Julelys og glæde

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder

I år blev en ny juletradition startet.
Elevrådet havde bestemt, at vi skulle have juletræ i skolegården. Vi samledes alle om træet 1. december og tændte lysene.
Jeg glædede mig over træet og lysene hver morgen i december, når jeg kom til skolen i mørke og hver eftermiddag, når jeg tog derfra i mørke.

Jeg elsker december på skolen, fordi vi tænder så mange lys. Bogstaveligt og i overført betydning ved at skabe glæde. Ved at vise at vi har lyst til at være sammen og gøre noget for hinanden.

På vej ud af kirken efter vores dejlige juleafslutning hørte jeg en pige sige til sin mor: Kunne det egentlig ikke være hyggeligt, hvis hele skolen skulle holde juleaften sammen?
Jo. Det kunne det!! Men det er nok ikke noget helt realistisk scenarie, så vi må holde jul med alle de andre, vi holder af og glædes over al det jul, vi når at have sammen på skolen i løbet af december.
Stearinlys i fællesrum og klasser, julefester og julepynt, fællessamlinger og julesange, pakkekalendere og drillenisser, duft af pebernødder og risengrød i fritidsordningen.

Den sidste uge før juleferien var der konstant en lang kø uden for mit kontor. Det var ikke kø for at besøge skolelederen, men fordi der stod et bord lige udenfor, hvor man kunne få hjælp til at få pakket sine hjemmelavede julegaver ind.
Hvis nogle påstår, at børn kun tænker på at få gaver, skulle de prøve at overvære en samtale i indpakningskøen, hvor stoltheden over- og glæden ved at skulle give gaven var tydelig.

For alle os, der er vant til at strukturere og planlægge og som bliver fristet til at tage dette det med hjem til jul, når vi ser billedet af juletræet, der i år skal have guld-tema og det stilfulde julebord i Bo Bedre, er det meget sundt at blive mindet om, hvad det hele handler om, ved at få en gave, der er lidt skæv og med garanti ikke ligner nogen andre, men som er lavet med entusiasme, smil og stor kærlighed.
Det er i sådan en gave glæden og lyset gemmer sig.

Som Leonard Cohen synger:
Forget your perfect offering.
There is a crack in everything,
that's how the light gets in.

Tusind tak til alle jer, der var med til juleafslutningen i kirken.
Når jeg oplever 1000 mennesker, der sammen synger Dejlig er Jorden, så sidder det i mig længe efter; så tager jeg alligevel jer alle sammen lidt med hjem på juleferie.

Rigtig glædelig jul og godt nytår.
Nyd ferien og på gensyn 4. januar.

