. Og mellem børn og voksne.
Jeg bliver glad, når børnene siger hej, når jeg kommer forbi eller når de lige vil fortælle mig en historie.
Det er deres historier, der gør, at travlheden og de hårde dage overskygges af glæde ved jobbet og troen på at vi gør det godt.

Og så slutte året af med at stå på amfiscenen og se ud over 500 glade børn, der brøler ”Alle børn har ret”.
Så tænker jeg at Stig havde ret, da han sagde til mig den dag, jeg startede som skoleleder:  Det her, det er verdens bedste job!

Tusind tak for i år til jer alle, børn, forældre og medarbejdere.
Rigtig god sommer. Nyd ferien og på glædeligt gensyn 10. august.

Kærlig hilsen Lisbeth

Bestyrelsen på arbejdsdøgn

 
Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af skolebestyrelsen og mor til 2 børn i kommende 3.b

Det meste arbejde i bestyrelsen foregår meget traditionelt med møder på skolen med dagsorden, franskbrød med ost, en ordstyrer osv. Men én gang om året drager hele bestyrelsen på weekend og fordyber sig i et eller flere emner. Helst et sted i skøn natur med dårlig mobildækning, så al opmærksom bliver dedikeret til emnet – når man da ikke lige går en tur i skoven, rundt om søen eller hvad der nu er i nærheden.

Det er stort privilegium at bruge en hel weekend på et emne, og ikke bare de sædvanlige 15 – 20 minutter, som de fleste punkter får til de traditionelle møder. Måske kommer der oplæg ude fra – fra konsulenter, lærere, forældre eller andre, vi diskuterer i grupper, vi hæver os op i helikopteren, graver os ned i enkelte emner, kommer med de vilde ideer og får vendt og drejet en masse problemstillinger.

I 2011 handlede arbejdsdøgnet om hvem N. Kochs Skole er, hvad det betyder at være verdens bedste skole for børn, hvad vores kerneværdier er, hvad vores visioner er, og hvordan vi ser skolen i fremtiden. Til dagen havde Lisbeth bedt både børn og forældre komme med deres bud på, hvad N. Kochs Skole betyder for dem. Det var der kommet nogle helt fantastiske beskrivelser ud af, og vi var alle i den grad klare og parate efter Lisbeth, som det første indslag på dagen, læste et par udvalgte eksempler op. Det gav fantastisk energi til dagens arbejde at høre børn og forældres bud på, hvad det egentlig er ved N. Kochs Skole, som er vigtigt for dem. Og en kæmpe glæde og stolthed over, at skolen i den grad sætter sig spor og rent faktisk formår at leve et liv, hvor værdierne ikke bare eksisterer på papiret, men bliver omsat i praksis.

Outputtet fra arbejdsdøgnet var en lang stribe ideer, som i første omgang er kategoriseret under tre overskrifter – ideer der allerede er i gang, ideer som det er oplagt at arbejde videre med i bestyrelsen samt ideer som i første omgang bliver gemt – men ikke glemt. Det bliver spændende at følge, hvordan ideerne bliver realiseret og er med til at skabe den konstante fremdrift og udvikling, som er et af N. Kochs Skoles væsentligste kendetegn. Men først skal der holdes sommerferie, inden vi igen kaster os over det spændende arbejde med at gøre N. Kochs Skole til verdens bedste skole for børn.

God sommer til alle! 

Verdens bedste skole.... for hele familien

At være verdens bedste skole for børn, betyder for os, at de børn og forældre der er på skolen ikke kunne tænke sig nogen bedre skole for dem.

Jeg bad i foråret børn og forældre prøve at sætte ord og billeder på hvad der er særligt ved N. Kochs Skole. Hvad er verdens bedste skole for dem.

En forældre fortæller i dette fantastiske essay, hvordan Kochs skole gennem 10 år er blevet en del af familien. Fordi familien har valgt at være en del af Kochs Skole:

En fortælling om en skole, nogle børn og en helikopter

Et essay af Cathrine Illeborg Gad (mor til Rose i 7.ende og Sofia i 9.ende)

Lidt tilfældigt brugte jeg en fridag for 7 år siden sammen med min datters klasse.

Klassen skulle lære noget matematik i skoven. Det var fantastisk vejr.

Ungerne var udstyrede med snore, som de havde opmålt hjemmefra. De havde udstyr til registrering og fik konkrete opgaver. De løb fra træ til træ og lavede målinger. Lærerne var 100% rettet mod børnenes arbejde og fastholdt klassens opmærksomhed i dette intense læringsrum i meget lang tid. Ind imellem var der pauser med tid til leg og madpakker - så var der børnesamling med vurdering af resultater og vilde perspektiver. Nogle børn blev fanget af matematikken og blev tæt omkring læreren for at få flere hovedbrud. Størstedelen af børnene susede rundt og legede med hinanden i skoven. Og så gik det hjem mod skolen igen.