Kærlig hilsen Lisbeth

Curling-matematik

Af: Lars Stubkjær Barslev

”Hvis vi nu skulle deles om denne tube tandpasta – ville der så være nok til alle?” Sådan lyder det enkle oplæg til en matematikopgave, der samtidig er startskuddet for 10 lærere og 2 instruktører, der er på et 3 dages kursus i Undersøgende matematikundervisning.
Det er ikke svært at se problemstillingen og måske har du allerede nu set en tube tandpasta for dit indre øje – og hvis du tænker lidt nærmere efter; hvor længe rækker en tube tandpasta så hjemme hos dig?...tid, antal personer...nu tænker du med matematik!
Hverdagens erfaringer støtter den umiddelbare forestilling om mængder og størrelser, når vi fx skal vurdere ”om der er nok” i alle mulige sammenhænge. Og før vi ved af det, er vi i fuld gang med at gøre matematiske overvejelser, der leder os hen til en brugbar antagelse.
Formuleret som klassisk skole-matematikopgave ville det have lydt i retningen af: En tube tandpasta indeholder 125 ml. Udregn hvor mange tandbørstninger tuben rækker til, hvis man bruger ½ ml pr. tandbørstning... (osv). Opgaven lægger op til, at man dividerer 125ml med ½...eller (hvis man nu ikke lige kan dividere med en brøk) tænker ”sådan helt logisk”; ”...hvis man brugte 1ml i stedet for ½, så ville man kunne børste tænder 125 gange...så må svaret være 250 gange, når man nu kun bruger den halve mængde pr gang...” Læreren ville nok afkræve nogle skriftlige notater for påstanden, men ellers er alt.
Ok...videre til næste spørgsmål!
Undersøgende matematikundervisning inviterer derimod til, at man går mere praktisk eksperimenterende til værks – i vores tilfælde med en tube tandpasta og en vægt.
Efter lidt fingertælling og et gangestykke endte vi på 48 tandbørstninger...men hvor meget bruger man pr gang? Vi manglede egentlig en tandbørste, men valgte at sætte én passende klat på vægten (ingen ændring.) Men 10 klatter kunne vægten godt registrere: 7 gram. Vi delte tallet med 10 dvs. 0,7g pr. tandbørstning (sådan cirka.) Snart efter bredte menthol-lugten sig i lokalet (gruppen bag os, der ikke havde nogen vægt, var i færd med at trykke en flere meter lang stribe ud på bordet) og vi tømte selvfølgelig tuben ud på vægten: 142g. Hvilket regnestykke ville du nu gøre...(og skal man gange eller dividere)?
Når man på denne måde får problemstillingen mellem hænderne bliver matematikken nærværende både som sprog og som redskab i samspil med elevernes egne gode spørgsmål, fornuftige antagelser og undersøgende praksis (og med lærerens udfordrende hjælp). Det er ikke nødvendigvis nemmere matematik, men det er nemmere at finde mening med dens anvendelse.
Når skole-matematikopgaven volder problemer, er det ofte fordi der er tale om ”curlingmatematik”, hvor de grundlæggende antagelser og alle de forudgående spørgsmål i bedste mening er fejet væk. Tilbage står kun et regnestykke – hvis det da lykkes eleven at gennemskue sammenhængen.
Skolens undervisning (også den i matematik) skal forberede børnene til at tage aktivt del i  samfundslivet og demokratiet.
Med lyst og kompetence til at stille gode spørgsmål og undersøge sagen nærmere (ofte med brug af matematik) er man godt i vej.

Ægte musikglæde på årets Train koncert

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Vil man opleve ægte glæde ved musik, glade forventningsfulde børn og masser af godt humør, skal man tage til Kochs Skoles årlige koncert på Train.

Koncerten er netop slut og endnu engang var det fuldstændig fantastisk at opleve, hvordan børnene er dybt optagede af at stå på scenen og fyre den af – uanset om man har spillet på sit instrument i få måneder eller flere år. Her er plads til alle, og alle bliver mødt med samme seriøsitet fra både musiklærere og publikum. Man kan næste se, hvordan flere af børnene vokser adskillige centimeter, mens de står på scenen.

Men det er ikke kun de optrædende på scenen, der nyder det. Børnene er fabelagtige til at bakke hinanden op, og uanset om det er børnekor eller seje Musik 10., er der en kødrand af børn foran scenen, der hujer, klapper og hepper. Eller bare står helt stille og nyder musikken.

Den glæde ved musik og glæden ved at optræde, som man oplever til Train koncert giver godt humør, og endnu engang viser Kochs Skole at skolens værdier ikke bare er tomme ord på en hjemmeside, men at de rent faktisk bliver levet ud i skolens hverdag. Kodeordet er rummelighed – her er rum og plads til alle og børnene (og de voksne) er sammen om at skabe både musikken og den gode stemning.

Her er det ikke den enkelte, der er i fokus, men sammenspillet mellem dem på scenen. Skal sammenspillet lykkes, kræver det, at man har opmærksomhed på hinanden og ikke bare kører solo derudaf. Ser man på børnene når de spiller, er de naturligvis fokuserede på deres eget instrument, men alle er tydeligvis også opmærksomme på, at de ikke er alene på scenen. De er et hold og først i samspillet med de andre, skaber de det komplette musikstykke.

Tusind tak til musiklærere og øvrige personale på skolen for det kæmpe stykke arbejde I gør, for at vores børn kan opleve glæden ved musik og ikke mindst glæden ved at spille sammen med andre. Både til Train koncert, men også i hverdagen.

Frihed

Af Lisbeth Qvortrup, skoleleder

Fast som en klippe og bred som en strand
vild som en brænding i kog
fri som fuglenes flugt over land
……

Ved Privatskoleforeningens årsmøde rejste hele bestyrelsen sig midt under formandens beretning og sang Benny Holsts ’Julies sang’.

Traditionen tro var 3-400 skoleledere og bestyrelsesmedlemmer fra privatskolerne i Danmark samlet i Nyborg til årsmøde den sidste weekend i oktober.

Midt i økonomisk krise, nedskæringer, diskussion om inklusion, ny undervisningsminister og meget andet, som alt sammen kunne have været vigtige temaer, kom årsmødet i år til at handle om frihed.

De frie skoler kaldes netop frie, fordi de har retten til at drive skole på præcis de holdninger og værdier, de synes er vigtige.

Dette tema blev nærværende, fordi der i disse år er tendenser til, at man ønsker at indskrænke denne frihed.

Det er egentlig ganske paradoksalt, at der bliver stillet spørgsmål ved, om vores frihed er for stor, når der ellers i samfundet er fokus på ytringsfrihed, fokus på vores demokratiske frihedsrettigheder og stor bevidsthed om værdier; og når man er begyndt at tænke dette ind i folkeskolen i langt højere grad end tidligere.

Den nye minister for børn og undervisning, Christine Antorini, har luftet sine ideer til en ny folkeskolereform med større frihedsgrader, og hendes udspil til fremtidens skole ”Ny Nordisk Skole” bygger på tanker om udvikling, fornyelse og mindre kontrol.

Alt sammen helt i tråd med tankerne i de frie skoler.

Og hvorfor ønsker man så at indskrænke de frie skolers frihed?

Desværre giver nogle de frie skoler skylden for alle folkeskolens problemer.

De tror, at hvis vi straffer de frie skoler, vil folkeskolerne blomstre.

Sådan er det ikke. Folkeskolen vil blomstre af en levende fri skole.

Uden frie skoler, vil folkeskolen være en tvungen statsskole, hvilket ingen kan ønske sig.

De frie skoler kæmper mod en fordom om, at de ønsker sig frihed for at kunne blive fri for noget.

Vi skydes ofte i skoene, at vi gerne vil slippe udenom alt det besværlige og lade folkeskolen tage sig af det. At vi fx ikke ønsker at tage del i det sociale ansvar.

Men alle jeg kender, der brænder for den frie skole, brænder for friheden til at vælge noget til og er helt bevidste om det ansvar, der følger med denne frihed.

Vi kan ikke gøre andet end igen og igen at fortælle, at vi gerne vil tage ansvar,  -også det sociale. Og at vi gør det i lige så høj grad som folkeskolen. For færre penge!

Lad os håbe, at det vil lykkes, at få debatten drejet væk fra kampen mellem folkeskoler og privatskoler til i stedet at handle om den fælles kamp for et godt skoletilbud til alle.

Og det bedste skoletilbud fås med en god og progressiv folkeskole og frie skoler som et godt alternativ for de forældre, der ønsker et særligt værdigrundlag.

Jeg synes, det var stort at mærke, at der på Privatskoleforeningens årsmøde var en fælles forståelse for, at dét er første prioritet lige nu.

Det handler ikke først og fremmest om penge.

Det handler om kampen for et samfund, hvor der er plads til frie skoler.

Og så er det vores pligt at forvalte denne frihed ansvarligt. Og det gør vi!

Kreativ begrænsning

Skrevet af Lars Stubkjær Barslev. Klasselærer 7. årgang.

På scenen i Bella Centrets store konferencesal står den karismatiske teaterdirektør for Betty Nansen Teatret; Peter Langdal. Han skal give det afsluttende foredrag på dette års store uddannelses it-messe og han har besluttet, at vi alle skal have ”Noget med hjeeeem!.” 

Anekdoterne flyder i en lind strøm fra et teaterliv sammen med nogle af landets bedste skuespillere (...og et par krukkede primadonnaer.) Langdal er er en mand, der har noget på hjerte og som ikke overraskende forstår at udnytte den scenetid, han er blevet givet. Jeg hæfter mig særligt ved én af hans stærke pointer: ”Kreativiteten ligger i begrænsningen.”