Jeg gik hjem alene, for mine børn var i den periode ikke til at drive hjem fra skole. Og den stemning, der ramte mig var en fornemmelse af frihed og dyb taknemmelighed. Når man forbinder frihed med skoleoplevelser, gør det stort indtryk. Det er svært at sætte ord på.

Institutionalisering er da et grimt ord

Det er et begreb, som betegner en bevægelse mod at blive mere institution - altså en retning mod at ordne, systematisere og styre.

Vi taler om, at leg og bevægelse institutionaliseres, når vi i sportens navn begynder at finde på regler og sætte i system. Vi laver en forening, nogle regler og en konkurrence. Den samme bevægelse sker, når de børn man har skabt, skal møde institutionslivet. Institutionalisering af familien. Børnene skal tilpasse sig et nyt system en ny hverdag. Hele familien skal afkode og lære at indordne sig under nogle regler, som er bestemt af andre. Og der gives faktisk vigtige point for gode resultater. Den proces kræver tillid. Tør man tro på, at der gemmer sig noget godt bag reglerne. Har man en grundlæggende tillid til, at der er fornuftige argumenter bag institutionens regelsæt, lærernes ideer, mødeindkaldelser med fastlagte dagsordner, skemaer, budskaber og visioner, der meldes ud?

Det fænomen, som hjælper os med at overgive os til institutionaliseringen, kan vi kalde narrationens kraft. I mødet med skolen er vi ekstremt modtagelige for fortælling. Vi lytter, fortolker signaler, forsøger at afkode mængden af information.  Føler vi os trygge? Forstår vi budskaberne? Hvis vi har tillid, er vi hurtigt i færd med at indskrive os selv i den fortælling, som institutionen vælger at fortælle. Vi lytter til alle historierne, som omgiver os, vi er modtagelige for små input som indskrives i den igangværende fortælling om institutionen. Vi fortæller selv videre på historien - eller er aktive i at skabe fortællingen. Hvad er en god skole? Svaret ændrer sig hele tiden, i takt med at vi erfarer mere og mere. Hvad sagde lærerne til forældremødet? Hvilke signaler blev sendt til informationsmødet? Hvordan passer vi ind? Vi mærker andres energi og idérigdom. Et forældrepar køber bolde til klassen - de tager initiativ, de sætter noget på spil. Det er en fantastisk idé. Andre forældre arrangerer fællesspisning, hvor børnene leger og de voksne snakker og hygger - det gør vi igen! Børnene reagerer positivt, forældrene reagerer ved at vise tegn på tryghed og fællesskab - der sker noget. Fortællingen blomstrer. Hvad er det, der gør at en skole er verdens bedste for børn? Er det point og resultater eller er det et spørgsmål om, hvor glade og livskloge børnene er? Vi er hele tiden med til at forstærke eller tynde fortællingen ud. Vi træffer aktive valg som meddigtende fortællere. Vi har narrationens urkraft i os.

Verdens bedste?

Når en institution har et stærkt motto, vækker det opsigt. Et provokerende motto, vækker nysgerrighed og analytisk tæft. Vi får lyst til at afprøve det motto, det tirrer os - vi holder vågent øje med beviser, som bekræfter og afkræfter påstanden. Det er godt at holde øje med og være nysgerrig i forhold til en skole. Jeg finder det særligt spændende, fordi det i bund og grund tvinger os til at holde helikopterblikket i stedet for at trykke på zoomknappen og fokusere på vores egne børn. Helikopteren er svær at sidde i og forsøge at overskue skolen som helhed?  Men, den har en særlig egenskab - den får os til se de signaler, som ikke umiddelbart vedrører os. Vi udvider fortællingen om institutionen til også at omfatte historierne, som kommer fra forældre med ældre eller yngre børn på skolen. Vi forholder os til de aktiviteter andre lærere sætter igang. Vi er mere sensible for at aflæse stemninger, når der er fællesarrangementer på skolen. Til vårmarked er forældrene på 8.ende årgang i samlet flot og i fuld sving med at hjælpe deres børn med at lave sjove happenings. Hvorfor er de det? Hvor kommer alle de spændende boder fra? Hvem havde massagebrikse og lavalamper med? Hvor kom de store gryder fra? Hvem havde bagt de lyserøde kager? Man finder talen særlig god, fordi den tog udgangspunkt i noget helt aktuelt i Verdenshistorien. Det er godt at alle vore børn omgives af disse voksne, som tager aktiv del i den store verden. Og så kan vi bagefter, med ro i sindet, zoome ind på egne børn og lytte til deres fortællinger. Er der mon fællestræk mellem fortællingerne? Hvilken højde tog børnene stemningen ind fra? ...Der var slåskamp - en dreng var ked af det. Jeg skulle tisse. Det var sjovt at synge sammen på scenen. Jeg købte Hjaltes bamse. Det var verdens bedste dag i dag.