Han fortæller bl.a. en lille historie om en ung skuespiller, der hang lidt med næbbet; ”Peter, jeg gider ikke rigtig det her stykke...og jeg har kun 4 replikker!” Langdal ”Jamen, skal vi så ikke strege dem?”, ”Strege dem?!,” svarede hun ”...kan man  spille en rolle helt uden at sige noget?”

Ja, mon ikke. Hun endte med at udvikle en fantastisk rolle, hvor hun ikke alene blev begrænset til at være stum, men også selv valgte at være døvstum!

Kreativitet og innovation er ikke blot tidens hurra-ord – det er også en del af skoledagen på N. Kochs Skole. I disse uger skaber GRØN etage sin årlige teaterforestilling helt fra bunden. Indenfor afgrænset tid og sceneteknik udvikles kreative fortællinger og løsninger i et tæt samarbejde mellem børn og lærere.

Og sideløbende har en lille flok drenge også syslet med at konstruere en LEGO-robot, der i løbet af blot 2½ minut skal løse alle mulige opgaver på en lille bane på få kvadratmeter: seriøst legeland når det er bedst! Og nu har de tilbragt en lørdag sammen med 25 andre skoler i dette års First LEGO League-konkurrence, hvor der er blevet dystet på kreativitet og innovation i praksis (se mere på www.hjernekraft.org)

”Kun fantasien sætter grænser” er en kliché der ofte høres fra oplægsholderne på it-messen, når de præsenterer os for ubegrænsede muligheder  til at mixe formater og programmer ind i hinanden. Jeg lammes dog lidt af dette uoverskuelige softwarelandskab af muligheder – hvor skal jeg begynde?

Med Landals pointe kunne svaret ligge i, at vi i kreative arbejdsprocesser netop skal bruge vores fantasi til at skabe kreative begrænsninger, der kan anspore os til at lege, opfinde og udvikle.

Lars Von Trier gjorde det med sine dogmer, Picasso havde en ”Blå periode” - og, til sammenligning, har børnene på Kochs været udfordret af at skabe teater-fortællinger og robotter i afgrænset tid og rum. Og det er ikke så tosset en lære at tage med hjem

Forældreengagement

Skrevet af: Johanne Sønderlund Birn, medlem af fællesbestyrelsen

Der er blevet tid til en stille stund ved computeren mens børnene er til børnebio og derefter kommer hjem til en lynomklædning til henholdsvis heks og læge inden det går løs med Halloweenfest på skolen sammen med resten af 3.b. På køkkenbordet ligger posen med pølsebrød til fællesbordet sammen med heksehat og rådne tænder på gebis.

Over køkkenbordet hænger den tæt skrevne kalender - Trainkoncert, forældresamtaler, børnebio, fødselsdag, basket træning, legeaftaler, multimusik, juleafslutning osv.

Jeg har tidligere skrevet om glæden ved de mange traditioner på N. Kochs Skole. Traditioner der ofte er hæftet op på en aktivitet, hvor forældrene er inviteret til at deltage. Hen over året kommer det sammen med klassens og dagligdagens øvrige aktiviteter til at fylde en hel del i kalenderen. Det er dejligt og givende at følge sine børn og skolen på tæt hold, men det stiller også vældige krav i forhold til at få kalenderlogistikken til at gå op når sengetiderne skal overholdes, og der ind imellem også gerne må være tid til en stille stund.

For et par år siden nedsatte vi i skolebestyrelsen et udvalg med det mundrette navn ”Forældreengagementsudvalget”. Det gjorde vi fordi, der ifølge lærerne var sket en ændring i forældrefremmødet til skolens aktiviteter henover de seneste år. Hvor der tidligere var én måske to børn, der ikke var repræsenteret ved forældremøder, var der nu måske tre eller fire. Eller måske helt op til fem. Sådan er hverdagen på mange andre skoler. Men det var nyt på N. Kochs Skole, og i bestyrelsen besluttede vi derfor at tage en diskussion om, hvad det kunne skyldes og om det var noget skolen aktivt skulle forsøge at ændre på.

I udvalget diskuterede vi flere ting – har forældrene mere travlt end tidligere? Er det et tegn på, at forældrene er glade og tilfredse og derfor ikke føler behov for at mødes? Bliver arbejdet prioriteret højere i dag end tidligere – eller hvad kan det være? Uanset hvad, må vi nok konstatere at skolen konkurrerer med et væld af andre aktiviteter om forældrenes opmærksomhed, og at det måske dalende engagement ikke skyldes, at forældrene ikke interesserer sig for skolen, men at der konstant foregår en benhård prioritering for at få hverdagen til at hænge sammen.

Det er en interessant og vigtig diskussion som ikke er slut, selvom udvalget pt. er nedlagt. Og selvom vi ikke kom frem til en endegyldig konklusion er det vigtigt at have øje for, hvad skolen konkurrerer med og hvordan forældrene får hverdagen til at hænge sammen. Vi diskuterer det fortsat løbende i bestyrelsen, og sker der markante ændringer, er udvalget klar til træde sammen igen.      

Mirakler og middagsaktiviteter

Af Lars Stubkjær Barslev, klasselærer 7. årgang

”Flad mave & faste baller...kom i form med FEMINA – på rekordtid!” stod der på den trænings-DVD jeg langede over til Agnete og Zara fra 7. ”Måske kan I bruge den her?...mine børn synes den er meget skæg” sagde jeg ”...men I kan sikkert også finde noget på Youtube..” Snart efter lå det meste af trivselsteamet på 7. årgang og lavede maveøvelser på gulvet i klassen.

Teamet (der i øjeblikket udgøres af en gruppe initiativrige piger) sætter konkrete tiltag i gang, der skal støtte op om trivslen på årgangen. Lige nu arbejder vi med at konkretisere en ide om ”Middagsaktiviteter”, så man kan få sig rørt lidt i pauserne.

Lad det være sagt med det samme; det var faktisk ikke børnenes idé. Den er derimod opstået ud af det omsorgsprojekt lærerne har gang i! Her er vi nogle lærere, der har arbejdsspørgsmålet: Hvordan kan vi få noget mere bevægelse ind i børnenes dagligdag?

Der er sat flere pilotprojekter i gang med det formål for øje rundt omkring på skolen. Og på denne dag: ”Skolernes Motionsdag”, hvor vi alle sammen tager løbeskoene på ud i det fantastisk flotte efterårsvejr, kunne dette være fortællingen om Kochs i (mere) bevægelse!

Men egentlig er det fortællingen om hverdagens små mirakler, som opstår, når vores børn tager ejerskab til et projekt og siger: ”Det er en okay idé – kunne man ikke...?” Og dét var hvad pigerne fra 7. gjorde: Andrea greb muligheden og tilbyder nu danseundervisning foran spejlene i Lille sal. Agnete og Zara fandt noget brugbart på Youtube og slæbte de blå måtter over i Hold 1's lokale (og sørgede for, at de kom tilbage igen efter skoletid). Sigrid og Julie skrottede hurtigt ”Afspænding vol. 1”-cd'en (som de fik stukket i hænderne...), og fandt i stedet noget beroligende musik og et smukt landskabsbillede på Smartboardet. Så blev gardinerne trukket for vinduerne inde på Hold 2, og deltagerne skulle nu  i masserende bevægelser tegne billeder på ryggen af hinanden. Freja har planer om pigefodbold...og Alparslan tripper lidt i kulissen, og vil faktisk gerne balancere aktivitetsudbuddet med noget karate til drengene...

Der findes ingen fiks trænings-DVD for, hvordan man som lærer kan rammesætte projekter, der fremelsker børnenes initiativ - på rekordtid! Men man kan kun blive en bedre lærer af at gøre erfaringer sammen med en flok unger, der tager ansvar for fællesskabets projekt på sådan en kreativ og meningsfuld måde.

Middagsaktiviteterne kæmper lidt for overlevelsen; alt iværksætteri kræver hårdt arbejde og et støttende stillads omkring. Trivselsteamet evaluerer processen løbende.