At stikke øret helt ind til døren og lytte til skolens fortælling, giver kildren i maven

Når man oplever en étage ændre sig en hel uge til én stor bazar med handel, spil, kugler som betalingsmiddel, store og små sammen om at regne og finde på smarte regnefiduser i det selvskabte parallelunivers, så melder ydmygheden sig. Når man præsenteres for en lille sød tøs, som er "min lille-ven" og man mærker ægtheden i den store ære og nænsomhed, som forholdet mellem stor og lille udtrykker, så melder ydmygheden sig. Når man finder ud af, at barnet i flere måneder har gået både til guitar og drama i næsten samme tidsrum...og at de voksne har støttet og set igennem fingre med tidsproblemet, fordi pigen skulle have tid til at bestemme sig ordentligt, så bliver man blød og ydmyg igen. Når man får grundigt referat fra endnu et pigemøde i klassen, og tænker "uha uha - hvem kan holde ud at høre på dette igen og igen? Så melder ydmygheden sig. Når familien hver tirsdag får beskidte børn hjem med lugt af røg i hår og tøj, så er man stille og ydmyg. Når man har en hel flok børn til aftensmad og lytter til dem og kigger på deres udstråling og store fornemmelse for sig selv og hinanden, så er man ydmyg og en smule misundelig. Børnene artikulerer én lang fortælling om deres skole og den betyder uendelig meget for dem. Når man for 10ende gang modtager invitation til en skøn forestilling, hvor børn og voksne har knoklet i talrige timer og man så kigger rundt og ser personale, skoleleder, mænd og koner og søskende hjælpe hinanden med at rose børnene og rydde op sammen. Så kan jeg næsten ikke rumme mere. Ydmygheden for fællesskabets naturlighed sidder i øjenkrogen. Det er enestående. Tænk at mine børn har lov at opleve dette hver dag. Ydmyghed kan ikke tillæres, det skal føles.

En lille historisk begivenhed

 Jeg har været draget af fortællingen om skolelederskiftet på Kochs skole. Det har for mig været et enestående eksempel på, hvor kraftfulde fortællinger er. Skolen har vist evne til at skabe et magisk rum omkring den begivenhed. Alle har været engagerede. Der har været fest, blevet skrevet og holdt taler, tegnet tegninger, skabt nye ritualer, lavet gaver, skrevet og sunget sange og grædt tårer. Festen har haft to ansigter. Den har rummet farvel og goddag. Afsked og velkomst. Ældre og ung. Gammel erfaring og ung erfaring.  Det at dele erfaringer har været aktualiseret i fasen, hvor den afgående og den kommende skoleleder delte kontor og arbejdsliv. En smuk overgang set fra helikopteren eller fra barnets perspektiv. En historisk begivenhed. Vi får øje på livets gang, vi taler om og lytter til formuleringer af værdier og visioner. Børn og voksne lærer deres skole at kende. Vi mærker at det er skønt at holde fest med indhold. Vi mærker i fællesskabet fortællingen om skolen i fortid, nutid og fremtid.

Familieliv og institution

Det er meget interessant, når institutionalisering kan mærkes på en familie. Jeg har altid tænkt begrebet anvendt i større perspektiv - på kulturelle tendenser over langstrakte tidsperioder. Nu tror jeg begrebet kan beskrive den proces min familie har oplevet fra mødet med Kochs skole og til nu - næsten 10 år efter. Vi er en del af institutionen. Vi har formet os efter institutionen på godt og ondt. Vi har som familie lært en masse af fællesskabet, regler og ideer, diskussioner om værdier. Vi har også formet institutionen. Med alt det som vi har været med til at fortælle. Alt det vi har været med til at opleve og påvirke i det små. Men havde vi ladet os institutionalisere, hvis ikke fortællingen var god? Havde vi så ikke sat hælene i og adskilt hjemmeliv og skole noget mere?

I close-up kan vi ikke besvare spørgsmålet

Det er vigtigt, at det er mange forskellige stemmer, som bidrager til at fortælle om Kochs skole. Mange vinkler giver mangfoldighed. Det skaber rummelighed. Og dermed er det ikke svært at finde eksempler på, at skolen er helt fantastisk. Men det er særlig vigtigt, at det til stadighed siges højt, at der faktisk er noget, der ikke er plads til. For eksempel er der, som jeg ser det, på Kochs skole dårligt plads til det konforme og det smålige. Det gør forskellen. Det kan man høre, når man lytter til fortællingen om Kochs. Sådan praktiseres hverdagen på skolen, og det understreges i taler, sangvalg, og så videre. Disse signaler giver den gode fortælling om skolen ekstra gode vilkår. Og jeg tror netop, at smålighed kan sløre vores blik, så vi ikke kan føle ydmygheden. Så vi ikke tør tage en tur i helikopteren. Så vi i stedet helt automatisk kommer til at zoome ind på egne børn og egen livsverden. Med sådan et close-up på ”sit eget” får man aldrig øje på, om børnenes skole faktisk er "Verdens bedste skole for børn"? Man lader sig slet ikke provokere af spørgsmålet. Måske tror man oven i købet, at man kan forlange eller kan købe sig til Verdens bedste skole for børn, uden selv at være med til at skabe fortællingen?